Hun flyttede ind i et håndværkertilbud, og det første hun gik i gang med, kommer måske som en overraskelse

Kan vi sidde i haven? Så kan jeg lukke hønsene ud og lige holde øje med ræven imens, siger Signe Wenneberg, inden vi sætter os i solen.

Haven er naturligvis vild med højt, utæmmet græs fyldt med blomster, og det dufter af krydderurter. Der er fuglefløjt og bier, der summer, og kattene Irma og Alfred render ind og ud mellem stoleben og høns.

Signe Wennebergs nye hjem er idyllisk og virkelig hyggeligt, men det er også virkelig praktisk, understreger hun.

– Jeg har endelig fået lagt alt i mit liv sammen: Mit kontor, plads til lager til min gin-virksomhed, sommerhus og lejlighed. Det er en kæmpe lettelse, at jeg ikke skal ud og leje mødelokaler hele tiden eller finde en restaurant, hvis jeg skal holde et arrangement for 12-14 mennesker. Jeg kan det hele i det her hus, fortæller hun.

Det er lige godt et år siden, hun overtog nøglerne til rækkehuset i Hellerup. For hende er det helt naturligt – og virkelig på tide – at hun er endt her. Og hun har tænkt sig at blive både farmor, gammel og dø i dette hus.

– Om jeg så vandt den helt store gevinst i Lotto, ville jeg ikke flytte.

Drømmehuset

I hjørnet af haven står det, man vel kan kalde husets vigtigste rum, selv om det vel formelt set ikke er en del af huset. Det er selvfølgelig drivhuset. Fyldt med tomater, små agurker, auberginer, chili og basilikum.

Drivhuset var det første, Signe Wenneberg byggede, selv om hun stod over for en totalrenovering af huset i øvrigt. Drivhuset stod klar 14 dage efter overtagelsen af håndværkertilbuddet 1. maj sidste år.

Herefter brugte hun omkring et halvt år på at renovere resten af huset. En stor del af tiden boede hun i husets gamle pigeværelse helt oppe i kvisten, som vi kan skimte fra vores spot midt i haven. I den periode levede hun mere eller mindre af friske tomater fra drivhuset, som hun stegte på en lille elgrill, inden køkkenet var på plads.

– Det her er mit drømmehus. Da jeg blev skilt for mange år siden og stod alene med små børn uden ret mange penge, drømte jeg om at have et hus, hvor der var plads, og der var have, hvor der ikke var nogen overboere, der larmede, og hvor der ikke var togskinner i baghaven, siger hun.

Hun endte dengang i stedet med det stik modsatte: En treværelses villalejlighed klos op af togskinnerne med larmende overboere. Hun fik bygget om, elskede haven og endte med at have en rolig tid med børnene der i 12 år.

Gennem årene har hun boet flere forskellige steder, men modsat hvad mange tror, har hun de sidste 24 år haft adresse i Gentofte Kommune. Ikke i Gribskov, hvor hun byggede verdens første FSC-certificerede sommerhus, “Brombærhuset”. Heller ikke på Lolland, i Nysted, hvor hun købte en fredet Købmandsgård, som hun renoverede og havde som fleksbolig.

Men i Gentofte Kommune, hvor hendes børn er vokset op, hvor de har gået i skole og gymnasium, hvor hun har venner, og hvor hendes mor bor næsten om hjørnet.

Hun har til gengæld ikke før nu ejet sit eget hus her. Men da hun for et par år siden besluttede sig for at sælge sommerhuset på Lolland og sin andelslejlighed, var det omsider muligt at låne de sidste penge i banken til drømmehuset.

– Det er skørt, for jeg ville faktisk gerne have haft huset, før mine børn flyttede hjemmefra, så de kunne vokse op her, men sandheden er, at jeg ikke kunne få lov til at låne penge i banken som enlig mor og freelancer. Det lykkedes mig først, i det sekund min yngste søn flyttede hjemmefra, siger Signe Wenneberg.

Bæredygtig på Instagram

Når Signe Wenneberg ikke fodrer høns, høster tomater fra drivhuset og renoverer hus, har hun mindst lige så mange andre jern i ilden, som hun altid har haft i rollen som bl.a. foredragsholder, journalist og bestyrelsesmedlem.

De senere år har hun imidlertid fundet en ny måde at formidle sin store passion for bl.a. klima og bæredygtighed. Med over 92.000 følgere på Instagram driver Signe Wenneberg det, hun kalder “Den lille grønne avis”, hvor hun skriver om de temaer, hun altid har været optaget af: Klima, bæredygtighed, mad, have og ikke mindst en passion for at bevare bygningskulturarv og gamle, smukke huse.

