"Jeg gik og håbede på, at min mor skulle blive en anden"

Du ser op på mig med en hurtig bevægelse med hovedet.

– Sikke en pæn bluse.

Det er, som om selv bierne holder op med at summe i den pause, der følger.

– Det er bare en skam, at den får dig til at se 10 år ældre ud.

Som Susanne Cordes selv konstaterer i sin roman “Jeg udånder spøgelser”, ville man være gået sin vej, hvis det var en kæreste, der talte sådan til en. En veninde. Så havde man afsluttet venskabet.

Men når det er ens mor, der fyrer den slags giftigheder af – hvad gør man så?

Så bliver man.

Finder sig i det. Bliver rasende. Ulykkelig. Men man bliver. Fordi – som Susanne Cordes så rammende beskriver det – mange dysfunktionelle familier minder om Stockholm-syndromet: Man er taget som gidsel i sit eget familiedrama, og man lærer at elske sine gidseltagere.

I romanen, som er delvist selvbiografisk, kan fortælleren ikke forlade sin mor, for moren har fået konstateret cancer – en meget sjælden og særlig slags, forstås. Og en, hun skal dø af.

Altimens et lille nyt familiemedlem vokser i fortællerens mave.

I dette spænd mellem liv og død udfoldes fortællingen om at miste sin mor og få et barn på nærmest én gang.

Midt i et hverdagsliv, hvor hovedpersonen går balancegang mellem at være kæreste i et nyt forhold, få den sammenbragte familie til at gå op, amme et lille barn, arbejde og nu også passe en syg mor, begynder spørgsmålene at presse sig på: Hvorfor var forholdet til hendes mor så svært? Hvorfor gjorde moren ikke en større indsats? Skal man tilgive – og hvad betyder det egentlig?

“Jeg udånder spøgelser” er en meget personlig beretning – og samtidig universel. For hvor mange kender man egentlig, der har et godt og afklaret forhold til sin mor?

Afstanden

Det er ni år siden, Susanne Cordes selv mistede sin mor, og i tiden efter, hvor mange af hendes samtaler med andre handlede om dét at miste sin mor, fandt hun ud af, at hun ikke var så unik endda.

Mange havde de samme refleksioner og spørgsmål, som hun gik rundt med.

Hvad var det for spørgsmål?

– Jeg var meget forundret over, at der altid havde været denne her afstand mellem min mor og mig. Hvor kom den afstand fra? Det havde jeg en masse spørgsmål til, som jeg jo ikke kunne stille hende. Spørgsmål, der vandt genklang i andre mennesker, hvilket gjorde, at jeg fik lyst til at udforske det.

– I romanen har jeg så valgt at skære de aspekter ud af en sammenhæng, der er meget mere kompleks – for min mors og min relation indeholdt også en masse andet. Men jeg havde behov for at afsøge netop dét aspekt – afstanden – gennem fiktionen.

Du åbner med en scene, hvor moren hiver hovedpersonen ud af sengen midt om natten og tæsker hende. Det lyder meget voldsomt?

– Ja, det er et billede på morens afmagt. Min egen mor havde også den afmagt over for dét at være mor. Det var bare ikke hele min mor, det ville ikke være retfærdigt at sige, for hun var også så meget andet.

– Mit fokus ligger på, hvorfor det er så svært at være mor og – for rigtigt mange mennesker – at have en mor. Og det er ikke kun mor-datter-relationen. Jeg har også mødt mænd, der kunne nikke genkendende til min oplevelse, siger Susanne Cordes og fortsætter:

– Jeg synes, at vi i vores generation er blevet bedre til at tilgive os selv som mødre. Vi er blevet bedre til at acceptere, at vi ikke kan være perfekte i moderskabet, men jeg synes ikke, at vi er lige så gode til at vende den om: At acceptere, at vores mødre heller ikke var perfekte mødre.

– Og sætte spørgsmålstegn ved, hvad vi egentlig forventer. Lige siden Jomfru Maria har forventningen været, at kvinden skal føle sig forløst som menneske af moderskabet, og at moren skal kunne give ubetinget kærlighed. Men kan man egentlig forvente det? Man kan jo kun være mor ud fra de forudsætninger, man har.

