"Jeg har haft flere relationer til mænd, som forventede en form for underdanighed af mig"

Den indledende scene udspiller sig i den argentinske hovedstad, Buenos Aires, hvor Frida Sigurth rejste ned for at skrive sin første digtsamling "Hudsult".

Lige inden rejsen fik hun en besked, som forandrede hendes liv for evigt. Hendes far fik konstateret kræft.

Hun tog afsted, og midt i en fremmed kultur, fest og farverige oplevelser oplevede hun en helt speciel varme, når samtalen med de lokale begyndte at rokke ved sorgen over farens sygdom.

Da hun returnerede til Danmark, var det ikke kun vejret, der meldte sig som en kold kontrast til det tropiske klima. To måneder efter hjemkomsten døde hendes far.

– I samtaler med venner og familie mærkede jeg, at det var svært at snakke om min fars død. Det var meget koldt og lukket, og der var en masse frygt for at sige noget forkert, siger hun.

Mødet med sorgen

Frida Sigurth debuterede med sin første digtsamling "Hudsult" i 2019. Hun er 25 år gammel, og så er hun aktuel med sin anden digtsamling "En fortælling som sorg".

Her tager hun læseren med på en rejse gennem tre bølger af sorg, der skyller ind over hinanden og ender i et sammensurium af følelser, oplevelser og budskaber.

I digtsamlingen præsenteres læseren for kærestesorg, coronasorg og så selvfølgelig sorgen over at miste en, man har nært.

Sidste del af digtsamlingen er delt op i forskellige filmgenrer. Og selv om læseren agerer tilskuer til skiftende plot og dramaturgi, så er der særligt én ting, der går igen og skaber sammenhæng gennem det hele; nemlig sorgen.

Ifølge Frida Sigurth skal vi blive meget bedre til at tale om sorg og det, der gør ondt. Ellers ender stilhed og tabu med at få traumer til at gå i arv.

Havde du selv et sprog for sorgen, da din far døde?

– Det er jeg ikke sikker på, men jeg blev nødt til at udvikle det. Jeg begyndte at skrive, så jeg kunne komme ud med de ord, jeg ikke følte, der var plads til i samtaler med andre. Men det går begge veje. Jeg tror også, at jeg havde svært ved at åbne op for sorgen.

For Frida Sigurth er skriveprocessen mere et behov end en interesse. Et behov, som belejligt altid er lige ved hånden.

– Det er en måde at få luft på, en slags forløsning. For det synes jeg, at sproget kan. Når jeg verbaliserer ting, så hober det sig ikke op på en usund måde, siger hun.

Fra én slags sorg til en anden

Det er ikke alle, der kan sætte sig ind i sorgen over at miste en forælder. De to andre sorger, corona- og kærestesorgen, er Frida Sigurth sikker på, rammer bredere på det fælles erfaringsbarometer.

Alligevel hænger de tre faser af sorg uløseligt sammen for hende, da døden er et eksistensvilkår og noget helt universelt, vi alle skal stifte bekendtskab med.

Frida Sigurth lægger ikke skjul på, at det var en hård tid efter hendes fars død. Hun italesætter det som et hul inde i hende, som hun hele tiden søgte at få udfyldt. Men hvordan gør man så det?

I sidste del af samlingen kommer vi blandt andet gennem filmgenrene dokumentar, western, romantisk komedie og porno. Alle sammen genkendelige genrer med genkendelige plot fra den filmiske verden. Det handler om sex, kærlighed og spillet mellem kønnene.

Når samtalen omhandler den sidste halvdel af digtsamlingen, gøres der flere gange antræk til smil på Frida Sigurths læber.

– Det er meningen, at man skal grine. Jeg går efter det tragikomiske udtryk. Jo jo, det er da sørgeligt, men mest af alt er den sidste del jo sjov, for det handler om idioter.

Frida Sigurth har selv i sin søgen efter kærligheden kæmpet med tanken om, at hun ikke var nok i sig selv.

En del af den usikkerhed er ifølge hende også til stede på grund af omverdens forventninger.

– Hvorfor har du ikke en kæreste? Hvorfor skal du ikke have en familie? Alle de spørgsmål, man bliver stillet, når man er midt tyverne eller yngre. Det er som om, at det stadigvæk er unaturligt, hvis man ønsker at være alene.

