Jesper Wung-Sung om sin barndom: "Når mit efternavn bliver råbt op, er der altid nogen, der ikke kan udtale det, eller som griner"

JESPER WUNG-SUNG

Jeg bliver født i Marstal på Ærø den 23. maj, 1971. Min mor er meget ung, da hun får mig, 18 år, hun bliver senere boghandler. Min far er sømand og kvart kineser fra København og ender i Marstal, fordi han skal gå på navigationsskole. Jeg får senere to søskende: Min ene lillesøster bliver født tre år efter mig, og den anden bliver født otte år efter mig. Min mor og far møder hinanden i Marstal. Min mors forældre er ikke helt glade for den forbindelse, for sømandsskolen har lidt af et rygte, og så hedder min mors kæreste også noget så mærkeligt som Hainan Wung-Sung. Men da min mor bliver gravid, accepterer hendes forældre forbindelsen.

Min mor er tidligt voksen, hun er meget parat til familie, hus osv. Min far har, inden han møder min mor, vist levet lidt af et sømandsliv, og han lever nok meget godt op til klichéen om sømanden og de syv verdenshave: Der har været en dame og en flaske rom i hver en havn. Min far var utilpasset i skolen og har været ude og sejle, siden han var 16 år. Da han møder min mor i Marstal, og jeg kommer til verden, er han klar til at slå sig ned. De nærer en stor kærlighed til hinanden, trods deres indbyrdes forskelligheder. Det første, jeg husker, er, at jeg sidder på en gynge i solen i en baggård, jeg er ubekymret, svævende, glad tilstand. Det er absolut væren: Enkelt, varmt og solrigt. Jeg har et ukompliceret forhold til mine forældre. Min far er væk halvdelen af året, fordi han sejler. Jeg glæder mig altid til, at han kommer hjem, så har han ting med fra fjerne lande, som man ikke kan få andre steder. Jeg er den første blandt mine kammerater, der får Playmobil og andet eksotisk legetøj. Resten af året er det kun mig, min mor og mine to søstre. Der bliver talt meget blandt kvinderne i min familie, tingene bliver vendt og drejet. Det betyder også, at jeg bliver er god til at sidde længe og samtale og lytte. Min lillesøster, der er tre år yngre end mig, er meget fremmelig og mere end kvik. Hun kan læse før mig, spille spil og diskutere. Jeg er et langsomt barn og kan højst lige følge med hende, fordi hun er tre år yngre end mig. Det irriterer mig ikke, at hun er bedre end mig. Jeg har et svagt udviklet konkurrence-gen som barn og ikke meget selvbevidsthed. Jeg har ikke behov for at være nummer ét eller få ros. Og det tilskriver jeg den kærlighed, jeg får fra mine forældre og søskende, trygheden i omgivelserne. Jeg behøver ikke at tækkes nogen. Første dag jeg begynder i børnehave, gider jeg ikke være der, så jeg stikker af. Min børnehave ligger i gåafstand fra mit hjem. Jeg ved dog godt, at jeg ikke kan komme hjem så tidligt, så jeg løber over til vores genboer, hr. og fru Olsen, for at være hos dem, indtil jeg kan komme hjem. Fru Olsen ringer dog til min mor og siger: ”Jesper sidder her, jeg tror ikke, at han har fået fri endnu”. Den næste dag følger min mor mig i børnehave igen. Da min mor henter mig, sidder jeg så langt op i klatrestativet, jeg kan komme. Hvis jeg ikke må flygte fra børnehaven, så kan jeg i hvert fald sørge for at være så langt væk fysisk fra børnehaven, som jeg kan komme. Jeg kan ikke lide de skingre børn i børnehaven, så jeg er sur over, at jeg skal være der. Og det er en ting, der har præget mig hele mit liv, i min traumatiske forhold til tilværelsen og samfundet i det hele taget: At man er sat i verden, for at man skal være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt og udføre et bestemt stykke arbejde. Jeg har kun protest tilovers for, at andre skal fortælle mig, hvad jeg skal gøre, hvorhenne og hvornår. Der er ingen af mine kammerater, der har det sådan. Men jeg har bibeholdt den modstand lige siden: Siden jeg stak af fra børnehaven, har jeg været anarkist. Det at hedde Wung-Sung til efternavn er en påmindelse om at være anderledes som barn. Når mit efternavn bliver råbt op, er der altid nogen, der ikke kan udtale det, eller nogen, der griner. Når jeg besøger andre børn i Marstal, står jeg ofte skoleret over for forældrene og forklarer, hvorfor jeg hedder Wung-Sung. Der er sågar nogle forældre, der vipper med lampen og lyser på mig ind ansigtet for at finde kinesiske træk. Jeg er et glad og ubekymret