Hun boede i store villaer med tjenestefolk. Så skiftede hun karriere

Jeg kan godt lide selv at bestemme over mit liv!

Ordene falder, kort efter vi har sat os omkring bordet i huset i Risskov, og det bliver hurtigt tydeligt, at det er præcis, hvad 62-årige Annette Kjær Scroggins har gjort: Fulgt sine drømme og bestemt over sit eget liv.

Stuen i Aarhus-forstaden vidner om et liv og en kvinde ud over det sædvanlige. Interiøret stammer blandt andet fra de fem forskellige kontinenter, Annette har boet, og flere af malerierne har hun selv malet.

– Jeg var 17 år, da jeg flyttede hjemmefra. For at bestemme selv. Men jeg flyttede sammen med en kæreste, der ville bestemme mere over mig, end mine forældre gjorde, så jeg flyttede hurtigt hjem igen, ler Annette.

Da Annette Kjær Scroggins kort efter var klar til at flytte hjemmefra for anden gang, var det ikke sådan lige at få en lejlighed i Aarhus. Men det havde den unge pige en løsning på.

– Jeg besatte en lejlighed, og så fik jeg ejerens kontonummer af de andre i ejendommen og begyndte at betale det, jeg mente, var en passende husleje. Det endte med, at jeg fik lov at blive boende, og der boede jeg en del år.

Ønsket om selvbestemmelse viste sig også, da Annette havde oparbejdet en studiegæld efter sit HF-studie.

– Studielånet havde høje renter, og gælden blev større og større. Jeg gispede ved tanken om, at en eller anden bankmand skulle bestemme over mit liv, siger hun.

Men også det havde Annette Kjær Scroggins en løsning på. Grønland var stedet, hvor man kunne tjene hurtige og gode penge dengang, og det blev Annettes vej ud af gælden. Efter et par år i Grønland kunne hun tage i banken og betale hele lånet tilbage på én gang.

Grønland blev også stedet, hvor Annette mødte sin store kærlighed og livsledsager. Jim Scroggins fra Indianapolis arbejdede som chef for de amerikanske civilansatte på militærbasen i Sdr. Strømfjord.

– Jim var en flot mand. Smalle hofter, brede skuldre, mørkt hår, isblå øjne og med det flotteste smil. Ham gik jeg og holdt meget øje med, fortæller Annette.

Da Annette blev inviteret til forlovelsesfest hos en kollega, erfarede hun, at Jim skulle med, og hun bad kollegaen sørge for, at hun fik Jim som bordherre. Det viste sig flere år senere, at Jim også havde bedt om at få hende til bords.

– Jeg var fire år i Grønland, og de sidste to år var jeg sammen med Jim. Jeg havde arbejdet på et hotel, men fik senere arbejde som flytrafikspecialist på den militære flybase i Sdr. Strømfjord. Det var meget sjovere end at arbejde på hotellet, men det var også stressende, for der var mange flyulykker dengang.

Det var Annette, der skulle udfylde flyplaner og sikre, at landing og afgang forløb planmæssigt, og den unge kvinde var ikke bange for at træffe en selvstændig beslutning.

– En dag var en ung mand kørt galt i Kulusuk og havde fået kraniebrud. Han havde brug for hurtig behandling. Jeg vidste, at der var et Mærsk-fly på vej fra USA, og jeg holdt flyet tilbage og bad dem vente og tage den unge mand med. Svaret var: “Lille pige, du kan nok forstå, at Mærsk har travlt og skal videre.” Jeg svarede: “Gamle mand, du kan nok forstå, at I ikke får tilladelse til at flyve, hvis ikke I tager den unge mand med.”

– Han kom med, og han overlevede, smiler Annette.

Kloden rundt med kærlighed

Ægteskabet med Jim blev indledningen til et eventyrligt liv på de bonede gulve. Annette Kjær Scroggins har ikke tal på, hvor mange steder på kloden, hun og Jim har boet sammen.

– Det ved jeg ikke. 30 forskellige steder måske. Jeg har boet på fem forskellige kontinenter, blandt andet i Grønland, England, USA, Panama, Qatar og Danmark. Jim arbejdede som direktør for et amerikansk selskab under det amerikanske forsvar, og det var ikke altid, jeg vidste præcis, hvad han lavede. Jeg var medfølgende hustru, og det havde jeg det helt fint med.

– Vi boede i store villaer med tjenestefolk og færdedes på de bonede gulve. I Doha i Qatar havde vi en stue, der var 500 kvadratmeter og med otte meter til loftet. Vores swimmingpool var skiftevis opvarmet eller nedkølet, så den var 26 grader året rundt. Da vi flyttede tilbage til Danmark, var det som at gå ind i en tændstikæske, siger Annette.

