Hvad med en homoseksuel gudmor?

Et eller andet sted er jeg blevet rigtig trist af hele diskussionen om homoseksuelles ret til at blive viet i kirken. Om, hvorvidt visse biskopper og præster "føler", den slags mennesker kan komme under guds vinger og inkluderes i de kirkelige ritualer, er et eller andet sted slet ikke i orden. For heldigvis har de nu fået lov, og selvfølgelig skal homoseksuelle have nøjagtig samme rettigheder som alle andre mennesker. At der ikke må gøres forskel på mennesker på grund af køn, seksualitet, farve eller religion, er jo elementært, kære Watson, er det ikke?

En af mine allerbedste venner er homoseksuel, og han er samtidig gudfar til min yngste søn. I forlængelse af alle de forskellige debatindlæg omkring emnet, har jeg da tænkt på, hvordan kirken ser på homoseksuelle som gudfædre og gudmødre? Der var jo en grund til, at vi valgte ham, og hans seksualitet var aldrig med i vores overvejelser. Jeg husker tydeligt den glæde, jeg så i hans øjne, da vi spurgte, om han ville bære den lille op ad kirkegulvet, og jeg mindes, da han stolt stod ved døbefonden med min baby i armene. Det var et smukt øjeblik. Han var selvfølgelig også til stede i kirken, da min mand og jeg to år senere blev viet, og han har været med i kirken til samtlige vores børns konfirmationer.

Renée i sidste uge: Pas nu på skilsmissebørnene

Til den sidste konfirmation stod han klædt ud som Dronning Margrethe og holdt den kærligste tale til sit gudbarn, som han sluttelig inviterede til London på en "herretur". De har været af sted sammen, og jeg skal love for, at den unge mand kom hjem med udvidet horisont. Han havde haft en fantastisk tur, og jeg er fuldstændig sikker på, at skulle min husbond og jeg gå bort, har vores yngste et sted, han kan gå hen og finde trøst, hjælp og lindring. Nøjagtig den funktion, jeg forestiller mig en gudfar eller gudmor skal udfylde. At man i ritualet som gudforældre lover at hjælpe med at opdrage barnet i den kristne tro, har ingen af os spekuleret særlig meget over. Men vi tænker over den værdi, der ligger i ritualet og særligt det specielle rum, vi får lov til at opholde os i, mens det står på, som er med til at give det hele den tyngde og den alvor, det fortjener.

Og når jeg tænker på alt det, min ven har været med til i kirken gennem årene - ikke kun i vores familie - forstår jeg slet ikke, hvorfor han ikke skulle have lov til at bruge kirken på nøjagtig samme måde, som vi andre gør? Nej, jeg forstår det bare ikke, og det gør mig trist, at nogle mennesker føler sig hævet over min bedste ven, bare fordi han har en seksualitet, der ikke matcher deres.

Kærlig hilsen
Renée