Skal en mor da ikke give ubetinget kærlighed?

– Det er i hvert fald interessant at spørge os selv om, hvad vi mener med “ubetinget kærlighed”. Taler vi om sådan en ren og grænseløs kærlighed, der strømmer konstant ud fra moren og ned over barnet? Så er svaret nej. Alle former for kærlighed kommer med små betingelser og begrænsninger.

– Det andet er et ideal, og idealer har det med at trække skuffelser med sig. Den ubetingede kærlighed er en uopnåelig form for kærlighed. Jeg tror, at det er langt mere konstruktivt og givtigt for os at se mere pragmatisk på kærligheden. Selv ikke en mor kan give alt hele tiden.

Og det kan en partner heller ikke.

– Jeg drømmer f.eks. om, at min mand viser sin store ubetingede kærlighed til mig ved at kokkerere en fabelagtig middag eller købe den mest storslåede gave, jeg ikke vidste, jeg ønskede mig. Men virkeligheden er, at min mand ikke er en ørn med en grydeske, og hvis vi skal bevare husfreden, fungerer det bedst, hvis jeg skriver en ønskeliste til jul og fødselsdage.

–Det betyder jo ikke, at mit ægteskab er en fiasko, for jeg bliver imødekommet på en masse andre områder. Hvis det betyder noget, betyder det, at jeg nok skal arbejde lidt med mit forventningsniveau i forhold til realiteterne. Man kan kun få dét, det er muligt for den anden at give.

Er det ikke noget andet med en mor?

– Jeg synes faktisk, at moren i min roman prøver at imødekomme datteren på nogle små områder. Da hun ved, at hun skal dø, får hun den idé, at hun vil se “Sex and the City”, fordi datteren har set den, men datteren ser ikke, hvad der ligger i den gestus, fordi hun forventer noget andet og større.

Susanne Cordes havde selv et fællesskab med sin mor, når det gjaldt det faglige.

– Hun var ikke typen, der gav knus og bagte småkager, men hun var et menneske, der var god til at bruge sine ressourcer, hun var dygtig til sit arbejde, intelligent, sjov, en skarp debattør og god til at støtte mig akademisk. Hun var ikke aktiv rødstrømpe, men troede rigtigt meget på ligestilling. Jeg skulle have en uddannelse og gøre det godt og aldrig stå tilbage for mænd i mit liv.

– Hun var også en fantastisk mormor for mine børn, en god veninde og en enormt god hustru for min far. Min mor gav den kærlighed, hun nu engang formåede at give. Det var en kæmpe frustration for mig i en stor del af mit liv, at den kærlighed ikke havde et andet udtryk, men det kan jeg ikke lave om på. Og helt ærligt, så er jeg jo blevet et o.k. menneske, og jeg har et virkelig udmærket liv, siger Susanne Cordes.

Skylden og skammen

Den evindeligt strakte arm, moren holder hovedpersonen i, nedgørelserne og den kulde, der stråler fra hende i samværet med datteren, efterlader en undren over, hvorfor datteren ikke løber skrigende væk.

Eller bare skriger højt. Slår i bordet. Siger noget. Men der foregår en evig forhandling inden i datteren: Hvor meget skal hun tro på, at relationen til moren kan repareres? Hvor meget nytter det at give?

– Mit forhold til min mor var altid lidt prekært. Og jeg tror, at rigtigt mange dysfunktionelle familier ender som en eller anden form for Stockholm-syndrom. Det er sat på spidsen, men det, jeg selv oplevede, da min mor var syg, var, at jeg ikke kunne gå.

– Jeg var nødt til at være der i den tid, der var tilbage. Inden da havde jeg haft flere perioder, hvor jeg havde brug for at holde en pause fra hende, men jeg er aldrig gået fra hende helt. Jeg er altid endt med at se hende igen. Jeg har fundet mig i meget, ja, og selvfølgelig bliver man vred. Men mere end en vrede har jeg stået tilbage med en kæmpestor undren: Hvorfor? Hvorfor skulle hun lige sige dét?

