Intelligens i manegen
En del af familien var i cirkus for nylig. Jeg skriver en del, fordi de ældste bestemt ikke mente, de var cirkustyperne længere. Heldigvis var der stadig nogen i den kategori i familien, for cirkus er en rigtig dejlig og livsbekræftende oplevelse. Sikke en energiudladning, det var totalt inspirerende.
Og hvor var det hyggeligt at se både den lille dreng på 11 og den store dreng på knap 15, sammen med deres bedste venner, både grine og i åndeløs spænding holde vejret, når seks styk brasilianske motorcykelfyre på samme tid kørte over 80 kilometer i timen på deres bikes inde i en forholdsvis lille metalkugle på 4,5 meter i diameter. Under forestillingen kom jeg sådan til at tænke på Howard Gardners syv intelligenser, for det var ikke så lidt, der blev disket op med i det cirkus - hvert nummer spillede på intelligens ikke alene indadtil i truppen, men også hos publikum, kropsligt såvel som følelsesmæssigt. Der var cirkusprinsessen i glitrende kostume, dansende ballet på en kæmpe stor hest, mens hun hoftevrikkende hele vejen rundt i manegen holdt gang i otte hulahopringe om maven, stadig til hest. Der var den kinesiske atletiktrup, så veltrænede, at ikke en muskel kom på afveje. Der var jonglører, der var heste, dromedarer, lamaer, elefanter, zebraer og hunde, og man var aldrig i tvivl om, at samspillet mellem mennesker og dyr må være en intelligens helt for sig.
I det hele taget var hele forestillingen en opvisning i, hvordan man kommer smilende og glitrende gennem det store pres, som i de fleste numre øges for hvert minut, idet sværhedsgraden øges. Det var selvfølgelig fortrinsvis kropslig intelligens, der var på programmet, men alt i alt var det en overlegen opvisning i smidighed, viljestyrke, koncentration og ikke mindst samarbejde. Og da klovnen kom ind, kom følelsernes intelligens virkelig i spil. Et helt drama blev manegen skueplads for. Til at begynde med fik man ondt af den stakkels klovn ... så syntes man ikke, han var alt for klog, og så blev der ellers grinet så hjerteligt, som kun børn og barnlige sjæle kan grine. Jeg kunne bare ikke lade være med at tænke på, hvor meget mere der er i livet, ud over det med at læse og skrive.
Da vi gik hjem, var der nogle af ungerne, der ville i bedre form, og så var der andre, der skulle direkte i gang med at træne husets hunde, for de var da de mest uduelige kræ på jorden i forhold til, hvad vi lige havde set var muligt. Mr. Bardinos ord, da han skulle introducere de brasilianske vovehalse, var disse: "Med livet som indsats og døden som modstander!" Sådan føltes det lidt - og kan det siges smukkere?
Kærlig hilsen
Renée
LÆS OGSÅ:
