“Jeg fik at vide, at min krop ikke var egnet til at være gravid”

Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg været tyk. Jeg har haft forskellige størrelser, men jeg har aldrig prøvet ikke at være tyk.

Hele mit liv har jeg fået at vide, at jeg skulle passe på. Passe på vægten. Passe på ikke at blive for stor. I børnehaven blev jeg engang kaldt grådig.

I folkeskolen gjorde sundhedsplejersken mig opmærksom på min faretruende deroute uden for den “normale” kurve, og hos min farmor blev jeg altid klappet for hårdt på maven. Slik er blevet taget ud af hænderne på mig, jeg har gået til børnediætist.

Alt sammen bare for at sige, at jeg var tyk, og at tyk var det samme som forkert. Tyk var forkert i familien, og tyk var forkert i samfundet.

Den tykke pige i film og bøger blev altid mobbet, såfremt hun overhovedet var til stede. Hun var upopulær og aldrig kæreste med nogen.

De tynde piger ville altid være tyndere, og når nogen tabte sig, blev alle glade. Summa summarum – lykken lå i tyndheden. En sandhed, jeg erfarede i en meget ung alder.

Derfor har jeg brugt størstedelen af mit liv på at “skjule” min tykhed, gemme mig i skabet, ved at forsøge ikke at leve op til de stereotyper, der vanligvis klistres på tykke.

Tykke mennesker har f.eks. ingen kærester, og hvis de har, er de også tykke. Jeg har aldrig kysset med en tyk dreng. Uanset om jeg så har fundet ham sød eller ej. Det har bare aldrig været en mulighed.

Ligeledes med tykke venner. Dem har jeg simpelthen sørget for at undgå. Hvis jeg skulle ses med andre tykke i offentligheden, skulle der være et overtal af tynde mennesker med os.

Tykke mennesker spiser kun burgere og deslige, hvorfor jeg aldrig har spist alene på en grillbar, falafeljoint etc. Hvis jeg har været sådan et sted, er det altid sket i selskab med andre (tynde) mennesker.

Hvis jeg køber én usund ting i supermarkedet, sørger jeg altid for at købe minimum to sunde, så den usunde larmer mindre på det sorte rullebånd.

Jeg tager ekstra D-vitamin, fordi jeg året rundt er pakket ind i tøj (oftest sort), selv om jeg anstrenger mig for, særligt om sommeren, at få det til at se ud, som om jeg ikke er. Bare ben har jeg ikke haft, siden jeg var helt lille. Ikke i offentligheden, i hvert fald.

Gamacher, gamacher, altid gamacher!

Hvis jeg en gang imellem går med bare ben og arme, er det i haven i mit sommerhus, hvor ingen kan se mig. Brisen fra vinden mod min hud føles overvældende, euforiserende nærmest.

På samme måde, forestiller jeg mig, som dengang en af mine veninder, der havde været på en årelang detoxkur, blev fuld af en appelsin.

Jeg tager heller aldrig med venner ud at sejle, fordi jeg er bange for, at jeg vil være dårlig til at komme op og ud af båden. Ligeledes takker jeg nej til vandreture, fordi jeg ikke vil være den langsomste.

Jeg sørger altid for at sidde med ryggen mod væggen, når jeg er på bar, restaurant etc., så jeg altid kan komme mulige “angreb/outings” i forkøbet.

Jeg kan klare at blive kaldt grimme ting direkte op i mit ansigt, men jeg har en følelse af at gå i stykker, når det sker foran andre.

Drømmen om at blive mor

Jeg har altid gerne villet være mor. Jeg har aldrig nogensinde været i tvivl. Siden jeg var helt ung teenager, har jeg glædet mig til det. At blive mor. I 2019 tog jeg beslutningen om at forsøge at blive det og at blive det alene.

Det var en kæmpestor beslutning. Mit livs største. Naivt nok troede jeg, at det at tage beslutningen ville være det sværeste, men det var alt det, som kom efter, der var rigtigt svært. Man bliver ikke bare lige solomor, når man er tyk.