barn i min skoletid, men samtidig har jeg ikke noget begreb om, hvorfor jeg går i skole. Jeg er fuldstændig uinteresseret i, hvad der foregår på tavlen. Jeg keder mig bravt i skolen, og jeg forstyrrer også. Min klasse bliver betragtet som Marstal skoles værste, og min mor har været til mange forældresamtaler på grund af mig. En gang står jeg ligefrem som et selvstændigt punkt på skolebestyrelsens dagsorden. Kloge mennesker og skolelærere siger, at jeg skulle have været stimuleret på en anden måde. At man kunne have prikket til nogle af de sider, jeg trods alt udviser i dag. At jeg så måske var drevet ud af kedsomheden. LÆS OGSÅ: Katinka Bjerregaard om sin barndom: ”I skoletiden lærer jeg, at der er mange fiaskoer i livet” I min klasse er der mange, jeg i dag vil kalde utrolig søde psykopater. De er meget store, forskellige, fysiske drenge. Her skiller jeg mig ud, jeg er lille og spinkel, og jeg udfolder ikke mig fysisk på samme måde. De bruger deres skoletid til at give hinanden trælår, lammere og sherifstjerner. Selv om jeg er en del af det, da det er det sprog, der er accepteret, falder det mig ikke naturligt, og det kommer ikke indefra, men udefra. For mig er skoletiden ét langt trælår. Der sidder de her store drenge klassen, John Smed, Store Kenneth, Steffen fra Ærøgården, de kan nærmest ikke være i deres krop. Der skal bare ske noget. Jeg kan ikke undgå at blive en del af trælårskampen, men jeg taber den til enhver tid. Det er dog ikke det samme som at tabe ansigt. Jeg overlever i klassen ved at være den, der verbalt slår de hårdeste trælår. Jeg er relativt rap i replikken og får åndssvage idéer. Der er en dreng i klassen, vi kalder Fede-Thordsen, han spiser mange chips, men han er ikke specielt tyk. Engang er vi på lejrskole i Østrig, hvor vi er inde i et indkøbscenter. Jeg går op til informationen og fingerer, at vi har mistet en af vores klassekammerater, Fede-Thordsen, og at bussen kører lige om lidt. Jeg forklarer dem, at de bliver nødt til at efterlyse ham over højttaleren, så de efterlyser så ”Fede-Thordsen” ud over det fireetagers store indkøbscenter, hvor danske børn rundtomkring knækker sammen af grin. Jeg har ikke noget uproblematisk forhold til vores matematik- og fysiklærer. Måske fordi det er de to fag, der interesserer mig allermindst. Det betyder, at jeg skriver samtlige mine opgaver af fra min bedste ven Nils, som altid laver sine opgaver. Jeg kan ikke forstå, hvorfor vores matematiklærer skælder mig ud for at have skrevet af, når det lige så godt kunne være Nils, der har skrevet af fra mig. Det brokker jeg mig altid over til min matematiklærer. Jeg spiller meget fodbold. Her finder jeg det største fællesskab med de andre drenge i min klasse. Jeg er lige nøjagtigt på den rigtige side af god/dårlig, og det er jo et nemt sted at være, for så er det ikke pinligt, det, du laver, men der er heller ingen forventninger til én. Jeg er bedre til at spille fodbold i skolegården end på fodboldbanen. I skolegården er det leg og teknik, men på fodboldbanen er det fysik og vilje, og jeg har ingen af delene. Nils og jeg spiller meget fodbold sammen, og han lærer mig, at det ikke hedder en fiberredning, men en feberredning, og at Manchester United ikke er mine fans, men jeg er fan af dem. Mine forældres opdragelse ligger i den striksere ende. Jeg skal være hjemme før mine venner, og jeg får stuearrest, når jeg kommer for sent hjem til aftensmad. Senere, som teenager, har jeg flere sammenstød med min far på grund af de strikse regler. Jeg føler, at mine søstre får løsere bagkant end jeg. Når jeg som voksen ser tilbage på min mors og fars måde at være forældre på, kan jeg godt se, at de er unge forældre, der må prøve sig frem. Jeg er vist ikke en lige så streng far selv. Men til gengæld er jeg mere bestemt og firkantet på andre punkter: Jeg kunne aldrig finde på at tage mine børn med i Lalandia eller i Disneyland, for dér gider jeg ikke sætte mine ben. I stedet tvinger jeg dem ind på samtlige klodens kunstmuseer. Da jeg er syv år, flytter vi til USA, til Houston i Texas. Min far skal arbejde for et rederi i USA. Marstal er noget, jeg kender ind og ud, og et sted, hvor jeg meget tryg, så den verden og kultur, jeg ankommer til, er gennemgribende anderledes. Jeg føler mig alene, særligt i begyndelsen.

