Iværksætter Martin Thorborg om forholdet til sin far: ”Fra den dag er vi i øjenhøjde”
Foto Nicolai Perjesi
Jeg bliver født på Gentofte Hospital 25. maj 1970.
Og jeg vokser op i Bagsværd i etplans arkitekttegnet hus. Min far er civilingeniør og er udviklingschef på en højttalerfabrik, og min mor er pædagog. Hun kommer fra Schweiz og kom til Danmark som au pair hos min far, netop som min fars kone var gået fra ham. Og så blev de forelskede. Min mor har ikke job, men begynder at arbejde på Toms Chokoladefabrik, senere starter hun skolefritidsordningen op på Bagsværd Kostskole. Hun er leder af den de næste 30 år. Jeg har også en lillesøster, som kommer til verden tre år efter mig. Desuden har jeg nogle halvsøskende på min fars side, nemlig to storesøstre og en storebror, ham er jeg ikke blodmæssigt i familie med, fordi han er adopteret.
Det første, jeg husker fra min barndom,
eller i hvert fald bilder mig ind, at jeg kan huske, er, at jeg ligger i min barnevogn og kigger op i min mors mørke øjne. Jeg kan huske sol, sommer og grønne bøgeblade. Det er meget varmt, positivt og trygt og giver et godt billede af min barndom.
Vores hus ligger ned til Bagsværd Sø, her fisker jeg titusindvis af timer i min barndom.
Jeg elsker roen nede ved søen. Jeg kan mærke, hvor fisken er, jeg kan mærke naturen. Jeg kender alle lydene, alle duftene, alle årstider, alle hullerne, hvor fiskene plejer at stå, hvor åkanderne er. Her føler jeg, at naturen er en forlængelse af mig og omvendt.
Min far er meget intellektuel, læser værker på fransk, spiller skak og kan citere Nietzsche.
Han stemmer på VS og hjælper mine søstre, da de er omkring 18 år, med at gro hamp i baghaven. Han er dog også af den gamle skole, han er lidt af en knudemand. Han fortæller mig ikke, at han elsker mig. Senere, som voksen, kan jeg godt se, at han selvfølgelig elskede mig, da jeg var barn, selvom han ikke sagde det. Langt senere, fjorten dage før han dør, og da jeg selv er voksen, fortæller han mig, at han elsker mig. Jeg fortæller selv mine børn, at jeg elsker dem, hver dag, det tror jeg er godt for dem at høre.
Min far leger ikke med mig.
Når vi er sammen, er det på min fars præmisser. Så går vi ned i kælderen og lodder et eller andet til hans arbejde. Så jeg deltager i noget, han laver, og det er også sjovt. Men det er på hans måde, han tager heller ikke med og ser mig spille fodbold eller deltager i forældremøde. Han læser dog eventyr om aftenen for mig, og han er meget stabil, retskaffen og en klippe i mit liv. Jeg ved altid, hvad han mener om tingene, og hvor jeg har ham.
Min mor er utrolig kreativ og klipper og klistrer sammen med os børn.
Hun er også meget varm, hun er god til at snakke om følelser, og jeg fortæller min mor alting. Alt, hvad jeg ikke får fra min far, det får jeg af min mor. Da hun på et tidspunkt arbejder halv tid, smører hun lækre madpakker til os, leverpostej med mandler og min frugt skåret ud i stjerner. Senere, da jeg er blevet voksen, stikker jeg mine børn 30 kr. til frokost. Jeg gider ikke at lege med dem, og jeg gider ikke skære frugt, men så gør jeg mange andre ting. Jeg kører dem rundt og er med i forældrerådet.
Min skoletid foregår på Bagsværd Kostskole.
Kostskoleeleverne fylder cirka 20 procent, resten er dagskoleelever. Jeg kan få en gratis friplads på dagskolen, fordi min mor arbejder der. Skolen er fornem. Vi har et skoleslips, men vi behøver ikke gå med det, der er morgensang og traditioner. Det passer mig overhovedet ikke, noget af det. Det er alt for gammeldags og konformt til mig.
Da skolen koster penge, tiltrækker den eliten.
Det er de velhavendes børn, der går der, ikke sociale tilfælde fra boligblokke. Børnene går med Lacoste og Salomon-tasker, Ball-bukser og har walkman. Her kan mine forældre slet ikke følge med, og mine forældre er også meget antimaterialistiske. Selvom jeg er anderledes, er jeg også en stærk dreng. Jeg går aldrig hjem og græder.
Jeg synes, det er røvsygt at gå i skole.
Jeg tænker kun på at få fri. I engelsktimerne bruger jeg tiden på at lære at holde vejret, og det bliver jeg fandeme god til! Jeg slår rekord med fem minutter og syv sekunder. Jeg puster altid lige ud, inden det er min tur til at læse op i engelskbogen. Jeg laver aldrig lektier, men jeg er god til at improvisere og bullshitte. Den dag i dag tror jeg, at det er derfor, at jeg kan bullshitte mig igennem hvad som helst.
LÆS OGSÅ: Katinka Bjerregaard om sin barndom: ”I skoletiden lærer jeg, at der er mange fiaskoer i livet”
Jeg er ikke god i skolen. Jeg er egentligt ikke rigtigt god til noget.
Heller ikke sport. Det er ikke, fordi jeg er vildt dårlig, den typiske karakter for mig på den gamle skala er syv, så jeg lå jævnt midt i. Min familie er meget akademiske og især på min fars side. Og så er der mig. Jeg er ikke så stærk fagligt, og jeg føler mig meget malplaceret. Det er jo meget målbart, hvad jeg får i karakterer.
Min far har fokus på det, jeg ikke kan.
At jeg skriver grimt, eller at jeg er pissedårlig til matematik. Han er virkelig ringe til at forklare mig matematik, han gider ikke sætte sig ind i metoden, som vi bruger i undervisningen, og så viser han mig en forknudret måde, hvor en lille tændstikæske bliver gjort til en borg. Hver gang bliver der tænders gnidsel, og jeg bliver ked af det. De ting, jeg er god til, får jeg ikke ros for. Det er ikke noget med: ”Hvor er du god til at fiske”, eller ”hvor er du god til at sejle”. Det er ikke, fordi at han vil nedgøre mig, det er bare hans strategi ud fra, at hvis han stikker til de ting, jeg ikke kan, så vil det vel ende med, at jeg laver dem bedre. Det hjælper dog ikke, jeg får mindreværdskomplekser og begynder at hade det. Senere, da jeg selv bliver far, fokuserer jeg på alt det gode, mine børn kan, selvom jeg også kan sige, hvis det ikke er godt nok.
Jeg er outsider på den måde, at jeg er en flipper, og jeg går blandt de svage elever.
Jeg er heller ikke en, pigerne interesserer sig for. Jeg beskytter mig selv ved at gøre mig selv uattraktiv, ikke at gå i bad, have langt hår og ørering, så bliver det med pigernes manglende interesse noget, jeg selv har valgt i stedet for at blive fravalgt.
Det er ikke, fordi jeg er uinteresseret i piger. Jeg går på byggelegeplads, og jeg tror ikke, at der er et Ugens Rapport fra 1970 til 1985, jeg ikke har læst ti gange. Jeg kan De Grå Sider udenad, og til sidst begynder jeg at tænke over, om jeg skal være ham, der skriver De Grå Sider, når jeg bliver voksen, for det kunne jeg nok gøre bedre.
Da jeg er fjorten år, får jeg mit første kys af Louise,
jeg er meget glad for hende. Hun er en drengepige og er tit med ude at fiske. En dag er vi til fest sammen, vi står og danser og lige pludselig giver hun mig tre kys på munden. Jeg er ved at besvime. Det er så dejligt. Lige i det nu. Men så er der bare ikke mere fra hendes side, og det er meget smerteligt for mig – også fordi hun senere bliver kæreste med min bedste ven.
Da jeg er 16 år, kommer jeg op at skændes med min mor ret voldsomt,
jeg husker ikke om hvad. Hun slår ud efter mig, og jeg slår tilbage efter hende. Min far kommer hjem fra arbejde, ser det og hidser sig op, og så får jeg nok. Jeg tager ham i hoved og røv, lægger ham ned og sætter mig oven på ham. Han er en autoritet over for mig, og det har altid ligget i luften, at han er stærkere end mig, selvom han kun en gang har givet mig en lille endefuld. Da jeg sætter mig på ham, er det, som om magtbalancen tipper. Jeg holder ham fysisk fast og råber: ”Nu lukker du bare.” Og så rejser jeg mig op igen, og så rejser han sig op, og det er så flovt for os begge to. Men fra den dag er vi i øjenhøjde, og jeg er ikke bange for ham mere på nogen som helst måde.
Jeg er ikke barn længere, da jeg kommer op at slås med min far.
Rigtigt voksen synes jeg dog først, jeg er blevet inden for de sidste tre-fire år efter min fars død. Det er den mest voldsomme oplevelse, jeg nogensinde har haft. I 14 dage tager min søster og jeg mig af ham. Han er cancerpatient og skriger om natten af smerte, min far, der altid har været en klippe. Det er hårdt at se mennesket visne i afsindig smerte og uværdighed. Jeg holder ham i hånden, da han dør. Det er en barsk oplevelse, men jeg er glad for, at jeg gjorde det.