På Instagram tager Signe Wenneberg sine følgere med rundt i provinsen og på landet og viser boliger, der står til nedrivning, men som hun mener fortjener en chance til. Eksempelvis et lyserødt hus i Gilleleje kaldet "Sommerhytten" med udsigt over havet, som står til at blive revet ned, og en skole på Lolland, som endte med at blive reddet af en af Signe Wennebergs følgere.

Det var under coronapandemien, at de bevaringsværdige bygninger begyndte at fylde mere og mere på Signe Wennebergs Instagram.

Hun satte sig i den periode for at finde det, hun kaldte “den perfekte lade” – et rum, hvor hun kunne holde foredrag og markeder i en tid, hvor vi ikke måtte forsamles i meget store grupper.

Hun begyndte at tage billeder af gamle lader rundt omkring i landet og lavede en serie på Instagram med hashtagget #denperfektelade, hvor hun fremhævede bevaringsværdige detaljer ved gamle huse. Et originalt køkken fra 1930’erne, en gammel terrazzo-håndvask eller vinduer i kernetræ.

– Jeg kommer selv fra provinsen, og jeg blev pikeret over, hvordan ejendomsmæglere omtalte huse i provinsen. At det var sådan nogle, man bare skulle rive ned, så man kunne bygge sit drømmehus på grunden. Som om kulturarven var værdiløs.

Hun får ofte henvendelser fra følgere, som siger, at ejendomsmægler, ingeniør, bygningssagkyndig fortæller dem, at en bygning skal rives ned.

– Jeg tror ikke, at det er af ond vilje, men mange ved bare ikke bedre. De ved ikke, at nogle vinduer kan holde i 150 år endnu. Det er simpelthen så motiverende for mig at udbrede den viden, siger hun.

Sjovt at blive ældre

For Signe Wenneberg er Instagram ikke bare en lille sidegesjæft, men hendes eget medie, som hun efterhånden bruger størstedelen af sin arbejdstid på at drive.

Det begyndte, efter hun kunne konstatere, at det stod lidt småt til med faste freelancekontrakter i den danske mediebranche. I 25 år havde hun aldrig oplevet ikke at have mindst én fast kontrakt med et medie. Læsere af SØNDAG vil også kende hende som mangeårig klummeskribent. Mediemarkedet, som hun kendte det, var i frit fald, og der var brug for at tænke i nye baner.

– Jeg havde ikke rigtig brugt Instagram professionelt tidligere, men en af mine gamle chefer sagde til mig: “Medier er medier. Vær, der hvor dine læsere er. Tag mediet alvorligt”. Det har jeg gjort lige siden.

Signe Wenneberg er godt klar over, at hun ikke ligefrem har gennemsnitsalderen for en influencer. Men det er faktisk en af hendes pointer.

– Jeg synes, det er vigtigt at vise, at man også godt kan være i 50’erne og være på Instagram. At man godt kan have min alder og have almindeligt tøj på og ikke bruge pudder eller retouchere billeder. Man må gerne se mine rynker. Jeg skriver også, hver gang jeg har fødselsdag, hvor gammel jeg bliver. Hvorfor i alverden skulle det være flovt at blive 56 år?

Signe Wennebergs følgere er alt fra i 20’erne til i 80’erne. Kvinderne i 20’erne skriver til hende, at hun får dem til at glæde sig til at blive ældre.

– Unge kan jo have tendens til at tænke, at man nærmest er død, når man er over 50 år. Jeg vil gerne vise, at man kan have et virkelig sjovt liv i min alder. For det har jeg.

Små handlinger batter

Signe Wennebergs grønne bevidsthed begyndte, allerede da hun som 10-årig blev medlem af Verdensnaturfondens Panda Club. Men det var især, da hun var omkring 15 år, hvor vandboringen på gårdspladsen til familiens hjem ved Haslev blev forurenet af Roundup, at hun for alvor kom op af stolen.

– Jeg var rasende, og jeg har tordnet mod det lige siden. Det gør mig så vred, når Magnus Heunicke rejser til EU og siger ja til 10 år mere med Roundup, som jeg har kæmpet imod i 40 år, siger Signe Wenneberg.

Da Signe Wenneberg gik i gymnasiet, udkom den såkaldte Brundtland-rapport i 1987, som for første gang satte fokus på global bæredygtighed og var skelsættende for hende.

– Det var virkelig skelsættende for mig at læse, at hvis vi ikke gør noget nu, så kommer havene til at stige, polerne til at smelte, og havmiljøet vil dø.