Først og fremmest skulle jeg tabe mig en hel del, før jeg overhovedet kunne gå i gang. Nogle gange føles det, som om jeg ikke har lavet andet i mit liv end at tabe mig store mængder kilo, for så at tage det hele plus mere på igen.

Jeg var endelig kommet til et sted i mit liv, hvor jeg havde sluttet fred med, at min krop nok altid skulle være tyk. Jeg var begyndt at forstå, at slankekure ikke virker, at man godt kan være sund og tyk, og måske allervigtigst: At mit liv ikke først begyndte, når jeg blev tynd.

Jeg vidste, at hvis jeg skulle i gang med at tabe mig igen, ville det dels tage lang tid – tid, som ville gøre mig ældre og dermed mindre fertil.

Dels ville jeg blive deprimeret, og slankekuren ville få mig tilbage i spiseforstyrrede mønstre. Endelig ville alle kiloene plus endnu flere ryge på igen før eller siden. Jeg vidste også, at det skulle jeg aldrig igennem igen.

Lægen sagde, at jeg var sund og rask, men at hans hænder var bundet. Han kunne ikke hjælpe mig, før jeg havde tabt mig.

Han foreslog mig kun at spise ostemadder hver dag i et helt år. Det havde engang hjulpet ham til at tabe sig.

Da jeg sagde, at jeg syntes, at systemet var diskriminerende, sagde han: “Så skulle du prøve at være lesbisk.” Efterfølgende kiggede han på min veninde, som jeg havde med mig som støtte, dybt i øjnene, lod blikket køre op og ned ad hendes (slanke) krop og sagde: I nogle kulturer er det jo helt normalt, at en søster eller veninde bærer barnet for en.

Endelig foreslog han mig at gå ind i politik. At manden var mærkelig, ville være en underdrivelse, men han gav mig ret i, at systemet var diskriminerende for tykke (såvel som lesbiske), og at jeg var sund og rask.

Da jeg gik derfra, foreslog jeg ham, at han selv kunne gå ind i politik, da der mangler fagpersoner, der kan kæmpe de tykkes sag. Og så gik jeg hjem og græd. Hvad nu?

Krop ikke egnet

Først tænkte jeg, fuck systemet. Jeg køber selv sæden og får min søster eller min veninde til at sprøjte det op i mig. Så laver vi en ceremoni med blomster, lys og musik.

Vi gør det på vores måde, og det bliver rigtig smukt. Jeg havde hørt om andre, der havde lavet hjemmeinseminationer med stor succes, og tanken om at slippe for at skulle gøre det på en klinik fyldte mig med ro.

Desværre var der året forinden vedtaget en lov, som ikke længere tillod hjemmeinseminationer, hvorfor jeg blev nødt til at finde en privatklinik, som gerne ville hjælpe mig. Efter en del research og ringen rundt lykkedes det mig at finde en klinik uden vægtkriterier.

Jeg kunne gå i gang.

At blive insemineret i det private er dyrt, og jeg er ikke rig. Det bliver jeg heller ikke, for jeg arbejder med scenekunst. Til gengæld er jeg så privilegeret at have nogle forældre, som ikke er rige, men rigere end mig, og som samtidig er søde.

De ville gerne hjælpe mig. En mulighed, som det er de færreste forundt (og hvad gør de?). Men jeg blev insemineret. Det virkede. Jeg blev gravid.

At være tyk og gravid i det danske sundhedssystem er ikke for sjov. Jeg havde en oplevelse af at blive sygeliggjort, at være én stor omvandrende risiko udelukkende på baggrund af en generaliseret brug af BMI-indekset og ikke på baggrund af en konkret vurdering af den gravide kvinde, der stod foran dem.

Da jeg hele tiden fik at vide, at min krop ikke var egnet til hverken at blive eller være gravid eller til at føde, krævede det ret meget at lade være med at tro på det, uagtet hvordan min krop så opførte sig.

Jeg begyndte at læse og lytte til alt, hvad der handlede om fødsler. Jeg så den ene fødselsvideo efter den anden. Jeg gennemtærskede lange rapporter om tykhed og graviditet.

