Hvad siger din mands bil om ham – og dig?
Foto: Sif Meincke & PR
Der er to slags mænd: For den ene er bilen et køretøj, der først og fremmest skal bringe passagererne fra A til B. For den anden er bilen den utøjlede passion, som bliver vakt til live, i samme øjeblik hænderne tager fat om rattet. Hvilken type er din mand? Vi har bedt livsstilsekspert Christian Grau kommentere tre typer bilejere.
Monstertruck-manden
Christian Grau: - Modsat de fleste andre typer behøver monstertruckmanden hverken at gå på biludstilling eller se actionfilm for at få vakt den 12-årige dreng, der gemmer sig inden i enhver mand. Ham er monstertruck-manden nærmest i daglig kontakt med. Bilen er lige så meget et projekt som et transportmiddel, og bilvalget er meget personligt for ham. Han har hænderne skruet ordentligt på og ejer garanteret en masse værktøj, gadgets, elektronik og outdoor-grej.
Jeg ser ham som en handlingens mand frem for en stor tænker, og det har ikke noget med hans begavelse at gøre, men det er meget få monstertruck- mænd, der har akademisk baggrund. Han er mere "self made" og har en pragmatisk tilgang til dagligdagens udfordringer. Han bor typisk på landet eller i forstæderne i en bolig, han selv har bygget eller bygget om.
- Og hvad falder han så selv for ved en kvinde?
- Jeg tror, han leder lige så meget efter en legekammerat som efter en kæreste. Det kan være den selvstændige kvinde, der minder om ham selv, bare i feminin version - eller måske går han efter den nemme løsning: En kvinde, han kan forme.
Toyota-manden
Christian Grau: - Jeg skelner mellem to overordnede drivkræfter for en mands bilvalg - den rationelle og det emotionelle. Toyota- manden hører definitivt til den første gruppe. Det skal ikke forstås sådan, at han ikke har følelser, men hvad angår biler og sikkert også mange andre områder i hans liv, har han valgt at lade fornuften råde. For Toyota-manden er det vigtigere at kunne sove godt om natten end at udleve vilde bildrømme om dagen. På den måde er han monstertruckerens modsætning. Det tyder på, at han politisk er lidt til højre, selv om Toyota er så populært et mærke, at det spænder over hele det politiske spektrum.
- Og hvad tjener han så sine penge på?
- Mange Toyota-ejere arbejder i det mere formelle erhvervsliv eller i det offentlige. Som kæreste er han loyal og familieorienteret. Han er ikke den, der spiller opsparingen væk på kasino, og heller ikke den, der bryder hverdagens rutiner med vilde rejseplaner og overraskelsesmomenter. Og så falder han for en solid kvinde, der kan give ham tryghed og ro på det følelsesmæssige område. Han er familiemand og ser jer som et team.
Alfahannen
Christian Grau: - Med Alfa-manden er vi tilbage ved det emotionelle valg. Det handler ikke kun om at komme frem, men også om glæden ved at være undervejs i sin lækre bil. På den måde adskiller han sig fra Toyotaejeren, der vil tale mere pragmatisk om at komme fra A til B. Mange Alfa-ejere har en forkærlighed for italiensk livsstil - maden, vinen, passionen. Han er i det hele taget lidt af en livsnyder og vil derfor også være tilbøjelig til at bruge sine penge og måske have mindre styr på økonomien end Toyota-ejeren.
Alfa-ejere bor gerne i byen eller forstæderne, og mange af dem har et aktivt kulturliv med musik, kunst og rejser. Som kæreste er Alfa-manden god til at bringe nydelse ind i jeres liv. I en kvinde leder han efter skønhed og nydelse og stiller typisk færre krav til driftsikkerhed og perspektiv. Han er ikke bange for at være dominerende, men kan måske have en tendens til at indrette sig efter en skabelon af det gode liv.
Det afslører dit ansigt om din personlighed