"Jeg ventede på, at jeg blev tynd, så jeg ikke længere var forkert"

Ida Rud er skribent og debattør. Klummen er udtryk for skribentens holdning.

Jeg er tyk og har været det siden barnsben. Nogle gange bliver jeg træt af mig selv, fordi det fylder så meget i mit liv og ofte i min hverdag. Det selv om jeg endelig har lært at have det dejligt med mig selv.

Jeg er 40, men jeg kan så utroligt mange ting; svømme, danse, elske, i nogle uger arbejde 80 timer, jeg sover godt og går timelange ture, nogle gange med sved på panden.

Jeg er glad, tilfreds, mobil og uden skavanker, og det kan jeg forstå på mine jævnaldrende ikke er en selvfølgelighed.

Men nogle gange tænker jeg på Tove Ditlevsens ord: “Der bor en ung pige i mig som ikke vil dø”.

Min dødsfornægtende pige er bare også tyk. Og når man er tyk, så er det ikke længere en personlig sag – så bliver det pludselig noget, andre må have et forhold til.

Mødre med helt små babyer får at vide, de skal holde op med at amme nær så meget, hvis deres barn ligger højt på vægtkurven – nå ja, de nybagte mødre forventes også at kunne passe deres gamle tøj inden for få uger!

Børn i folkeskolen får at vide af sundhedsplejersken, hvis de ligger over – eller under – vægtkurven. Og jeg husker som barn, at jeg ikke forstod det.

Jeg fattede ganske enkelt ikke, hvad det betød, at jeg vejede mere end gennemsnittet af børn på min alder. Jeg var også lidt højere end piger på min alder.

Det var ikke et spørgsmål om, at jeg var uintelligent, men jeg var simpelthen ikke moden nok til at forstå det, endsige reflektere over, hvilke konsekvenser det havde.

Det eneste jeg hørte var, at jeg var forkert.

Det var min egen skyld, og jeg følte mig i stykker, fordi jeg jo bare havde levet mit liv indtil da, uden at spekulere over det.

Det skal dog siges, at jeg var fem, første gang, jeg fik at vide af en voksen, at jeg var tyk. Men jeg ved fra mange andre, at de havde samme magtesløse og selvdestruktive oplevelse hos sundhedsplejersken.

For mig var det en sorg og en skam, jeg ikke var i stand til at sætte ord på – det er faktisk noget, jeg først rigtig har forstået, da jeg var i starten af mine 30’ere! Og indtil da havde det terroriseret og ødelagt mit liv.

Og det tillader man sig at blive ved med! I mine 40 år på denne jord er det nærmest blevet værre med det evindelige fokus på vægt.

Jeg bliver så rasende over, at børns trivsel langt hen ad vejen vurderes på baggrund af deres fysik. Men hvad med at se på, hvordan børnene har det? Er de glade, sociale, dyrker de sport?

Vægten er omtrent den dårligste repræsentant for et menneskes velvære!

Men hvorfor er det f.eks. så meget værre at blive stemplet som “for tyk” end som “for høj”. Og jeg tror, det skyldes den dér udbredte holdning til, at man selv er herre over sin vægt.

Derfor var jeg som barn så skamfuld.

Derfor isolerede jeg mig og undlod at lege, at have venner og foretage mig andet end at være hjemme med mine bøger og min musik. Fordi jeg ventede på, at jeg blev tynd, så jeg ikke længere var forkert.

For min kærlige familie var det en kamp, hver gang jeg skulle drives til en fysisk aktivitet. For badminton, tennis, aerobic eller en af de andre former for motion var aldrig for mig forbundet med lyst.

Jeg lærte aldrig at sætte pris på følelsen af at bruge min krop, af at presse den og opleve, hvad den var i stand til. Den var bare i stykker.

Jeg blev svedig, rød i hovedet og forpustet, følte et kæmpe had til min krop, der var så fremmed for mig. Og hadede mig selv mere for hver gang.

Og det sidder stadig lidt i mig. Det der med, at jeg bare skulle have gjort noget ved det.

Man kan ikke gøre for, hvis man er født med hjulben, flyverører og fregner. Men man kan gøre for, hvis man er tyk.

Min personlige erfaring er bare, at det slet ikke er så let, men drejer sig om hundredvis af komplekse ting, der spiller ind – personligt, genetisk, strukturelt og andet – og det kan kun gå for langsomt med at droppe det fokus på kroppen, fordi det kan følger mennesker som usynlig og destruktiv ballast igennem hele livet.

Du kan også lytte til podcasten i Apples podcast-app eller på Spotify.