Jeg er Barack Obama
Der er ikke mange, der ved det, men jeg ER faktisk Barack Obama. For ikke at tale om en moderne udgave af singer-songwriteren over dem alle: Rickie Lee Jones. Hvorfor? Fordi Barack Obama er det mest fascinerende, intelligente og smukke menneske, jeg nogensinde har læst om (ville ønske, jeg kunne skrive "har mødt"!) - og fordi Rickie Lee Jones' sange og vokale evner kan berøre mig langt ud over gåsehuds-stadiet! En kombination af de to personer ville jeg være, hvis jeg fik muligheden for at hoppe i et andet menneskes sko.
Evnen til at kunne inspirere og vække håb hos så mange mennesker i kraft af næstekærlighed, politisk og kunstnerisk tæft er noget af det, jeg beundrer allermest. For vi har brug for den slags levende fakler, der kan lede én gennem rørte vande, stormvejr og ulykkelig kærlighed. Mennesker, der med deres ord, visioner, fortællinger og kunst kan puste liv i gløderne og igen få passionen til at blusse op!
I denne uges FEMINA har vi spurgt fire kvinder, hvis sko de gerne ville hoppe i, hvis de fik muligheden for at være et andet menneske. Efter at have læst temaet slog det mig, at det faktisk er en rigtig fin øvelse at gøre - at tænke over, hvem man gerne ville være. For det rammer jo lige ned i éns egen selvudvikling og peger på, hvad du selv gerne vil forfine og forbedre ved de evner, du har. Og så er det da bare om at komme i gang! Det kan godt være, det i morgen stadig er mit eget lidt for velkendte ansigt, der stirrer tilbage, når jeg kigger mig i spejlet, men hey - vi skal jo alle starte et sted!
PS: Og GLÆDELIG JUL til dig og dine! Fra alle os til alle jer ...
Kærlig hilsen
Camilla Kjems
LÆS OGSÅ
Lav aldrig sjov med minimandenLæs Camilla Kjems private blog:
En feministas bekendelser