Helen Mirren: I mange år følte jeg mig som en hjort fanget i forlygterne, når jeg indspillede film
Foto: Fayesvision/wenn.com/All Over Press
”Du vil opnå din store succes, efter at du er fyldt 45.”
Sådan sagde en mandlig, indisk håndlæser til Helen Mirren, da hun som kun 23-årig lod sig spå om sin fremtid.
Prognosen fyldte den unge Helen Mirren med forfærdelse. Hun tænkte: ”Så længe kan jeg da ikke vente!” Men det kunne hun. Det skulle nemlig vise sig, at spåmanden havde ret. På trods af mange år som teaterskuespiller skulle Helen Mirren blive 46 år, før hun blev verdenskendt for sin tv-rolle som Jane Tennison i tv-krimien ”Mistænkt”.
Grebet af Shakespeare
Det lå ellers langt fra i kortene, at Helen Mirren skulle ende som en verdensberømt skuespillerinde. Hun blev født som Iljana Lydia Mironov kort efter 2. Verdenskrigs ophør i 1945 som datter af en britisk mor og en russisk far, som havde fået politisk asyl i England.
Men hendes far, Basil Mirren, følte selv, at han led under at være indvandrer i, hvad der dengang var en meget homogeniseret britisk kultur.
– Som ung ønskede far at skjule, at han var fremmed. Han ville assimilere os, og derfor ændrede han familienavnet til Mirren, så snart han kunne. Jeg tror, han følte den samme frygt for at blive smidt ud, som mange indvandrere i Amerika føler i dag, siger Helen, der fik sit nye efternavn som syvårig.
– Mirren er egentlig et skotsk navn, så mange tror, at jeg er skotsk. Men jeg ville elske at hedde Mironov.
Familien tilhørte arbejderklassen, og intet pegede mod en gloværdig skuespillerkarriere for datteren. Hendes familie ejede hverken bil, fjernsyn eller andre materielle goder.
– Ingen af os havde den fjerneste berøring med underholdningens verden. Vi gik aldrig i biografen eller i teatret, for det havde vi ikke råd til.
LÆS OGSÅ: Helen Mirren: Det er vanvid at få en oscar
Helen var teenager, da hun første gang oplevede en teaterforestilling i den sydøstengelske kystby Leigh-on-Sea. Hendes mor tog hende med til en amatøropsætning af ”Hamlet” på det lokale Palace Theater. Det ændrede hendes liv:
– 13-14 år er den perfekte alder at blive introduceret til Shakespeare i. Man er som en svamp, der opsuger alt; fuld af fantasi, drømme og længsler.
Forestillingen var ikke engang særlig god. Men den transporterede hende ind i en verden, som hun husker som ”helt ny og vidunderlig”.
– Det var ikke sådan, at jeg med ét forstod Shakespeares utrolige poesi. Men jeg blev grebet af figurerne og den fantastiske historie. Forestil dig at se Hamlet for første gang uden at vide, hvad der sker undervejs!
LÆS OGSÅ: Helen Mirren har altid haft en lækker stil. Se flere dejlige stilikoner over 40 år her
Gennembruddet
Mødet med shakespeare blev kimen til Helen Mirrens skuespillerdrømme, og selvom hun ikke følte noget naturligt anlæg for at stille sig op foran et publikum, følte hun sig uimodståeligt draget af faget og begyndte som ung at spille teater.
I 1966 blev hun ansat som professionel skuespiller ved Royal Shakespeare company, og selvom hun allerede havde sin første filmdebut få år senere, var det stadig på teatret, hun følte sig hjemme. I 1980’erne begyndte Hellen Mirren dog i stigende grad at prøve kræfter med filmmediet. Men hun følte sig stadig ikke tryg foran kameralinsen og dens gennemborende blik.
– Jeg anede ikke, hvad jeg foretog mig, og jeg forestod intet af, hvad der foregik på en filmoptagelse, hvem alle de her mennesker var, og hvad de lavede. Mine instinkter bar mig igennem, og dybest set har jeg også en form for mod, som nok er typisk britisk, hvor jeg siger til mig selv: ”Gør det nu bare, Helen.” Men i mange år følte jeg mig vitterlig som en hjort fanget i forlygterne, når jeg indspillede film. Jeg var stivfrossen.
Først med rollen som den hårdkogte politikvinde Jane Tennison i tv-krimien ”Mistænkt” (1991) begyndte hun at føle, at hun faktisk havde tjek på sagerne. Ud over en lang række tv-priser og nomineringer skaffede præstationen hende et længe ventet internationalt gennembrud.
– Hele idéen med at have en kvindelig kommissær som hovedfigur i en kriminalserie var ganske uhørt dengang. Men den rolle viste sig at betyde alt for mig, siger hun i dag om den karakter, som for alvor fik Hollywoods øjne op for hende.
De største skuespillerinder er over 40
Helen Mirren endte med at spille Jane Tennison i syv miniserier over en periode på 15 år og er en af fagets sjældne kvinder, som aldrig har prøvet at gå arbejdsløs. I dag kan Mirren som 72-årig prale af en bugnende trofæhylde, hvor priser som Oscar, Emmy, BAFTA, Tony og Cannes Awards vejer tungest blandt hædersbevisningerne.
Helen Mirren er bevidst om sin privilegerede position, især efter den aktuelle mediedebat, der har sat film- og teaterbranchens udbredte kønsdiskriminering i søgelyset. Hun erkender, at hendes mandlige kolleger stadig har flere og bedre roller at vælge imellem. Men det faste refræn om, at skuespillerinder i Hollywood overskrider sidste salgsdato, når de runder de 35 somre, nægter Helen Mirren at synge med på.
– Det er en myte, slår Mirren fast.
– Måske var det sådan i 1940’erne, men hvis man ser på de største skuespillerinder i dag, er de alle omkring fyrre eller derover. Kate Winslet, Jessica Chastain, Nicole Kidman og så videre. Og som jeg altid har sagt: Efterhånden som kvinderne får flere betydelige poster i det virkelige liv – om det så er i politik, forretningsverdenen eller noget tredje – vil rollerne i fiktionen følge efter.
Læs hele interviewet med Helen Mirren i SØNDAG nummer 11
LÆS OGSÅ: SØNDAG møder Connie Nielsen: Jeg elsker at være i Danmark
Om Helen Mirren:
- Født Iljana Lydia Mironov i London 26. juli 1945.
- Uddannet lærer ved New College of Speech and Drama i London, men har aldrig undervist.
- Skuespiller ved National Youth Theatre fra 1964. Professionel skuespiller ved Royal Shakespeare Company fra 1966.
- Filmdebut 1968.
- Gift nytårsaften 1997 med den amerikanske filminstruktør Taylor Hackford, som hun mødte under indspilningen af ”Hvide nætter” i 1985.
- Kendt for blandt andet filmene "Calendar Girls", "The Queen", "Kvinden i guld" og tv-serien "Mistænkt"
- Biografaktuel i komediedramaet "Vores livs ferie", hvor hun spiller en uhelbredeligt kræftsyg pensionist, der stikker af med sin demensramte mand på en sidste, uforglemmelig ferie.