Har du nogensinde fået svar på, hvorfor hun var sådan over for dig?

– Nej. Jeg har ikke et svar. Andet end at hun ikke vidste bedre. Hun havde noget med sig fra sin relation til sin mor, og det sad så dybt i hende, at da hun selv blev mor, så magtede hun det ikke. Så lå hun med en fødselsdepression og kiggede ind i væggen med ryggen til sit lille nyfødte barn. Den skyld og skam sad i hende, og jeg tror godt, at skyld og skam kan komme ud på den måde.

– Psykologiske processer har sin egen snørklede logik. Vi har en historie med psykisk sygdom i familien, der er en klar linje nedad med angst og depression, men dengang opererede man ikke med de diagnoser, man gør i dag. Når jeg selv har været i terapi, er jeg altid blevet spurgt, hvordan det så kan være, at jeg har klaret mig. Jeg ved det ikke, jeg er bare gået nogenlunde fri. Hvor heldig er jeg?

Som mor til fire og uden det gode eksempel at spejle sig i har Susanne Cordes i høj grad selv skullet opfinde den måde, hun gerne ville være mor på.

– Det, jeg har lært, er, at et moderskab er en daglig forhandling i en selv: Hvilke forventninger er der? Hvad formår jeg at give af kærlighed og opmærksomhed? Jeg har fire børn, som min kærlighed og opmærksomhed skal fordeles ud på.

– Men jeg tror, at noget af det er generelt: Når man bliver mor første gang, vil man gerne finde sin egen måde, og man skal i hvert fald ikke gøre som sin egen mor. Medmindre man har haft en mor, man virkelig så op til, og det kender jeg ikke så mange, der har. Hver generation har nogle klare måder at være i moderskabet på, siger hun.

Susanne Cordes lagde selv afstand til sin mor, da hun fik sit første barn.

– Jeg synes ikke, at det har været så svært at gøre det anderledes. Selv om jeg godt kan tage mig i at have taget nogle ting med fra min mor. Jeg har arbejdet med det i terapi i forbindelse med både hendes sygdom og død, og på et tidspunkt oppe i mit voksenliv kommet overens med, at nu, hvor jeg selv er voksen, må jeg tage ansvar for, hvordan jeg har lyst til at være mor.

– Men jeg tror ikke på, at man kan fralægge sig at være en del af en familie. Og jeg tror heller ikke på, at man kan melde sig ud af en familie. De vil altid være i ens hoved – man kan kun tage ansvar for, hvad man vælger at tage med.

Du skriver, at du følte, at der hang en pointtavle over dit hoved, da du fik dit første barn?

– Ja, det har jeg taget fra mit eget liv. Da jeg blev mor første gang, følte jeg helt klart, at jeg skulle gøre alting meget rigtigt. Vi var også en generation af mødre, måske den første, der havde utroligt mange valgmuligheder: Der var ikke bare én slags babymos nede i supermarkedet, det hele skulle være økologisk og den rigtige barnevogn, og man skulle gøre alting på den rigtige måde. Det følte jeg meget stærkt med mit første barn, men det er klart blevet mindre med antallet, siger hun og fortsætter:

– Jeg tror, at min egen mor tænkte akademisk rigtigt meget over at være en god mor, fordi hun var meget intellektuel. Hun fik aldrig en diagnose, men når jeg ser tilbage, vil jeg sige, at hun havde tilbagevendende depressioner. Hun følte en kæmpestor afmagt i forhold til sit liv, i forhold til dét at være mor.

– Hun ville så gerne gøre det bedre end sin egen mor, men fandt ud af, at det faktisk var rigtigt svært. Hun manglede selv erfaringsgrundlaget, så hun havde et meget dårligt udgangspunkt. Og det er dét, jeg er kommet frem til: Man er mor, som man er menneske. Det har altid været mit eget credo. Man kan ikke alting – heller ikke, når man er mor.

Susanne Cordes har altid været optaget af kvindehistorie, feminisme, og hvad det betyder at være kvinde her i verden. Derfor følger hun også med stor interesse de mange offentlige debatter, der er opstået om moderskabet de seneste år.