En af de værste oplevelser er, at jeg skal med skolebus hjem. Det er første skoledag i min nye skole, Spring Houston Elementary School. Jeg kan ikke et ord engelsk. Men jeg finder den rigtige bus, og jeg har aftalt med min mor, at jeg bliver hentet ved busstoppestedet, som vi bor tæt på. Bussen begynder at køre, en dreng prøver at tale til mig, men jeg forstår ikke, hvad han siger, og så mister han interessen og snakker med nogle af de andre. Så opdager jeg, at alle villakvartererne ligner hinanden, så jeg ved slet ikke, hvor jeg skal stå af. Der bliver færre og færre børn i bussen, og jeg sidder paralyseret bagest i bussen. De sidste børn står af i et råt kvarter, og så kører bussen ikke længere. Så sidder jeg dér. Jeg kommer dog hjem igen, men denne her oplevelse er et meget klart billede på, at den verden, jeg er kommet til, er en verden, jeg ikke forstår. Jeg lærer hurtigt sproget, og jeg lærer også at afkode kulturen, men jeg føler mig anderledes. Jeg har også store problemer med disciplinen i USA, fordi her er de endnu strengere, end de er i Marstal. Vi tager hjem fra USA efter tre år, tilbage til Marstal. Jeg er 12 år, da jeg får mit første kys. Det kys er med Lotte Græsmark, min nabo, og det er sammen med min lillesøster Karen, og Morten Hare, som jeg går i parallelklasse med. Morten Hare vil gerne kysse min lillesøster, jeg vil også gerne kysse Lotte Græsmark, men det ville aldrig være nået så langt, hvis ikke Morten Hare havde fået sat transaktionen i stand. Vi står fire personer over for hinanden og kysser i Lottes tilgroede have. I mine teenageår vokser min protest sig større over, at samfundet tager endnu mere fat i kraven på mig. Jeg oplever en stor grad af anderledeshed. Hele mit liv har jeg vidst, at jeg aldrig nogensinde skal have et rigtigt arbejde. Jeg synes, det er vildt mærkeligt, at folk ikke har det på samme måde. Det er altid kun et spørgsmål om, hvad de skal være – tømrer, smed eller politimand – de sætter aldrig spørgsmålstegn ved selve rammerne. Det er måske en af grundene til, at jeg senere bliver forfatter, her kan jeg selv bestemme. I gymnasiet begynder jeg frivilligt at læse bøger, det har jeg aldrig gjort før. Det kommer fra et behov om at finde ud af, hvilke valg jeg skal tage i livet. Jeg vil ikke have kontorarbejde. Jeg læser en masse værker, hvor jeg kan genkende det med at være utilpasset og samtidig nægte at ville passe ind. Jeg er ikke barn længere, da jeg som 18-årig en dag beslutter mig for at gå ud af Nyborg Gymnasium og begynde på HF i Svendborg. Jeg går op og melder mig ud af Nyborg Gymnasium og tager en bus fra Nyborg til Svendborg. Her melder jeg mig ind. Jeg har en pose med øl og Hermann Hesses roman ”Steppeulven” med. Bagefter drikker jeg øllene og læser i min bog i en park i Svendborg. Først efterfølgende fortæller jeg mine venner og forældre om min beslutning. Jeg erkender, at hvis jeg vil gå min egen vej, så må jeg selv gå, jeg kan ikke spørge andre til råds, da de vil råde mig til det sikre. Sådan ser jeg min barndom i dag Som barn var jeg langsom til at forstå og udvikle mig. Men jeg betragter det samtidig som en gave, at jeg fik lov til at udvikle mig langsomt og finde min plads. Jeg har haft en kærlig familie og fået et trygt fundament, selv om der også var strenge regler. Jeg har dog kæmpet med min iboende anderledeshed, men det har drevet mig til at finde mit eget sted og sat mig fri. Om Jesper Wung-Sung Jesper Wung-Sung er forfatter og har skrevet en lang række romaner, børne- og ungdomsbøger. Han har modtaget et væld af priser, bl.a. De Gyldne Laurbær, for bogen ”En anden gren”, og Kulturministeriets forfatterpris for børnebogen ” Alfred og gabestokken”. Privat er han gift og har to børn.