”Hvis du ikke stempler ind i denne her familie, er jeg nødt til at stemple ud” sagde Annette Heick en dag til sin mand

Den dag i dag kan jeg sige, at jeg aldrig har haft et one-nightstand. Aldrig er blevet tilbudt hårde stoffer.

Aldrig efter min egen opfattelse har været udsat for sexchikane – måske med undtagelse af dengang, jeg helt umotiveret blev slikket i øret af en socialdemokratisk borgmester under et fyrværkerishow.

Jeg har Gud været lovet heller ikke modtaget dick-pics. Og jeg har mere end rigeligt med fingre på hænderne til at tælle antallet af mænd, jeg har været i seng med.

Sådan lægger Annette Heick fint sine kort på bordet i de erindringer, hun udkommer med midt i oktober med titlen ”Datteren”.

Blev harm

Lad det være sagt med det samme til de nysgerrige, der tænker: ”Hvad skriver hun om Frank Jensen?” Det er dét, hun skriver. En halv sætning. Den, du lige har læst. Ikke mere.

Den klumme, Annette Heick skrev for et år siden i B.T., hvor hun fortalte om sit noget overraskende møde med daværende overborgmester Frank Jensens tunge i forbindelse med fejringen af Øresundsbroens ti års jubilæum i 2010, kom efter, at en række kvinder tidligere var stået frem og havde fortalt om lignende grænseoverskridende adfærd fra Frank Jensens side.

– Jeg skrev udelukkende den klumme, fordi jeg blev så harm, da jeg hørte ham forklare sig med, at når man dansede tæt og skulle sige noget ind i øret på den, man dansede med, kunne det da godt føles, som om man blev slikket i øret.

– Da tænkte jeg bare: ”Nej, sådan skal han sgu ikke kaste unge kvinder ind under bussen!” Der er mange, der siden har spurgt ind til den Frank Jensen-sag. Men jeg har skrevet det, jeg skal skrive i den forbindelse, siger hun.

”Jeg imploderede følelsesmæssigt”

For Annette Heick har andet at fortælle. Meget andet. Som det tydeligt fremgår af hendes kommende erindringer.

Det er en kraftfuld bog, der er skrevet med sine meningers mod og med noget på hjerte.

Men nervøs for reaktionerne eller bange for at få hug, det er hun altså ikke.

– Jeg skriver jo bare, hvad jeg har oplevet, og hvordan jeg har oplevet det, siger hun roligt.
Hun skåner heller ikke sig selv i bogen, men fortæller åbent om svære stunder og uflatterende situationer både i karrieren og privat:

Om at have kendt til angstanfald igennem 30 år. Om hvordan hun som sanger igen og igen har mødt modstand i en musikbranche, der fortalte hende, at hendes efternavn var ”for belastet af bestemte forventninger. Det ville være for vanskeligt at vende den skude”.

Om en seksuel debut, der minder om voldtægt. Om flere ufrivillige aborter, da hun endelig fandt kærligheden.

Og om årene inden, hvor hun havde det svært med netop kærligheden.

Om for eksempel at sidde alene i sit renskurede rækkehus i Nivå som 23-årig efter endnu et kuldsejlet kærlighedsforhold, der i virkeligheden aldrig blev til andet end platonisk (og her var den anden part altså en da ret nyskilt Jens Gaardbo).

”Jeg imploderede følelsesmæssigt”, skriver hun om sit indre kollaps dengang, som førte til, at hun begyndte at spise sig til ro og på ingen tid tog 12 kilo på.

Først da hun en dag sad på gulvet og huggede i sig direkte fra en dåse, gik det op for hende, at den var helt gal.

Og da rakte hun ud efter hjælp. Og ringede efter sin kloge mor.

Almindelig hverdag, ualmindelig familie

Annette var 10, da hendes far, Keld Heick, overtalte hendes mor, Hilda, til at sige sit job op hos medicinalfirmaet Lundbeck for i stedet at tage med Keld ud at synge.

Og fra 1982 blev det sådan: Keld og Hilda blev til Keld & Hilda. Og Annette blev til datteren.

Hun havde med egne ord ”en ganske almindelig hverdag, men i en ganske ualmindelig familie, og fik således en opvækst, der ikke ligner ret mange andres”.

Ikke desto mindre rummer hendes fortælling noget, andre vil kunne spejle sig i og bruge til at stille sig selv de spørgsmål, hun også selv stiller: ”Hvad fik jeg med mig? Hvorfor er jeg blevet til den, jeg er? Kan jeg ændre det, jeg ikke er tilfreds med? Og ikke mindst: Hvordan er jeg påvirket af min samtid?”