Viden blev magt, og det gav mig handlekraft til at tage ejerskab over min egen krop og fødsel. Kombineret med alt det arbejde, jeg har brugt teksten her på at fortælle jer om, gav det mig styrken til dels at tage alle de diskussioner og kampe, som jeg måtte tage for at få en værdig behandling, dels til at lytte til og tro på min egen krop.

Selv om jeg havde forberedt mig meget, og selv om både graviditeten og fødslen var komplikationsfri og en stor del hen ad vejen også glædesfyldte, var noget af det, der fyldte mest hos mig, en følelse af at skulle modbevise alle udsagnene om min uegnede krop.

Allerførst skulle jeg bevise, at den overhovedet kunne blive gravid. Det kunne den og også ret hurtigt. Dernæst skulle jeg bevise, at man godt kan være tyk og have en god og ukompliceret graviditet.

Det kunne jeg. Og endelig, at man godt kan være tyk og føde vaginalt og uden smertelindring. Det kunne jeg også.

Jeg så fødslen som en insisterende kamp imod sundhedssystemet i stedet for et samarbejde med min krop og mit barn og et helligt øjeblik for os.

At føde bliver ofte sammenlignet med at skulle løbe et maraton, og jeg ved, at jeg ikke ville kunne løbe et maraton.

Metaforen stressede mig, og jeg var så bange for at blive træt for tidligt og for ikke at kunne klare det uden hjælp fra en epiduralblokade eller i værste tilfælde akut kejsersnit (som var nogle af de scenarier, lægerne hele tiden talte om ville blive aktuelle).

Fødslen

Jeg var gravid i femte-sjette måned, da jeg spillede forestillingen “Tyk”, som var mit forsøg på at springe ud som tyk. Selv om det lykkedes mig i grove træk, var jeg ikke helt fri.

Mit tykke skabsspøgelse var ikke sådan lige til at drive ud. Ud over at øve åndedrættet handlede rigtig meget af min fødselsforberedelse om at give mig selv tilladelse til, at jeg godt måtte blive træt.

At jeg faktisk måtte blive så træt som aldrig før. At jeg godt måtte være tyk – tyk som en hel planet. At jeg godt måtte synes, at det var hårdt.

At jeg godt måtte bede om hjælp. At jeg godt måtte få bedøvelse, og at et akut kejsersnit ikke var et nederlag, men måske en nødvendighed, hvis der opstod komplikationer.

Jeg lavede visualiseringer, hvor jeg kæmpestor og rystende af træthed råbte “hjælp mig” til den kærlige og forstående jordemor. Det hjalp. Jeg fik øjet tilbage på bolden: På mig og mit barns første møde.

9. januar 2021 kl. 03.58 fødte jeg mit vinterbarn, som viste sig at være en pige. Og min fødsel var ikke i nærheden af at være et maraton!

Hun kom med fuld fart og kraft. Jeg havde overhovedet ikke tid til at hilse overskudsagtigt på mine veer. Jeg skulle bare af sted i en bil mod Herlev Hospital med meget krydsede ben.

Jeg ville ønske, at jeg var et af den slags mennesker, som synes, at det er for fedt at føde. Det er jeg ikke. Smerten var brutal, og jeg havde en oplevelse af at være med i “Eksorcisten”.

Det var ikke sjovt. Men det gik godt, jeg klarede det, og det var det hele værd.

Jeg forventede, at euforien ville lægge sig efter et par uger, når de hårdeste hormoner var ude af kroppen, men det er ikke sket endnu.

Jeg er bare så glad. Jeg har det bedre, end jeg nogensinde har haft. Det er, som om jeg har fundet hjem.

Som om jeg var en vild hunkat, der har fået sig en unge, og nu er blevet rolig. Bedre kan jeg ikke forklare det.

Min datter er det bedste, som er hændt mig. Og hun er fuldstændig anderledes, end jeg havde forestillet mig.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg havde forestillet mig. Måske at jeg fødte mig selv, hvor underligt det end måtte lyde.

Hende her er lang og tynd, med store hænder og fødder og med de længste fingre og tæer (jeg er lille og bred med små hænder og pebernøddefødder).

Hendes øjne er kæmpestore og insisterende blå, og hun har, fra hun blev født, haft en masse langt og tjavset, nærmest lidt rødligt (?!) hår.

