"Jeg har accepteret, at jødeforfølgelsen, holocaust og min mors grundangst har sat mærker på mig"

Det siges, at den jødiske ånd nedarves gennem kvinden. Derfor var Mirjam Capelles mor heller ikke i tvivl om, at det var det rette tidspunkt at indvie datteren i sin egen del af historien, da Mirjam i sjette klasse skulle skrive stil om jødeforfølgelsen under 2. verdenskrig.

Moren var ellers normalt ikke én, der satte sig ned og gav en samlet fortælling.

Hun var meget i sine følelsers vold, så historien plejede at komme i hulkende eksplosioner eller i helt små dryp. Men denne gang satte hun sig ned og fortalte.

Om Stockholm, hvor hun som lille var kommet til med sine forældre, og om turen dertil, hvor de nær var blevet fanget af tyskerne.

Mirjam havde i forvejen en forståelse af, at der var sket noget grusomt under krigen, men at de udsultede kroppe, hun havde set på tv, kunne have været hendes egen mor og bedsteforældre, vidste hun ikke før.

– Jeg er den eneste pige ud af fire børn, så selv om det er en voldsom fortælling for en lille pige, så tror jeg, at det har betydet meget for min mor at give vores slægtshistorie videre til mig. Jeg er ikke vokset op med det religiøse element, men hele den jødiske identitetsforståelse og den indlejrede frygt i hende har fyldt meget i min opvækst.

I dag er Mirjam ikke i tvivl om, at jødeforfølgelsen har formet også hendes liv.

I sin nye bog "Min sjæls vandmærke" griber hun fat i den diffuse følelse af konstant fare og undersøger, hvordan traumer kan vandre gennem generationer.

Og om det trods alt er muligt at komme overens med fortidens skygger, hvis man vælger et favnende livssyn.

Kulturelt kodeks

Selv om Mirjam i sine første leveår fik slægtshistorien i bidder, sansede hun fra hun var helt lille, at familien skilte sig ud i nabolaget i Kongens Lyngby.

– Min mor, min bror Anders og jeg har alle tykt, mørkt hår og mørke øjne. Min mor har store armbevægelser og taler højt, og at hedde Mirjam var altså ikke et normalt navn i 70’erne.

– Vi var bare iøjnefaldende, og det har været med til at præge min bevidsthed. Jeg forstod tidligt, at det havde med det jødiske at gøre, men jeg var for ung til at forstå, at det simpelthen var et helt andet kulturelt kodeks, der slog igennem, siger hun.

Morens armsving var som skabt til festlige lejligheder, men derhjemme var hendes iltre temperament medvirkende til, at Mirjam grundlæggende følte sig utryg gennem hele sin barndom.

– Det var utrygt, at jeg aldrig vidste, hvornår hun fik sit næste pludselige følelsesudbrud. I dag kan jeg se, at det hænger sammen med traumet og flugten, og det gør, at jeg ser min mor i et nyt lys, siger Mirjam.

Men dengang var hun ikke en voksen, børnene kunne læne sig op ad.

– Min mor fik min bror, Anders, og mig med en mand, der forlod hende, da hun var gravid med mig. Der er halvandet år mellem os, og min mor havde kun en kort barselsorlov, inden hun skulle tilbage på job.

– Jeg tror, at det bragte hende i en form for krise oven i alt det andet, hun bøvlede med. Senere fandt hun en ny mand, men ham fik vi aldrig et tæt bånd til, siger Mirjam og trækker vejret et par sekunder, inden fortællingen fortsætter.

– Altså, det her er jo blevet min måde at forstå det, der skete. Men Anders og jeg havde ingen trygge voksne. Det gjorde, at vi blev hinandens nærmeste.

– Jeg tror, at han har været lige så utryg som mig, så vi klamrede os til hinanden.

Jerusalem

Søskendeparrets tætte bånd blev automatisk løsnet, da Anders blev smidt ud hjemmefra. Han var blevet en del af punkmiljøet i København og havde dårlig indflydelse, mente stedfaren.

Men da Mirjam kom på gymnasiet, blev også hun suget ind i den rå ungdomskultur i Indre By og fordrev de fleste weekender med lige dele vilde og melankolske koncerter, touperet hår og sortlakerede negle.

Som 18-årig begyndte hun at læse filosofi på universitetet, hun var søgende og manglede retning i sit liv, men studiet blev aldrig en succes, så da moren foreslog en dannelsesrejse til Israel, var det sådan, det blev.

– Jeg var i en form for limbo, så hvis nogen havde foreslået en højskole i stedet, var det nok blevet dét. Men Jerusalem lød spændende, og det var jo meget i tråd med det jødiske, så hvorfor ikke?

