Jane Aamund: Jeg har set spøgelser

Hun er blevet 75 år og har oplevet lidt af hvert i sit lange liv. Lige fra det udfordrende job som journalist på Berlingske Tidende, som helt ung, til den ondsindede kræftsygdom, der har præget hendes senere år.

Lige nu kæmper Jane Aamund en brav kamp med følgerne af den cancer, hun har haft i mundhulen, og derfor har tankerne om liv og død været meget tæt på.

Alive.dk har interviewet hende om forholdet til det alternative, døden og troen på det, der er større end os mennesker.

Hvordan har du det lige nu?
Jeg har været kræftpatient i mange år, men har i øjeblikket ingen cancer i udbrud. Jeg er dog i hårde behandlinger, fordi jeg har fået stråleskader, og tandlæger og kæbekirurger forsøger at redde min kæbe, så jeg kan spise normalt og se ordentlig ud.

Det er meget hårdt, men ud over det ligger jeg i øjeblikket nummer to på bestsellerlisten med
"Vindue uden udsigt", og det er jeg selvfølgelig meget glad for.

Tror du på gud?
Jeg er opvokset i et hjem, hvor religion betød meget. Jeg havde en vestjysk mor, der kom fra et indremissionsk hjem, og en far, der havde meldt sig ud af folkekirken. Vi diskuterede meget tro, og jeg har også mange troende venner, der har støttet mig igennem tiderne.

Det har desuden hjulpet mig meget at læse i de smukke, gamle salmer, blandt andet af Kingo, når jeg har haft det allerværst. Det har primært været fordi, at det er mennesker i kriser, der har formuleret sig om tro og håb på en meget smuk måde.

Hvad er dit forhold til døden?
Jeg har aldrig været bange for at dø. Døden er en meget naturlig ting. I Vestjylland, hvor jeg bor, har man en helt anden holdning til døden end i København, hvor det nærmest betragtes som en fornærmelse, at man skal dø.

Jeg mener heller ikke, at folk skal holdes i live med alt muligt og have forlænget deres pinsler, når der ikke længere er livskvalitet. Så synes jeg hellere, at man skal lade dem gå over på den anden side i ro og fred.

Er der mere mellem himmel og jord?
Min farmor var synsk og clairvoyant, og det brugte man meget på Christianshavn, hvor hun boede. Både jeg og mit ene barnebarn har arvet den slags evner. Jeg kan fornemme i et rum, hvis der er nogen fra den anden verden - man kan kalde det spøgelser eller ånder.

Jeg havde engang et gammelt ur, som det var ubehageligt at være i nærheden af, som gav kulde fra sig og som slog, selv om det var i stå. Jeg fik sendt uret til reparation, og her viste det sig, at der var et skilt i uret. Det var en afdød urmager, der havde fremstillet uret som hans mesterstykke, og da uret var blevet repareret stoppede de åndelige aktiviteter omkring det. Mange år senere begyndte aktiviteterne så igen.

Har du prøvet at få alternativ behandling?
Jeg har aldrig benyttet mig af alternativ behandling. Jeg synes det er forfærdeligt med de patienter, der kommer til en svindler, og derfor vil jeg aldrig udsætte mig selv for den slags.

Har du en drøm, der går igen?
Hvis jeg er hårdt presset, så har jeg en gentagende drøm om, at jeg skal flytte ud af et hus. Det betyder bare, at man er stresset, og at der kommer et aftryk af én selv ind i drømmen.

Har du oplevet noget alternativt?
Som lille pige så jeg et spøgelse. Jeg var omkring ni år gammel. Jeg har set spøgelser to gange i mit liv, men første gang var på Dragsholm slot, hvor jeg var med min familie. Det lignede et lysende, hvidt klæde, der var foldet sammen og bevægede sig langsomt hen over parken, men jeg blev ikke rigtig bange.

Siden så jeg igen et spøgelse på et slot på Fyn. Jeg gik ind på et badeværelse og her åbnede der sig en dør, hvor jeg kunne se en kjole med blomster på og så forsvandt det. Jeg spurgte slotsforvalteren om der kom flere til middag, men her fik jeg at vide, at det, jeg havde set, var slottets spøgelse.

Hvordan har du det med de oplevelser?
Jeg accepterer, at det er sådan. Jeg har en ekstra antenne, hvor jeg kan komme ind på en kanal og ramme et syn eller pludseligt blive tunet ind på de her fænomener. Jeg har også en veninde, der har et spøgelse i sin lejlighed, som vælter ting. Hun har altså også en ekstra antenne, der fornemmer det.

Min tidligere forlægger på Høst & Søn, der er lige så normal, som jeg er, så en gang i Dyrehaven en forsamling af mennesker, der var klædt ud som bønder fra 1600-tallet. Han tænkte, at der sikkert var en filmoptagelse i gang og cyklede derfor nærmere, men da han kørte derhen forsvandt synet pludseligt.