Hun fik at vide, at hun burde være "120 procent død". Nu har hun én klar konklusion om det danske sundhedsvæsen

Hun halter en smule, når hun går. Viser et par af sine mange ar. På maven. Langs venstre inderarm.

Trafikulykken for 23 år siden har foreløbig udstyret hende med sammenlagt 256 cm ar. Hun har målt.

Anne Meiniche vil gerne lige pointere, at hun er lykkelig for, at det danske sundhedsvæsen reddede hendes liv, dengang hun blev involveret i en meget voldsom trafikulykke.

Men. Hun har efter ulykken løbende haft kontakt med sundhedsvæsenet i de år, der er gået, og konklusionen er klar, hun afdækker det med ubehagelig tydelighed i sin bog “Det ser pænt ud på røntgen”: At det er på høje tid, at vi redder det danske sundhedsvæsen fra kollaps.

Der er nok at tage fat på for den nye SVM-regering.

– Jeg har en enorm passion for det her sundhedsvæsen, jeg vil så gerne have, at det skal blive bedre. Jeg skylder dem jo mit liv for fanden.

Respirator

I 2000 var Anne, hendes daværende mand og deres fire børn en tidlig morgen på vej fra sommerhuset i Nordsjælland og ind mod København.

Anne sad bag rattet, da en trailer med en 1.300 kilo tung træflis-maskine rev sig løs fra en modkørende mindre lastbil, drønede over i hendes vejbane og tonsede direkte ind i ratsiden af bilen.

Citat fra bogen:

“Jeg blev bragt ind på Rigshospitalet med en næsten overrevet hovedpulsåre ved hjertet, med læsioner på lever, milt, blære og nyrer og med et bækken i stumper og stykker. Mit venstre lårben var slået op igennem bækkenringen. Jeg havde flere benbrud, en knust knæskal, en knust ankel, et kompliceret brud på den ene arm og albue og – viste det sig senere – skader på nerverne til min ene fod. Jeg røg direkte på operationsbordet, hvor jeg lå i 28 timer. Derefter lå jeg fem uger i respirator på den intensive afdeling.”

Seksårige Nina, der sad bag sin mor, brækkede ryggen og var millimeter fra at miste livet.

De tre andre børn og deres far var stort set uskadte. I hvert fald fysisk. For ulykken kom til at præge hele familiens liv.

Anne Meiniche, der ifølge en overlæge dengang burde have været “120 procent død”, overlevede og skrev “To kaffe og en staveplade” om forløbet set fra patientens side.

Den blev solgt i 55.000 eksemplarer – mange af dem til ansatte i sundhedsvæsenet.

Det er hendes seneste oplevelser med sundhedsvæsenet, der har fået hende til tasterne igen.

– Det er et væsen, der er blevet væsentligt sværere at være personale og patient i. Nogle gange tænker jeg virkelig, der burde komme en kæmpestor trold og ryste hele sundhedsvæsenet og prøve at starte forfra.

Det handler i bogen om små fejl, store fejl, graverende fejl, kritikresistens, manglende omsorg, manglende samtale, manglende journallæsning, kafkaske tilstande og umulige systemer, der hverken er sunde for patienter eller personale.

Anne nævner tallet i sit introducerende kapitel: 170 mia. kroner.

Det er, hvad det danske sundhedsvæsen koster årligt, og det er det fjerdedyreste i Europa

. Bare for at sætte tingene i perspektiv, når vi taler om et udsultet væsen.

Spørgsmålet er, hvordan pengene bliver brugt. Anne Meiniche siger, at det er selve systemet, der er sygt. Dét koster.

– Der er ikke bare siloer i væsenet, der er også siloer mellem patienter og personale og ledelse. Og jeg håber med bogen, at vi faktisk kan tale mere ærligt og direkte sammen om, hvad der foregår.

– Det er jo det, der virker.

– Vi kan kun løse det her, hvis der bliver skabt en helt anden forståelse af, at vi må lade være med at have paraderne oppe hele tiden. Lige nu er det så rodet og fastlåst, at ingen ved, hvor de skal tage fat. Det er skrækkeligt.

– Og jeg kan ikke forstå, det skal være så svært at inddrage patienter bedre, end man gør nu.

– Vi skal flytte patient til participant. At man, hvis man har overskuddet, deltager i sit eget forløb som en selvfølge. Og ikke fordi, man kæmper sig på banen – som jeg har gjort hele vejen. Det er virkelig vanvittigt.

Forgæves

Annes krop er et omvandrende reservedelslager. Så da hun i 2018 får bøvl med hoften, tænker hun, at det nok bare er den kunstige hofte, der er slidt.

– Jeg havde sat mig ind i, hvor længe, jeg kunne forvente, at den ville holde, og jeg tænkte, det er bare en hofteoperation, det fikser de. Men det kom til at tage næsten et år, før nogen faktisk anerkendte, at noget var galt og til, at jeg blev opereret.

– Og operationen gik slet ikke som forventet. Jeg kunne ikke strække min hofte ud bagefter.

Operationen efterlader hende med et ben, der er tre cm længere end det andet. Hun forsøger forgæves at trænge igennem til kirurgen.

– De næste 14 måneder var vanvittigt opslidende. Jeg havde ondt, kunne ikke sove, ikke genoptræne, kunne ingenting. Jeg var SÅ langt nede i et hul på det tidspunkt.

Men Anne er en ihærdig patient.

Hun finder selv frem til en anden overlæge, der finder frem til, at den metalindsats, der er sat ind i hendes hofte, formentlig er for lang. En ny operation retter endelig op på det.

På positivsiden siger Anne, at vi kan meget mere behandlingsmæssigt i dag, end dengang hun først stiftede indgående bekendtskab med sundhedsvæsenet.

– Men … i takt med, at det er sket, er systemet rykket længere og længere væk fra den nærhed og omsorg, som jeg også mener er utrolig vigtig i behandlingen. Det, synes jeg, er helt vildt.

– Jeg har været indlagt flere gange undervejs, jeg har haft min mor indlagt, jeg har haft en veninde indlagt, og jeg kan bare se, hvordan det med omsorgen er gledet længere og længere ud.

– På Sundhedsmonitor skriver en overlæge, at det er gået for vidt med den manglende omsorg – fordi det ender med, at vi svækker behandlingen, og det kan faktisk gå hen og blive livsfarligt. Det, synes jeg, er virkelig sørgeligt.

Tørshampoo

I forbindelse med den første af de nye hofteoperationer får hun morfin, selv om hun har gjort opmærksom på, at hun ikke kan tåle det, og det faktisk står i journalen.

Det resulterer i, at hun kaster op ud over sig selv og sin hospitalsseng. Hun ringer efter hjælp. Der kommer ingen.

– Det ender med, at jeg sidder 20 minutter i mit eget opkast. Det er jo ikke noget, jeg dør af, men jeg synes faktisk ikke, det er acceptabelt. Det er virkelig ubehageligt.

– Jeg er på en tosengsstue med en ung kræftsyg kvinde, og jeg synes, det er sindssygt pinligt overfor hende, for det lugter jo, og hun har kvalme i forvejen og har det så dårligt, og stanken fra mit opkast spreder sig bare.

– Så kommer en ung sygeplejerske endelig ind og begynder at undskylde ventetiden og siger: “Jeg synes, min ledelse er nogle røvhuller”.

– Der skal altså noget til, at man siger sådan i en undskyldning overfor patienten, men det er jo ikke hende, jeg er vred på. Det er bare uværdigt. For os alle tre i virkeligheden.

– Hun skiftede min dyne. Men hårvask var der ikke tid til. Jeg fik noget tørshampoo.

Til opkast i hår?

– Lad os bare sig det, som det er, man føler sig som en byrde.

Psykologhjælp

Manden med træflismaskinen på traileren fik en betinget frakendelse af kørekortet og en bøde, fordi han ikke havde sikret traileren ordentligt.

Det gjorde Anne rasende dengang, for han havde omkalfatret hele hendes liv. Den omkalfatring sad dybere i hende, end hun længe selv var klar over.

Anne er sej, typen, der med egne ord kan klare det hele selv. Men med skilsmissen fra børnenes far og siden både hendes mors og hendes venindes død væltede det hele, og først dér fandt hun ud af, at hun ikke var så hård i filten, som hun selv troede.

Der var ingen vej udenom psykologhjælp. I dag er de mest synlige spor den lette halten og alle arrene.

– 256 cm Jeg håber lidt, at det er de sidste.

Annes mand er læge. Da de mødte hinanden – og det var ikke i embeds medfør, han er specialist i diabetes – kiggede han på alle hendes ar. Det var, siger hun, ikke uden frygt, at hun smed tøjet.

– Jeg var ikke en lille smule bange, jeg var rædselsslagen. Det var superubehageligt.

Hun viser sin arm. Og sin mave.

– Jeg ser jo forfærdelig ud. Og jeg synes, min mand er totalt toplækker. Så jeg tænkte: Han kan da lige så godt finde sig en kvinde uden alle de skavanker.

– Men jeg tror faktisk på min bekendte, som siger, at 50 procent af de mænd, jeg vil møde, overhovedet ikke vil deale med sådan én som mig – og resten vil være ligeglade.

– Nu er jeg på den pæne side af 50, og jeg er blevet mere ligeglad med alderen. Men vil vi ikke alle sammen helst tage os ud fra vores bedste side?

Kærligheden er ikke betinget af det?

– I hvert fald ikke min eller hans til mig.

Indimellem berører de jo også emnet “sundhedsvæsenet.”

– Og DET er ikke altid nemt. Vi kan have mange diskussioner om det her. Men det er et tungt system, det er måske også derfor, jeg er blevet lidt mere blød på nogle områder. Lidt.

– Jeg kan godt forstå de problemer, de står med, jeg ser også indimellem ham tumle med nogle virkelig træls systemer.

Som vi skal gøre op med:

– Jeg ved godt, jeg er en totalt privilegeret patient. Betyder det så, at jeg ikke må sige noget? Det synes jeg ikke.

– Jeg synes, jeg har en forpligtelse til at bruge min platform. Min mission må være, at vi som samfund, patienter og personale imellem blandt andet, kommer til at tale meget mere nede på jorden med hinanden.

– At det ikke skal foregå oppe i toppen af Dansk Sygeplejeråd og Danske Regioner, men at der faktisk bliver noget mere nærhed. Det, tror jeg bare, samfundet også gerne vil have på alle mulige måder. Vi gider ikke det andet mere.

Med “Det ser fint ud på røntgen” skal Anne til at holde foredrag igen. Om “Fremtidens patient”.