Hun var i gang med det, der gjorde hende lykkelig. Så skete noget, der ændrede alt - for øjnene af hendes mor

Den konstante summen fra de mange mennesker i lokalet, føles som en skruestik omkring Emilies hoved.

Hun er blevet placeret midt i lokalet til en konfirmation, og de glade stemmer står i skærende kontrast til, hvordan hun har det.

Hendes mor, Anick, kan se det med det samme.

Emilies sammenknebne øjne, der viser det ubehag, der har plaget den unge pige i alt for lang tid.

Hun prøver at holde ud, men til sidst bliver smerten for voldsom. Med sin mor ved sin side, må hun forlade lokalet. Da hun endelig er ude i den friske luft, knækker hun sammen af gråd.

– Det er frygteligt at se sin datter have det så dårligt. Men det er endnu værre, når man ikke kan hjælpe hende, fortæller 46-årige Anick van Sabben fra familiens sommerhus på Sjællands Odde.

Emilie var netop flyttet til en ny skole i starten af 7. klasse, hvor hun hurtigt fik nye veninder.

Som alle andre teenagepiger hang de ud efter skole, sendte videoer til hinanden og chattede på de sociale medier. Flere gange om ugen var hun ude på ridecenteret, hvor hun dyrkede sin passion for ridesport.

For når hun mærkede hestekræfterne under sig, var hun lykkelig. Men en dag gik det galt under et stævne.

Mens hendes mor fulgte hende med øjnene, faldt Emilie af hesten, og hovedet ramte det hårde underlag.

– Det så ikke umiddelbart voldsomt ud, så jeg tænkte i første omgang, at hun bare skulle hjem og hvile, forklarer Anick, der husker, hvordan Emilie fik kvalme og voldsom hovedpine allerede på vej hjem i bilen.

Den efterfølgende tid blev smerterne i hovedet værre.

Lægen ordinerede 14 dages ro, men som tiden gik, fulgte mere kvalme og svimmelhed.

På hospitalet fik Emilie konstateret hjernerystelse, men den eneste behandling var sund kost, motion, og gradvis opbygning af dagen med flere aktive timer, hvilket på sigt ville mildne hendes gener. Men når hun fik pulsen op, blev hovedpinen værre.

Hovedet kunne ikke længere filtrere lyde fra, og det forværrede smerten, der betød, at Emilie begyndte at trække sig fra sin familie.

– Smerten var voldsomt i hele hovedet, og uanset hvad jeg gjorde, forsvandt den ikke. Jeg prøvede at tage smertestillende, men det hjalp ikke, forklarer 18-årige Emilie.

I starten havde familien svært ved at sætte sig ind i deres datters smerte. Flere gange måtte Anick trække vejret dybt, da hun mistænkte, at der var ungdommens sløvhed, der havde ramt Emilie.

– Jeg pressede på for at få hende til at komme ud af værelset. Den klassiske med, at ’hvis du ikke gør det, så må du heller ikke…’. Men når jeg havde sagt noget, fik jeg dårlig samvittighed, for inderst inde, vidste jeg jo godt, at hun ikke løj, forklarer Anick, der sammen med sin mand Morten kunne se magtesløse til fra sidelinjen.

Udmattet i skolen

Fra at være en glad og udadvendt pige, sad Emilie med bøjet hoved i klasselokalet.

De høje stemmer skar i hendes hjerne, og når hun prøvede at koncentrere sig om undervisningen, blev hun hurtigt udmattet. Ofte var hun kun i skole 1-2 timer, før hendes mor igen måtte hente hende.

Når hun åbnede døren til familiens hus i Silkeborg, gik hun direkte ind på værelset, hvor hun faldt i søvn.

Anick omlagde sit arbejdsliv, så hun kunne hente og bringe Emilie, og når de skulle til større sammenkomster, måtte de sikre sig, at der var et rum, hvor Emilie kunne trække hen, når smerterne og trætheden blev for voldsom. Ofte endte det med, at de måtte tage hjem efter få timer.

– Jeg følte, jeg var til besvær. For jeg kunne jo se, at hele min familie skulle indrette sig efter mig og mine behov, forklarer Emilie.

Som tiden gik, begyndte vennerne at falde fra.