– Det er også til stede i alle de disneyfilm, vi ser som børn, der fortæller os, at det er først, når der er to, der får hinanden, at der er full circle.

Og så er det altså ikke tilfældigt, at sidste del af digtsamlingen er inddelt i filmgenrer. For med en bestemt genre kommer også bestemte forventninger til, hvad det er, vi skal være vidner til, når vi slænger os på sofaen og tænder for skærmen.

Forventningerne til genrerne indfries da også undervejs i digtsamlingen. For eksempel når den kvindelige hovedperson i den romantiske komedie selvfølgelig reddes af prinsen på den hvide hest.

Men noget er alligevel galt, for det første kys beskrives som både 'akavet' og 'fremmedgørende', og på vej hjem til prinsen fortrænger jeg’et "alle røde flag og undertrykker angsten", for det passer ikke til genren at fortryde.

Fortællingen er enkel: Vi møder hinanden, vi bliver forelsket, vi får hinanden, cut til rulletekster.

Virkeligheden er mindre ligetil.

– Jeg har været i smertelige og usunde forhold, og man er jo mange gange idiot, når man er forelsket. Så glemmer man at give udtryk for sine egne behov, og så bliver man i det, fordi det er vigtigere at være i en relation end at kunne lide den, man er i en relation med, siger Frida Sigurth.

"En vippegeneration"

Gennem digtene går der et 'jeg og et 'han' igen, og som læser er det næsten umuligt ikke at lægge mærke til det ulige magtforhold, der optræder i relationen mellem de to. Og lad os bare tage westerngenren som eksempel på magtbalancen – 'han' ender med at blive udnævnt som sherif.

Det er ikke tilfældigt, at magtbalancen skitseres på den måde i digtsamlingen. Og gennem poesien skildres både Frida Sigurths egne og mange af hendes veninders oplevelser med drenge og mænd.

– Jeg har haft flere relationer til mænd, som forventede en form for underdanighed af mig, og at det der med at være feminin skulle betyde at være mindre værd. Der skulle noget maskulint til, at man var nok.

En del af usikkerheden ligger i os selv, siger hun.

– Men det ligger også i de magtstrukturer, der har været mellem mænd og kvinder altid. Det er de strukturer, jeg selv er vokset op med. Kig på arbejdsmarkedet og ligeløn eksempelvis.

– Jeg synes, at vi er rigtig godt på vej med mange ting, men der er stadigvæk en kamp at kæmpe, og efterslæb af undertrykkelse, der sidder i min egen og mine veninders kroppe og bevidsthed. Meldte man en voldtægt dengang, jeg var teenager, blev man først spurgt ind til, hvad man havde på.

Nu er Frida Sigurth rykket længere ud på caféstolen, og man kan tydeligt mærke, hvor vigtigt det er for hende at udtrykke sig klart.

Der går længere tid mellem ordene, og mellemrummene mellem dem ledsages af en eftertænksom bevægelse med ansigtet.

– Det er magtstrukturer, som jeg i hvert fald ikke vil underkende eller nægte, har eksisteret. Jeg tror både, det er noget, som sidder i vores egen selvopfattelse, men også noget, der sidder i det andet køns opfattelse. Jeg er en del af en vippegeneration, vi øver os i at føle os som nok værd uden en mand.

I dag har Frida Sigurth en kæreste, men det er vigtigt for hende at understrege, hvordan de to fungerer som adskilte størrelser. Det har taget hende tid at nå dertil, hvor Frida bare er Frida og nok i sig selv.

I begyndelsen var det svært at sætte ord på, både overfor hende selv og sammen med andre. Men for Frida Sigurth er det alfa og omega, at vi tør at tale om og lytte til hinanden i de ting, der rører noget inde i os, skubber til os eller er svære for os at tale om.

I dag er hun færdig med at holde alt, hvad der omhandler sorg og negative følelser tilbage. For hende er fortællingen om sorg først lige begyndt.

– Jo flere generationer, vi når frem, desto bedre bliver vi forhåbentligt til at nedbryde tabuer og snakke om alt det, der er svært at sætte ord på. Men jeg ønsker med denne samling at give det et lille skub på vejen.