Annette Kjær Scroggins havde aldrig besvær med at få tiden til at gå som medfølgende hustru, uanset hvilket kontinent hun befandt sig på. Og i 1989 blev sønnen Sander en del af den lille familie. Da Sander var otte år, talte han tre sprog.

– Jeg er god til at netværke og møder altid nye mennesker med det samme. Jeg interesserer mig for fremmede kulturer og elsker at opleve nyt. Og så har jeg et livssyn, der gør, at jeg ikke ser begrænsninger. Jeg synes, mange ser begrænsninger, det gør jeg aldrig. Det giver mig masser af energi, livsmod og optimisme.

– Jeg har valgt at se lyst på livet og har mødt utrolig meget tillid og glæde i mit liv. Jeg har en stor udlængsel i mig, og den er jeg nok født med. Men jeg har besluttet, at nu bor jeg her i Risskov, hvor jeg har familie og venner, siger Annette.

I 2010 døde Annettes mand af nyrekræft, kun 54 år gammel. Det var en stor sorg for hende, for dermed mistede hun sit livs kærlighed og ledsager.

– Jim var glad for at bo her i Danmark, han havde ikke den samme udlængsel som mig. Han var min støtte, og min verden brast, da jeg mistede ham. Alle de ting, vi havde oplevet sammen. Alle de planer, vi havde.

– Vi var en del af hinanden, og vi har kun haft hinanden at støtte os til i alle de mange år, vi var ude. Vi skulle jo starte forfra, hver gang vi flyttede. Jim var den eneste, jeg kunne snakke med om alle de oplevelser, vi har haft sammen, og jeg savner ham utrolig meget.

Der er ingen tvivl om, at den store kærlighed og tillid mellem Annette og Jim er en af årsagerne til, at parret kunne leve et godt liv, næsten uanset hvor de bosatte sig.

– Vi vidste, at vi aldrig ville blive skilt, og vi gav hinanden plads. Jims motto var: Happy wife, happy life. Han begrænsede mig aldrig, og jeg tog for eksempel alene på rygsæktur i Sydamerika, mens Sander blev passet i Danmark. Jim var glad, når jeg var glad, og omvendt.

– Jeg er meget udadvendt og blev altid inviteret til en masse fester på de bonede gulve, det gad Jim ikke. Han ville hellere ud at fiske, smiler Annette.

Elev på plejehjem

Annette Kjær Scroggins har taget universitetsuddannelser inden for arkitektur og marketing og har en sidefagseksamen i retorik.

Hun har arbejdet med marketing i ledende stillinger for blandt andet Mærsk og IBM, men nu har hun valgt at kaste sig over noget helt nyt. Den 62-årige kvinde er ved at uddanne sig til social- og sundhedsassistent.

– Jeg arbejdede for IBM i København, da min mand døde, og jeg havde 200 rejsedage om året. Jeg kunne ikke tåle at se en kuffert længere og valgte at koncentrere mig om mit eget marketingfirma, Jungletrommer. Men der var for meget arbejde og for lidt penge i det.

– Så valgte jeg at begynde på uddannelsen til social- og sundhedsassistent. Jeg gik ind i det på grund af jobsikkerheden. Der er stor mangel på social- og sundhedsassistenter, og du kan altid få job eller arbejde som vikar. Det passer mig fint, at man kan arbejde 12 timer om søndagen og så holde fri på et andet tidspunkt.

Annette Kjær Scroggins har været i praktik som elev på et plejehjem, hvor hun arbejdede 37 timer om ugen, og her fik hun masser af gode idéer til forbedringer, der kan lette hverdagen for både personale og beboere.

– Jeg er ikke den, der kan løfte mest eller løber stærkest, men jeg kan regne den ud. Jeg kan se, hvordan man kan gøre tingene bedre, og jeg interesserer mig meget for den nye velfærdsteknologi. Her findes virkelig mange gode løsninger, som slet ikke bliver brugt i plejen, siger Annette Kjær Scroggins.

– Jeg forestiller mig også, at jeg vil bruge jobbet til at udvikle mulighederne for friheds- og velfærdsteknologi. Der mangler virkelig noget her, og jeg har fundet sammen med en anden i klassen, der tidligere har arbejdet som analytiker. Vi er blevet skolens velfærdsteknologiske piloter, og jeg er sikker på, at vi kan lave noget sammen.

Annette Kjær Scroggins og hendes studiekammerat har allerede lavet et oplæg til, hvordan man kan tage den sidste nye teknologiske viden ind i skolens undervisning, og man mærker, at her har Annette endnu en gang fundet noget, hun brænder for.

– Der er langt fra de bonede gulve, jeg tidligere har færdedes på, til at stå med et bækken på et plejehjem, men jeg tager altid en dag ad gangen. Og jeg skal nok finde på noget, der gør arbejdet interessant for mig. Det plejer jeg. Jeg er ikke sådan en drosle ned-type, afgør Annette Kjær Scroggins.