I Jerusalem boede Mirjam i kibbutz, hun fik arbejde på en restaurant og lærte hebraisk.

På byens markeder blev der handlet med store armbevægelser, præcist som i morens familie, og fysisk kunne Mirjam også spejle sig i de israelske kvinder med deres mørke hår og lyse hud.

– Der var noget genkendeligt over befolkningen. Først og fremmest fysisk, men jeg oplevede også en historisk forbundethed.

– Ligesom mig bærer mange rundt på et traume efter, at familiemedlemmer har måttet flygte, og andre har oplevet at få deres familier udslettet i koncentrationslejre, siger hun.

Efter opholdet i kibbutzen var Mirjam på egen hånd i Jerusalem. Hun ledte efter et sted at høre til og havnede ved et tilfælde på en jødisk ortodoks pigeskole.

Dagene var intense med læsning fra morgen til aften, der herskede struktur, og man kendte sine roller, men venligheden var overvældende, og Mirjam var nysgerrig på den jødiske religion.

Hun valgte at blive i nogle måneder, men det var ikke uden indre konflikter.

– Jeg kunne slet ikke se mig selv i kvindens rolle. I det ortodokse miljø er der en tækkelighed, som ikke passer til mit frisind. Kvinder skal dække alt fra kraveben til ankler og håndled, men det første stykke tid blev jeg ved med at gå i bukser og t-shirt, selv om alle andre havde gulvlange kjoler på.

På den måde forsøgte Mirjam ihærdigt at holde fast i sin integritet. Det lykkedes de første par uger.

– Jeg fik lov til at gøre, som jeg ville, men alle på skolen vidste jo godt, at der er grænser for, hvor meget man kan stå imod. Overgangen skete helt subtilt, og pludselig havde jeg lange kjoler på ved sabbat.

Tænkte du på det tidspunkt, at den ortodokse livsstil var det rette for dig?

– Jeg begyndte i hvert fald at tilpasse mig den. Men jeg blev samtidig mere og mere klaustrofobisk. Om det var punkeren i mig, ved jeg ikke. Der var bare noget, der føltes helt forkert. Jeg var tiltrukket af at forstå religionen, men jeg var ikke interesseret i at påtage mig kvindens rolle og opfylde de forpligtelser, der fulgte med omkring hjem og børn.

Efter lange overvejelser besluttede Mirjam sig derfor for at rejse hjem til Danmark. Hjemkomsten føltes surrealistisk, fordi kulturforskellen konfronterede hende med, hvad hun havde været en del af.

– Det havde ikke været så tydeligt, imens jeg var i det. Det føltes måske lidt som at have en kjole på, der bare var lidt for stram. Men da jeg kom hjem, kunne jeg se, hvor langt væk jeg havde været både mentalt og følelsesmæssigt.

– Jeg havde virkelig været ved at blive suget ind i miljøet, og nu virkede det pludselig som en form for hjernevask, siger Mirjam og tilføjer:

– Der er ikke nogen, der har sat sig for at ville hjernevaske mig, men det at være i miljøet og hele tiden høre meget om gud, hvad han vil og tænker. Det var jo en form for hjernevask. Det var i hvert fald enormt massivt, og det kunne jeg virkelig se, da jeg kom hjem. Især på reaktionerne.

Mirjams venner kiggede på hende, som om hun var skør, når hun fortalte om livet på den jødiske pigeskole.

Det var svært ikke at kunne dele oplevelserne med nogen, for hun havde heller ikke lyst til at tage fuldkommen afstand fra jødedommen.

Derfor opsøgte hun Bent Melchior, der på det tidspunkt var overrabbiner og havde en studiekreds, hvor interesserede mødtes en gang om ugen for at læse de hellige skrifter og drøfte indholdet.

– Bent er et meget liberalt og åbent tænkende menneske. Hans tilgang til religionen er ikke så bogstavtro, og det kunne jeg meget bedre være med til. På den måde fik jeg afsluttet Jerusalemkapitlet på en god måde.

Uplanlagt mirakel

Mirjam mødte sin mand, Christoph, mere end et årti efter, hun var vendt hjem fra Israel. På det tidspunkt var hun 33, han 53.

De havde begge børn fra tidligere forhold, og Mirjam var et godt sted i livet. Den jødiske identitet havde hun lært at omfavne, men religionen havde hun ikke haft inde på livet, siden samtalerne hos Bent Melchior.

Men det ændrede sig med Christoph.

– Christoph er opdraget katolsk. Ikke på en måde, hvor de katolske praksisser har været dominerende, men han er troende og beder til gud. Og det overraskede mig.

– Jeg stod længe på siden og betragtede, hvad det mon gik ud på. Vi snakkede meget om det, og jeg kunne godt se nogle smukke værdier i den kristne tro, men jeg kunne ikke overgive mig til dem.

