Ingrid ventede ni år på en ny nyre: ”Det er et under, at jeg er i live”

Ingrid Rosenbæk fik en ny nyre

Jeg er lige blevet 60 år. Det er et under og et privilegie. Det var der da ingen, der troede for 30 år siden!

Ordene falder, lige som vi er kommet inden for døren hjemme hos Ingrid Rosenbæk i sommerhuset ved den østjyske by Odder. Man fornemmer tydeligt, at her er en kvinde, der sætter pris på livet. Det er ikke noget, hun tager for givet.

– Jeg var lille og sart som barn. Da jeg var tre-fire år, fandt de ud af, at jeg havde dårlige nyrer, og vores huslæge holdt tæt øje med mig. Jeg kom tidligt i skole, for de regnede med, at jeg skulle gå nogle årgange om, smiler Ingrid.

Det lille sarte barn klarede sig gennem barndom og ungdom. Ingrid Rosenbæk blev voksen, uddannede sig i en bank og fik arbejde. I 1983 blev hun gift med Allan, og i 1986 kom hun i sin første dialyse.

– Jeg interesserede mig ikke for det med mine nyrer. Jeg gik til kontrol og tog min medicin. Jeg havde jo altid været ”svag”. Men i 1986 blev jeg skrevet op til en ny nyre og skulle give besked, hvis jeg rejste mere end to timer hjemmefra.

– Jeg husker ikke, at man talte om mine udsigter ved en nyretransplantation. Men måske var jeg bare ikke klar til at modtage information. Jeg var 27 år, udødelig og bekymringsløs, fortæller Ingrid.

Da Ingrid Rosenbæk fik besked om, at der var en nyre til hende, havde hun ingen fornemmelse af, hvad hun skulle igennem.

– Jeg havde kun prøvet at være i dialyse en enkelt gang, og jeg anede ikke, hvad operationen indebar. Jeg var ung og naiv.

LÆS OGSÅ: Organdonation: Dorte fik en andens hjerte

Kærlighedens trange kår

Ingrid Rosenbæk var indlagt en måned, hvor lægerne kæmpede for, at hendes krop skulle acceptere den nye nyre. Men forgæves. De måtte operere donornyren ud igen.

– Nu skulle jeg i dialyse tre gange om ugen, og det gik for alvor op for mig, at jeg kunne dø af min nyresygdom. Tirsdag, torsdag og lørdag blev jeg hentet på min arbejdsplads klokken 15.00, så var jeg i dialyse i fem timer og kom hjem klokken 22.00.

– Det var et skemalagt liv, og der var ikke plads til spontanitet. Alt skulle tilrettelægges, og alt handlede om min sygdom. Sådan var det bare. Det blev for meget for Allan, og efter fire år med dialyse blev vi separeret. Det var helt klart på grund af min sygdom. Vi kunne jo dårligt tage hjemmefra, siger Ingrid Rosenbæk.

Men Ingrid og Allan fik talt tingene igennem og besluttede at flytte sammen igen.

– Jeg fik lagt et kateter i maven, så jeg selv kunne foretage dialyse hjemme. Jeg skulle skifte dialysevæske i bughulen fem gange i døgnet, og det tog en halv time. Jeg kunne gøre det, mens jeg lavede mad eller så tv, og i frokostpausen tog jeg hen til min mor og ordnede det. Jeg lærte at skifte væske alle steder, fortæller Ingrid Rosenbæk.

LÆS OGSÅ: Lene lever med stomi og smerter: Jeg har gjort det til min mission at bryde tabuet

Ni års ventetid

I 1987 fik Ingrid Rosenbæk sin anden nyretransplantation, men her blev nyren beskadiget og måtte tages ud efter 24 timer.

– Så fik jeg en personsøger, og det gav os lidt mere frihed til at rejse hjemmefra. Vi købte sommerhus på Tunø. Øen er bilfri, og jeg skulle bruge 10 liter væske i døgnet, så Allan og jeg kørte på longjohn fra havnen med kasser med væske i cykeltrailer, mig på ladet og vores Sanktbernhardshund som trækhund, fortæller Ingrid.

Ingrid Rosenbæk virker som en kvinde, der tager tingene, som de kommer. Hun var overbevist om, at der nok skulle komme en tredje nyre til hende. Men der gik ni år, før hospitalet ringede med den forløsende besked.

– Det var 3. juni 1996. Allan var taget ud for at fiske, så min genbo kørte mig på hospitalet. De kalder altid tre ind til transplantation for at være sikker på, at nyren ikke går til spilde. Man bliver afvist, hvis man for eksempel har antistoffer i blodet på grund af forkølelse. Men jeg var optimist og tænkte, at tredje gang måtte være lykkens gang. Og det blev det.

Ingrid Rosenbæk modtog en nyre fra en afdød organdonor, og hun lå i sin hospitalsseng og hørte, hvordan modtageren af donorens anden nyre gik rundt ude på gangen allerede dagen efter transplantationen.

– Jeg havde det miserabelt. Jeg var så bange for, at nyren ikke ville virke. Jeg græd hver dag, men efter 10 dage fik jeg det mærkbart bedre. Det var som en tåge, der lettede, og det var en fantastisk fornemmelse.

– Da jeg endelig kom hjem, skulle jeg til at leve! Alt den tid, jeg nu havde uden dialyse. Og jeg måtte spise alt. Tidligere var jeg på kostrestriktioner, der hed 100 gram kød, 100 gram frugt og 250 gram grøntsager om dagen. I alle årene havde jeg drømt om en kop kakao og boller med smør, men der gik et år, inden jeg turde spise det.

Ingrid har levet med sin nyre i 23 år nu. Bortset fra medicinen og den halvårlige kontrol føler hun, at hun lever et normalt liv.

– Det er en velsignelse. Det tog mig et år at turde tro på det og lære at leve livet spontant. I 10 år havde jeg levet et liv i skema og kasser. Nu kan jeg være impulsiv og lave aftaler. Og jeg kan sove igennem om natten uden at skulle op og have væske.

– Min donornyre gav mig oceaner af tid og ro i hovedet. Og alt den mad, jeg må spise. Det er da næsten det bedste!

Nyretransplantation

I Danmark udføres ca. 250 nyretransplantationer om året, heraf er ca. 40 procent med levende donor.

Kun godt 20 procent af de kroniske dialysepatienter kan nyretransplanteres.

Knap 500 danskere står
på venteliste til nyretrans­plantation.

Der er ingen aldersgrænse, men der transplanteres få nyrepatienter over 70-75 år.

Kilde: sundhed.dk