Mødet med Jesper

Annette var 27 og havde fået bedre styr på kærlighedslivet, da hun til en fest hos en fælles ven hilste på en Jesper Vollmer, der gjorde et særligt indtryk.

Deres veje mødtes derefter ved flere lejligheder. Det hele var helt uskyldigt og rent venskabeligt. Det bildte de sig i hvert fald ind, lige indtil de opdagede, at sådan var det ikke. Og så skiltes de.

Det var sommeren 1998. Annette boede på tidspunkt sammen med en anden. De holdt ferie sammen. Men konstant førte tankerne hende et andet sted hen, og hen i retning af en anden.

Inden længe vidste hun, og også kæresten, at det her ikke gik længere, og de måtte bryde med hinanden. Efter to måneders adskillelse mødte hun Jesper igen.

Tre uger senere flyttede Jesper ind hos hende. Og de har været sammen siden.

– Vi vidste bare, at sådan skulle det være, siger hun.

Og så en morgen ...

Hun nikker til, at deres kærlighed er en kærlighed, der kan noget særligt og har tålt meget. For sådan er det jo.

Eller sådan blev det. Især efter at Jesper kom alvorligt til skade ved en ulykke i Thailand for seks år siden, som stadig giver ham mén, han kæmper med.

Og så i sommer, i juni, netop som hun var færdig med at skrive bogen og havde afleveret sit manuskript, sker det:

– Vi var lige nået dertil, hvor vi dagligt sagde til hinanden: ”Hvor går det godt! Hvor er vi heldige!” Og så en morgen, hvor Jesper var stået op og skulle ind og lave ”Masterchef”, satte han sig på sengen ved siden af mig igen og sagde: ”Det er ikke så godt, Annette”.

Og han sagde det på en snøvlende, usammenhængende måde, som om han var fuld, så jeg slet ikke var i tvivl om, at det her var alvorligt.

Senere skulle det også vise sig, at der var to blodpropper i hjernen.

– Hold kæft, hvor var han ked af det. Og jeg forstår ham. Nu har han kæmpet i seks år for bare at få noget førlighed tilbage, og så kommer der to blodpropper, der rammer ham på PRÆCIS de samme steder: Altså højre side dur pludselig ikke igen.

– I dag er han næsten tilbage til, hvor han var før blodpropperne. Men hånden og benet driller ham stadig. Folk kan ikke se det, når han står på morgen-tv.

– Han er god til at skjule det. Men jeg har talt med mange læger og mange, der selv har haft blodpropper, og alle som én siger, at det nok skal blive godt igen. Det er bare et spørgsmål om tid.

Arvelig sygdom

Det skulle også vise sig, at Jespers blodpropper kunne forklares med en arvelig sygdom, der ligger i hans familie.

Hans mor har haft en blodprop. Hans morfar døde af en blodprop. Årsagen ligger i en genetisk betinget kolesterolfejl, som hverken kost eller motion ændrer på, men kan holdes i balance gennem medicin.

– Det fortæller os så også, at når vores drenge bliver 18, skal de hvert år have målt deres kolesteroltal, så der bliver holdt øje med det. Det skal vi bare have styr på. Længere er den ikke.

Da vi taler om, om de tør tro på lykken, siger hun:

– Nej, det gør vi nok ikke helt. Når man har været, hvor vi har været, går man konstant ude på klippekanten, helt derude, hvor man kan styrte ned når som helst igen. Og når man har det sådan, er man aldrig helt lænet tilbage i følelsen af lykke.

Men her tilføjer hun så også:

– Men vi er jo gode for hinanden, Jesper og jeg. Vi er nogle hårde hunde, begge to. Der er ikke så meget: ”Det er synd for mig” hos os.

– Vi har også været derude, hvor jeg stillede ham stolen for døren og måtte sige til ham: ”Hvis du ikke stempler ind i denne her familie, er jeg nødt til at stemple ud”.

– Det fik mig til at føle mig som den største heks i verden at sige sådan til en syg mand, men det var nødvendigt, for han var blevet en alt for sygdomsoptaget mand.

– Og da er jeg så verdens heldigste, at jeg har en mand, som, da jeg sagde det, var stille lige et øjeblik og gik rundt om sig selv, hvorefter han vendte tilbage og sagde: ”Tak, fordi du orker at sparke til mig, selv om jeg ligger ned”. Så ved du hvad, vores kærlighed skal nok klare det. Også det her!