To veninder holdt ved, men det var for uoverskueligt at mødes med dem, så den eneste kontakt var via beskeder.

Forældrene valgte at flytte Emilie til en specialskole, hvor der var færre elever og kortere skoledage med højst 3,5 timer om dagen.

Emilie fokuserede på at gennemføre tre eksamensfag og deltog stort set ikke i ture ud af huset eller andet, da der var for megen støj.

Overskuddet til at danne venskaber udeblev, for når skoledagen var overstået, var der ikke mere energi. Hun blev mere og mere isoleret, og det bekymrede hendes forældre.

– Når jeg så unge piger gå rundt og have det sjovt, blev jeg så ked af det på Emilies vegne. Hun skulle jo leve et almindeligt teenageliv i stedet for at have konstante smerter, forklarer Anick.

Påkørt af lastbil

I 2022 var hun ude at køre med Emilie, da de blev påkørt af en lastbil. Anick brækkede ryggen, Emilie slog hovedet op i bilens tag. Efterfølgende faldt Emilie spontant i søvn på sygehuset.

Hun begyndte at få voldsomme migræneanfald, og alle senfølgerne fra den første hjernerystelse blev forværret.

Familien søgte både hjælp hos en osteopat, en psykolog, en fysioterapeut, en kiropraktor, og de valgte at afprøve nervemedicin i et forsøg på at mildne Emilies smerter.

De håbede, at en MR-scanning kunne give dem svar på smerterne, men da de fik resultatet, var der intet at se.

– Vi følte os alene og magtesløse, for der var ingen af de læger, vi havde konsulteret, der kunne hjælpe os. Der fandtes simpelthen ingen behandling til senfølger af hjernerystelse i det offentlige, forklarer Anick, der for alvor var bekymret for sin datters fremtid. Tanken om, at hun aldrig ville kunne varetage et job eller tage til fest med vennerne, gav en knude i maven.

Hun og Morten fortsatte med at afsøge muligheder, selv om de var skeptiske, da de gennem en bekendt en dag hørte om ’Re-Mind’, der kom til Danmark i januar 2024. En injektionsbehandling, der havde vist gode resultater på inflammation efter blodpropper og hjerneblødning i USA, men også senfølger efter en hjernerystelse.

– Hvis der bare var en minimal chance for, at det ville mindske smerterne, blev vi nødt til at forsøge, forklarer Emilies far, 50-årige Morten Thelander Jensen.

Hjalp omgående

Den dag Emilie satte sig i stolen på klinikken, havde hun ikke mange forhåbninger. Men fire minutter efter injektionen var noget forandret.

– Jeg kan ikke mærke noget, sagde Emilie stille, da lægen spurgte ind til hendes hovedpine. Smilet bredte sig på Emilies læber, og tårerne fandt hurtig vej til øjenkrogen hos hendes forældre, der stod omkring deres datter.

– Vi turde næsten ikke tro på det. For det virkede næsten for godt til at være sandt, siger en rørt Morten.

I lang tid frygtede både Emilie og hendes forældre, at hovedpinen ville komme tilbage. Hun skulle have to behandlinger, før hun var 100 procent smertefri, men siden har hun ikke mærket noget.

Emilie og hendes forældre håber, at deres historie kan være med til at sætte fokus på de invaliderende smerter, der kan komme efter en hjernerystelse. For de ved, hvor store konsekvenser det have både for den ramte og de pårørende.

De har selv betalt 60.000 kroner for Emilies behandling, et beløb, som nok vil afskære nogle fra at blive helbredt. Derfor er deres store ønske, at behandlingen bliver en del af det offentlige tilbud.

For den nu 18-årige pige handler det om at finde sig selv igen.

Efter sommerferien starter hun på en frifagskole, hvor hun skal bo sammen med andre unge, og hun er i gang med at opbygge venskaber, som hun alt for længe har måtte undvære.

Har fået mod på livet

Men selv om det kan være svært at starte på ny, er modet og gejsten kommet tilbage.

Hun har netop taget kørekort, og da hun blev inviteret til en stor fest, hvor hun ingen kendte, valgte hun alligevel at møde op.

– Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne blive helt fri for mine smerter. Nu føler jeg, at alt er muligt.

Denne artikel blev første gang bragt af Ude og Hjemme, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.