Hun troede, at hun var "digital dannet". Så konfronterede hendes børn hende med sandheden

Karen Pallisgaard er journalist, forfatter og familierådgiver. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Vi holder sammen. Vi hjælper hinanden. Vi rydder op efter os selv. Sådan lyder nogle af de hensigtserklæringer, jeg formulerede sammen med mine børn, ved et af vores familiemøder for nylig.

Pludselig sagde de begge samstemt og meget bestemt: ”Du skal også skrive ned, at vi gerne vil have mere nærvær uden mobil”!

Eftersom jeg er den eneste med telefon og skærme her i hytten, lander den på mig. Av!

I al ubeskedenhed går jeg ellers faktisk rundt og bilder mig ind, at jeg er en vældig digitalt dannet borger og mor. Men åbenbart ikke nok til, at det ikke støjer for mine unger med den skærm, der sidder i forlængelse af min højre hånd. Den er en fraværsrøver. Og alt muligt andet.

Jeg var til foredrag med en læge, der fortalte om konsekvenserne ved (over)brug af onlinemedier og skærme til vores børn.

Han nævnte blandt andet øget risiko for overvægt, inaktivitet, søvnproblemer, hovedpine, svækket syn, skæve muskler, kæbespændinger, dovne hjerner, stress, angst, relationelle udfordringer, manglende motivation, mindre nysgerrighed, og sådan kunne listen fortsætte.

Lægen fortalte, at de officielle anbefalinger i USA nu lyder, at børn under tre år ikke skal udsættes for skærm, og børn inden skolealderen skal have absolut minimalt skærmforbrug.

Desuden diskuterede vi konsekvenserne ved konstant at fotografere og se sine børn gennem telefonens linse. Det er der heller ikke meget muntert at sige om.

I Tyskland og Frankrig har flere unge vundet retssager mod deres forældre, fordi det er så privatlivskrænkende at dele sine børn online.

Vi er altså som samfund på det strukturelle plan også ved at få øjnene op for, hvor meget de skide skærme skader, og vores børne- og undervisningsminister har netop været ude og foreslå, at skærmbrug i skolerne reduceres markant.

Jeg hepper for lovgivning på området. Men før vi vil fikse alt muligt på vores børns vegne, starter det måske med, at vi starter med os selv, da vi er børnenes forbilleder.

Jeg kan i hvert fald starte med at sige, at jeg er afhængig af min telefon, al den distraktion, den tilbyder konstant, og alle de dopamin-skud de sociale medier kan give mig i løbet af en dag.

Der er selvfølgelig også alt muligt godt at sige om vores digitale muligheder. Vi skal bare vide, at selve teknologien er designet til at gøre os afhængige. Og hvad gør man, når man skal afvænnes? Man stopper med at indtage stoffet, man er afhængig af.

Men jeg kan ikke blot smide min telefon i skralderen, hvor fristende det end kunne være. For man kan jo ikke fungere som samfundsborger i dag uden at have en smartphone med MitID og alt det bøvl.

Så hvad gør vi herfra?!

Jeg er personligt gået til det ved at slette sociale og unødvendige apps fra min telefon, mens jeg detoxer digitalt for en stund.

Jeg har slået skærmkontrol til, købt mig et armbåndsur og er begyndt at researche, hvordan jeg kan blive en mere bevidst bruger. For eftersom vi lever midt i den digitale revolution med epidemiske stigningskurver, så kan jeg ikke undslippe mit digitale dope totalt, hvor f.eks. en afvænnet alkoholiker kan fravælge alkohol.

I stedet må jeg aktivt beskytte min hjerne, forstå strukturerne og derfra være i stand til at ruste mine børn, når de engang skal udstyres med skærm.

Jeg må lære dem at tænke selv, at forholde sig kritisk til alt, de bliver eksponeret for, afkode grooming osv. Der er så meget relationel næring og hverdagsmagi i livet uden for skærmen.

Det ved mine børn allerede, så nu vil jeg lytte til dem og stoppe med at scrolle og starte med at være endnu mere nærværende.

Kommentaren blev første gang udgivet i femina uge 13, 2023.