Det er oplagt at spørge Signe Wenneberg, hvordan hun stadig kan holde modet oppe, når de problemer, hun kæmpede for at løse allerede som teenager, stadig er højaktuelle.

– Det er virkelig også op ad bakke. Men jeg er et positivt menneske. Jeg står op om morgenen og er glad, på trods af at jeg godt kan se, at det står ret skidt til.

Derudover er der to ting, som gør, at hun stadig stædigt holder fast.

– Jeg har altid hyldet hverdagsaktivisme. Jeg kan ikke opkøbe en masse jord eller skov, selv om jeg gerne ville. Men jeg kan bidrage ved at fortælle om de ting, der sker, og om, hvad vi alle sammen selv kan gøre af bæredygtige handlinger. Hvis jeg bare kan overbevise 10 mennesker om at leve mere bæredygtigt, vil det gøre en forskel.

Det sker i dag i høj grad på Signe Wennebergs Instagram-profil, hvor hun gør sig umage for ikke at være belærende og fordømmende.

– Jeg siger ikke, at du ikke må flyve. Jeg siger, at man kan overveje at flyve mindre. Og lad for pokker være med at tage billeder fra flyferier, så man inspirerer andre til sort forbrug. Desuden opfordrer jeg til små hverdagshandlinger. Som at du beholder dit grønne affald derhjemme og laver et kvashegn i stedet for at få det afhentet af en lastbil, der kører på diesel.

Signe Wenneberg bliver ofte spurgt om, hvor meget det batter, at vi som individer sorterer skrald, og om det ikke i langt højere grad er store strukturer, der skal ændres politisk for at skabe forandring. Hun sammenligner det med at stemme til et valg.

– Det kan godt være, at vi kan tænke: Hvad kan min ene stemme? Men alligevel stemmer vi. Den præmis køber vi. Det er det samme med hverdagsaktivisme, som jeg ser det, siger hun.

Derudover holder hun humøret oppe ved at være i dialog med sine følgere. Fællesskaber har altid fyldt meget hos Signe Wenneberg, selv om det har været noget, hun har måttet øve sig i.

– Det at gøre noget sammen med andre, om det er mine følgere eller nogle, jeg lærer at kende via de netværk, jeg færdes i, betyder enormt meget. Det er fællesskaberne, der holder mig kørende, ikke mindst dialogen med mine læsere. Det har ikke altid været noget, jeg har været god til, fordi jeg er introvert, men jeg har tidligt besluttet mig for, at det ikke må stoppe mig. Og lige for tiden er vi flere klimanetværk, der mødes her i huset. Det er så opløftende, siger hun.

Jakabov, nej tak

Ud over klimakrisen er Signe Wenneberg også bevidst om den samfundsmæssige krise, vi står i på grund af krigen i Ukraine og truslen fra Rusland.

Men som veteran inden for bæredygtighed og med sin store erfaring i at lave mad ud af det, hun har i haven og i huset, lader hun sig ikke så let skræmme. Og hun har ikke tænkt sig at følge myndighedernes guide til at preppe.

Det er ikke, fordi hun ikke tager krisen seriøst, men Signe Wenneberg behøver ikke at forberede sig. For hun lever allerede på en måde, som gør, at hun vil kunne klare sig i mange døgn. Allerede under coronanedlukningerne lavede hun en guide til sine læsere i form af blog-serien “Hverdagsaktivistens guide til krisetiden”. Som er det mest læste, hun nogensinde har skrevet, fortæller hun.

– Jeg har ikke et prepper-rum. Men som jeg har sagt tidligere: Tag det nu roligt. Sørg for at have et godt spisekammer, så du altid kan lave en masse dejlig mad. Køb en masse løg, gode dåsetomater, når det er på tilbud, bønner og linser. Du kan komme igennem en halv krig på en god dahl, siger hun.

Derudover skylder man generelt sig selv at lære at lave mad, hvis man ikke kan det, mener Signe Wenneberg. For den evne er grundstenen til at kunne klare sig i en krisetid.

– Jeg skal ikke ud og købe Jakabov og dåseleverpostej. Jeg har ikke tænkt mig at tilbringe mine sidste dage på jorden i en kælder, mens jeg spiser klam dåsemad. Det er en fuldstændig rædselsfuld tanke for mig.

I stedet har Signe Wenneberg tænkt, at man må kunne spise kvalitetssardiner på dåse med chili og friske tomater fra drivhuset på brød ristet på sin lille nyerhvervede gasgrill. Og ikke mindst masser af pastaretter.

Derudover opfordrer hun til at købe frø, hvis man har en have eller bare en lille altan, hvor man kan plante tomater, små agurker, kål og krydderurter. “Ting, der smager af noget, og som mætter”. Og til at få høns, hvis man har mulighed for det, fordi “de lægger æg, ligegyldigt om nogen truer med krig eller ej, for sådan har vi klaret os i århundreder”.

Endelig sætter Signe Wenneberg stor pris på, at hun er så privilegeret at have en kælder i armeret beton med beskyttelsesrum, fordi den er bygget i 1930’erne. Den regner hun med kan fungere både som køleskab og som egentlig beskyttelse, og hun har tænkt sig at invitere venner, familie, og hvem der ellers er plads til, derned, hvis det skulle blive nødvendigt.

Men mest af alt opfordrer Signe Wenneberg os til at huske, at det ikke er første gang, vi står i en krise, og at vi før har fundet kreative løsninger på at komme igennem dem.

– Under Anden Verdenskrig gravede man alle haver og parker op i de allierede lande for at kunne plante. Victory Gardens bevægelsen, hed det. Man opfordrede alle til at have to høns pr person i husstanden, for så kunne man dække proteinbehovet. Vi skal nok finde en måde at komme igennem fremtidige kriser også, siger hun.

Kvantespring

Mens både klimaet og den samfundspolitiske situation i verden er i krise, er Signe Wenneberg til gengæld personligt der i sit liv, hvor hun helst vil være. Det har dog ikke været uden bump på vejen. Som alenemor til to drenge, hvor den ene har diabetes og derfor har haft særlige behov, og med en skrøbelig indtægt som freelancer og selvstændig, har det ikke været så let, som det måske har set ud.

De senere år har Signe Wenneberg desuden haft kræft i halsen og er blevet opereret flere gange, og hun måtte kort efter opleve at lukke stort set hele sin virksomhed på grund af corona. Men når hun ser på det store billede, er hun godt tilfreds med, hvor hun er i dag.

– Jeg er det dejligste sted, jeg nogensinde har været i min tilværelse. Jeg kan godt savne at have små børn, og at der er nogle, der har brug for mig, men jeg synes, det er noget pjat at klage over, for jeg er jo det sted, de fleste af os ønsker at komme hen: Hvor ens børn er kommet godt i vej og ikke har brug for dig længere. Jeg er lykkedes. Både med mine børn og som selvstændig.

Signe Wenneberg er godt klar over, at hun set udefra alligevel ligner én, der har et ekstra gear. For trods udfordringer i livet har hun altid klaret sig og havde allerede tidligt i sit liv et imponerende cv. Men hun går også på kompromis.

F.eks. kan hun slet ikke overskue simple ting som at støvsuge sin bil, rydde op i kælderen eller tage sig sammen til at få malet husets sidste dør. Og når det bliver aften, kan hun sjældent overskue andet end at falde sammen på sofaen og se en film eller læse en bog.

– Der er jeg bare helt slukket, siger hun.

Af samme grund nyder hun også at bo helt alene, hvilket hun, efter børnene er flyttet hjemmefra, gør for første gang, siden hun blev gift som 23-årig.

– Jeg vil virkelig gerne være med til at normalisere andre måder at leve på end kernefamilien og parforholdet. Jeg bor her alene og med flere logerende og tilrejsende. Der er ofte masser af mennesker i huset, som også ofte overnatter, der er høns og katte, og jeg føler mig derfor sjældent alene, selv om jeg godt kan lide at være det.

Hun kan derfor heller ikke forestille sig, at hun skulle finde på at flytte sammen med en mand igen foreløbig. Måske aldrig.

– Er du sindssyg, hvor har jeg brugt mange kræfter på mænd. Jeg har lavet mad. Jeg har vasket deres tøj. Jeg har købt alle gaver for dem. Jeg har fikset alt. Jeg har brugt så mange timer af mit liv på at gøre ting for mænd. Jeg elsker mænd. Bare det at se dem køre på cykel med vind i håret – de er jo guddommelige. Men jeg har brugt alt for meget tid på dem, siger hun.

Signe Wenneberg tror, at det er en af grundene til, at hun oplever, at karrieren lige nu går bedre end nogensinde.

– Jeg oplever, at jeg tager et kvantespring lige nu. Jeg synes, det er helt fantastisk at bo uden børn og mænd. Jeg synes, vi skal tale meget mere om, hvor dejligt det er at være i denne sjove alder. Det er underbelyst. Jeg synes, at vi skylder næste generation at vide, at de kan glæde sig.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 31/2024, som også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.