– At blive mor er nok den største identitetsmæssige udfordring, man kan opleve, og grunden til, at vi først får den debat nu, er et spørgsmål om repræsentation. Det har taget nogle generationer, men i dag er der rigtigt mange kvindelige stemmer i bladene, aviserne, i litteraturen, på de sociale medier, i film osv., og det er dybt interessant.

– Du er jo nødt til at sætte dig selv til side, når du får et barn, så alt det, du har bygget din identitet op omkring, bliver udfordret. Du har ikke tid til de ting, du følte udgjorde din identitet tidligere, fordi der kommer et lille barn med en masse behov, som du skal stå til rådighed for 24/7. Det vender jo livet på hovedet.

Hvad ville være dit bedste råd om moderskabet, hvis din datter spurgte dig?

– At forstå, at man er mor, som man er menneske. Jeg håber ikke, at min egen datter kommer til at opleve det som et perfektionsræs, men jeg synes også, at hendes generation er så fuld af ressourcer og så gode til at stille spørgsmål ved status quo, at det slet ikke er sikkert, at det bliver sådan for dem.

Kærlighed og tilgivelse

Elskede du din mor?

Susanne Cordes puster langt ud.

– Årh, du må ikke spørge om sådan noget! Den dér familiekærlighed … jeg synes, det er så svært. Vi kalder det jo kærlighed, men det er simpelthen så komplekst. Ja, det vil jeg da mene, at jeg gjorde, men jeg gik også og håbede på, at hun skulle blive en anden. Og at vi ville få en relation, vi aldrig fik.

–Det dér grænseløse rum, familien er – hvor man opfører sig på måder, man aldrig ville opføre sig over for mennesker uden for det rum – det er svært at tale om kærlighed i det rum. I hvert fald på en ubetinget måde. Måske skulle vi opfinde nogle flere ord for det, spekulerer hun.

Men at kærligheden gik den anden vej, tvivler hun ikke på.

– Jeg er sikker på, at hvis du havde spurgt min mor, om hun elskede mig, ville svaret være ja. Men hold op, hvor er det vigtigt for mig, at jeg har en bedre relation til mine børn, end jeg selv havde til min mor! Men det kan da godt være, at vores døtre skriver en bog om vores forkerte måde at være mødre på om 20 år. Det ved man aldrig.

Du siger, at vi er gode til at tilgive os selv. Har du tilgivet din mor?

– Altså … Jeg har altid haft det svært med det ord, for jeg tror ikke rigtigt, at jeg ved, hvad det betyder. Men jeg synes, at der er en faktor, man tit underkender, og det er tid. Ikke at jeg vil sige noget pladder med, at tiden læger alle sår, men tid er bare en faktor. Man bliver voksen, bevæger sig videre, finder ud af, at man selv er helt vildt uperfekt og ikke kan leve op til alle de idealer. Og når man selv bliver mor, opdager man også, hvor svært, det er.

Hun tænker sig om.

– Nu har min mor været død i ni år, og indimellem kan jeg slet ikke huske relationen til hende. Så jeg har fundet fred med det. Jeg er ikke længere vred. Jeg har stadig min undren, men jeg går ikke og martres over de spørgsmål, min undren stiller. Så jeg tror, at tiden er med til at være en form for tilgivelse. I romanen skriver jeg, at det kommer bag på hovedpersonen, hvad sorg er.

– Hun troede, at sorg var ligesom vrede, noget, man kan genkende med en begyndelse og en midte og en afslutning. Men sorgen er diffus, og jeg har det lidt på samme måde med begrebet tilgivelse. Måske er der nogle, som får en aha-oplevelse: “Gud, nu tilgav jeg pludselig, fordi jeg fik en erkendelse!” Sådan har jeg bare aldrig selv oplevet det. For mig er tilgivelse en langstrakt proces, der også handler om, at tiden er gået, og man rummer det, der har været. Hvor fejlbarligt det end var.

Er du bange for at gentage din mors mønstre?

– Nej, det er jeg ikke. Der er masser af punkter, jeg ligner hende på, især med alderen. Men det er okay.