Hun ligner en lille nisse, som lige er kravlet ud af et krat et sted langt oppe i Nordnorge.

Det har taget mig rigtig lang tid at forstå, at det virkelig er mig, som har lavet hende. Jeg ved egentlig ikke, om jeg har forstået det endnu, men jeg er dybt dybt taknemmelig for, at hun er min.

Jeg kan da også godt komme i tanke om et par bekymringer, hvis jeg tænker over det. Hvordan skal jeg f.eks. forholde mig til det, når hun engang skal til sundhedsplejerske i folkeskolen?

Skal jeg insistere på at komme med? Skal jeg sige, at hun ikke må blive vejet? Hvordan undgår jeg, at det bliver en traumatisk oplevelse for hende?

Og hvordan skal jeg forholde mig til det der med sukkerpolitik? Jeg vil så gerne have, at hun skal kunne nyde mad. Maden skal være fri fra skam, men hvordan bliver den det, når den ikke helt er det for mig? Og kroppen? Den skal jo også være fri fra skam.

Hvordan finder jeg modet til at tage med hende på stranden og sidde i min badedragt med mine store lår og bygge sandslotte i vandkanten? Eller tage hende med i svømmehallen?

Hvad nu hvis folk råber ting ad mig på gaden? Hvordan skal jeg forholde mig til det? Det har jeg sværere ved at regne ud, end hvis nogen skulle finde på at råbe ad hende. Hvad hvis hun bliver flov over mig?

Selv om min skabstilværelse fylder mindre, er skabet der stadig, og jeg har hele tiden en fod i døren. At forblive uden for skabet er et arbejde.

Et arbejde, som ud over læring i høj grad også består i aflæring. Og et arbejde, som jeg ikke er sikker på, nogensinde bliver færdigt.

Der er efterhånden flere aktører, som arrangerer spændende aktiviteter for tykke mennesker, som jeg gerne vil deltage i, men ikke tør.

Når man som jeg har brugt størstedelen af sit liv på at undgå andre tykke mennesker, kan det føles meget voldsomt pludselig at opsøge dem, at hænge ud med dem i flok.

Sårbarheden eksploderer. Men at jeg arbejder for at mindske tykfobien i samfundet, klinger hult, hvis jeg ikke også tager mig af min egen indre tykfobi.

Jeg skammer mig over, at jeg ikke er sejere, men jeg tror på, at jeg nok skal blive det. Desuden er det ensomt ad pommern til aldrig at have haft en tyk ven.

Lige nu er min datter langt fra tyk, hun ligger faktisk under den “normale” kurve. Uanset om hun bliver tyk eller tynd eller derimellem, vil jeg blive ved med at arbejde på at stå ved mig selv. For jo bedre jeg kan stå ved mig selv, desto bedre kan jeg stå ved hende.

Leve stort

Et skrøbeligt selvværd kan føre til ensomhed, men også selvoptagethed. Man kan bruge utrolige mængder tid på at rode rundt i sig selv og trykke på sine gamle blå mærker igen og igen.

Jeg håber for min datter, at hun bliver mere fri for sig selv, end jeg har været, så hun kan bruge energien og indignationen på nogle af alle de andre kampe i verden, der også skal kæmpes.

Min mor har altid sagt, at jeg skal turde at fylde, at jeg skal stå ved min styrke. Indtil for nylig har jeg ikke forstået, hvad hun mente, men jeg tror, det har haft stor betydning for, hvorfor jeg er blevet den, jeg er.

Selv om jeg har følt mig forkert livet igennem på grund af min krop, har jeg en sund og kærlig bund. Selv om jeg har levet mindre, har jeg også haft modet til at leve ret stort.

Med store beslutninger og armbevægelser og spændende oplevelser. Måske er jeg faktisk både en fed, sød, lille dueunge og en stor, funklende påfugl.

Jeg kommer også til at sige til min datter, at hun skal turde at fylde, at hun skal stå ved sin styrke – og jeg håber så inderligt, som man overhovedet kan håbe noget, at hun kommer til at forstå det en lille smule hurtigere end jeg.

Artiklen blev udgivet i femina uge 43, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: