Hospitalspræsten: Vi kan ikke tale os frem til at magte døden

Vi skal turde være i magtesløsheden

– Ja, vi taler om, at døden er det sidste store tabu, men i virkeligheden er døden et hot topic lige nu. Vi er ret vilde med at tale om døden. Vi lever i en gennempsykologiseret tid, hvor vi tror på, at vi kan magte alt, hvis bare vi taler om det. Men vi kan ikke tale os frem til at magte døden. Det er ikke meningen, vi skal magte døden. Vi er alle magtesløse over for døden.

I virkeligheden er det den magtesløshed, der er tabu. Det er den samme magtesløshed, vi oplever som mennesker, når vi bliver deprimerede eller går ned med stress – alt det, der lægger os ned. Vi lever i et samfund, hvor det ikke er o.k. at lægge sig ned, selv når vi får gulvtæppet trukket væk under os. Så føler vi os som en fiasko. Følger vi den tankegang, bliver døden den ultimative fiasko, det, vi ikke kunne helbrede os fra til sidst. Og det på trods af, at vi ved, at vi alle sammen har en dødelighed på 100 procent.

– Vi skal turde være til i magtesløshedens rum. Vi skal turde være der selv, og vi skal turde være der sammen med andre, der har brug for, at vi er der sammen med dem. Der kan være meget ensomt i magtesløshedens rum, også selv om man er omgivet af mennesker, der elsker én, hvis de mennesker ikke kan rumme afmagten og magtesløsheden. Hvis de siger: Det skal nok gå!, og viger uden om det, der er svært. Virkelig at være der for den anden forudsætter noget meget stort, nemlig at vi er i kontakt med vores egen afmagt. At du kan sige: Ja, du skal dø, det skal jeg også på et tidspunkt. Så ses vi måske igen ...

– Trøsten er, at der ingen trøst er. I stedet skal vi forstå, at døden giver os et potentielt fællesskab i magtesløsheden. Vi skal alle dø. Vi er alle magtesløse. Det er ret sindssygt, at vi løber så stærkt væk fra netop den erkendelse, når der nu er et potentielt menneskeligt fællesskab i at erkende, at døden og magtesløsheden er et fælles vilkår i livet.

– Vi forstår generelt ikke, hvor meget styrke der er i sårbarheden – i at hengive os til, at vi også er magtesløse og sårbare. Det er jo netop det, der gør det muligt for os at være mennesker. Men vi er så bange for at være ærlige omkring vores afmagt og sårbarhed, fordi vi helt banalt er bange for, at andre så ikke vil elske os.

– Som moderne mennesker har vi svært ved at hengive os. Hengivelse har med tro at gøre. Hengivelsen forudsætter, at vi formår at slippe noget af al den kontrol, vi tror, vi har. Hvis vi slipper kontrollen, risikerer vi at falde, og hvis vi ikke har noget at falde tilbage på, ser det sort ud. Vi er nødt til at tro, at der er noget at falde tilbage på – noget, der griber os. For mit eget vedkommende tror jeg på Gud, men jeg har også behov for at tro på, at der står et helt regulært menneske og griber mig. En, der siger: Smid du bare håndklædet i ringen, lad du bare håbet ligge, så holder jeg det for dig imens ... Vi tror, vi skal magte alting selv, men det skal vi ikke.

Guds kærlighed er netop ubetinget. Den kan rumme alt. Det kan vi ikke som mennesker. Vi skal bruge Guds kærlighed til at lære at give slip. Vi skal lære at forstå, at vi ikke er Gud i vores eget liv, og at vi må lade alt det, vi alligevel ikke kan ændre, være op til Gud.

Det betyder ikke, at det er nemmere for mig at acceptere døden, fordi jeg er et kristent menneske. Hengivelse er ikke let. Hengivelse rummer tvivlen – tænk, hvis der ikke står en og griber mig? Det er en lang, sej, hård proces at hengive sig. Det er ikke den nemme løsning. Den nemme løsning er derimod at tro, at man selv har kontrollen. Men den virker kun, så længe du har medvind.

• ”På en måde skal vi dø” af Lotte Blicher Mørk. Gyldendal, 2016
• ”At gå døden i møde” af Kathryn Mannix. Politikens Forlag, 2018
• ”Venteværelset” af Rita Nielsen. Eksistensen, 2016
• ”I dødsskyggens dal” af Rita Nielsen: Unitas Forlag, 2012
• ”Snak på livet løs – Inspiration til samtaler om livet før døden” af Stine Buje. Turbine, 2015