– Der kan være skarpe skel mellem jødedommen og kristendommen, og på det tidspunkt tænkte jeg, at jeg måtte vælge. Det baksede jeg faktisk med i mange år, siger hun.

At være jøde med en kristen tro var heller ikke blevet mere foreneligt i Mirjams hoved, da hun en årrække senere mistede sin bror, Anders.

Hans død kom pludseligt, og selv om kontakten mellem dem havde været sporadisk i deres voksne år, blev tæppet revet væk under Mirjam.

– Anders og jeg voksede i hver vores retning, da vi blev voksne, men i mit hjerte blev han ved med at være en, jeg følte mig meget forbundet med, siger hun.

Et halvt år efter begravelsen blev Mirjam gravid med sit fjerde barn. På ingen måde planlagt og på alle måder et mirakel.

– Jeg havde slet ikke regnet med, at det var muligt. Jeg var 46, og Christoph var 67. Men det skete, og på en måde kom lykken over graviditeten og sorgen over Anders’ død til at smelte sammen inden i mig.

– For jeg var stadig meget præget af, at min bror var væk. Jeg havde levet i en form for illusion om, at vi en dag ville mødes igen og kunne tale om alt det, der var sket mellem os som børn, med en følelsesmæssig nærhed, som jeg hele tiden havde følt i mit hjerte.

– Pludselig blev jeg klar over, at det ikke kom til at ske, fordi han var væk. Men så kom Esther med sit liv og lys. Det åbnede noget nyt i mig. Det fik mig til at se liv og død som forbundne størrelser.

Det lyder, som om at du faktisk begyndte at tro på, at der er en større mening med det hele på det tidspunkt?

– Helt klart. Men jeg tror også, at vi i kriser bliver mere åbne for at tænke anderledes og for at række ud. Man kan i hvert fald sige, at jeg rækker ud efter troen på en anden måde i dag, end da jeg var 18 år og i Israel.

En rummelig retning

I dag har Mirjam fundet ro i at være en hybrid. Hun har den jødiske identitet med sig, og den har hun lært at være stolt af.

Men siden sammenfaldet mellem brorens død og datterens fødsel er hun blevet mere åben for et troende perspektiv, og der kan hun bedst spejle sig i kristendommen.

For tre år siden valgte Mirjam derfor at blive døbt i den kristne tro, og tidligere i år blev hun for første gang "plysset", som det hedder inden for jødedommen, når en kvinde kronrages.

Mens trimmeren gled over hendes hovedbund, tænkte hun på de tusindvis af kvinder, der blev kronraget i koncentrationslejrene.

– Seancen føltes som en renselse og var jo et meget synligt bevis på, at mine jødiske rødder nu blev forenet med et kristent livssyn, siger Mirjam, hvis lokker ikke længere er helt korte.

Om hun skal plysses igen, vil tiden vise.

– Men jeg er ikke længere bange for modsætninger. Jeg tror, at jeg med alderen og gennem de erfaringer, jeg har gjort mig, er gået i en mere rummelig retning.

– Jeg er kommet frem til, at livets essens for mig er at favne bredt. Vi må godt have grænser, det er nødvendigt. Men når vi arbejder på at rumme det, der i udgangspunktet kan ligne modsætninger, så viser det sig måske, at det ene ikke udelukker det andet.

Hun smiler lidt, tilføjer så:

– Og det lyder jo alt sammen meget smukt. Det er heller ikke fordi, jeg altid lykkes med det.

– Men dét, at jeg i dag har det favnende som mit afsæt, har gjort, at jeg har fundet ro i at være jødisk og samtidig kan føle mig hjemme i et åndeligt kristent rum.

Har det gjort noget ved de traumer, du har arvet fra din slægt, at du er blevet troende?

– Dét, at jeg har givet mig selv lov til at være et troende menneske, har i hvert fald gjort, at jeg er nået frem til en form for accept. Jeg har accepteret, at jødeforfølgelsen, holocaust og min mors grundangst har sat mærker på mig. At tro på noget større har på en måde gjort, at jeg har forsonet mig med min historie.

Men forsoningen ændrer ikke på, at Mirjam gør sig mange tanker om, hvordan hun kan give det jødiske videre til sine egne børn uden at traumatisere dem.

– Jeg er ret optaget af, hvornår og hvordan man kan fortælle børn om det, som er en del af deres historie.

– Især fordi jeg tror, at alle børn af en jødisk slægt vil tænke det samme: "Tænk, hvis der kommer én til magten, som definerer mig som jøde. Vil det så kunne ske igen?"

– Men selvfølgelig skal mine børn kende historien. De ældste kender den allerede, og de yngste skal bare være gamle nok først.