Journalist og forfatter Karen Syberg: Sådan var ungdomsoprøret for mig

Den unge Karen Syberg kommer gående på krykker i festsalen på Københavns Universitet. Det er september. Året er 1970. Salen er fyldt med nye studerende, som der skal bydes velkommen til. Karen har brækket benet nogle uger tidligere, men det kan ikke holde hende tilbage. Hun er vred og indigneret, da hun bevæger sig op ad gangen til den talerstol, hun har planer om at indtage.

Det, der gør hende vred, er den måde kvinder – og i særdeleshed kvindelige studerende – bliver behandlet på. Der er bl.a. ingen ligeløn eller fri abort, og i gymnasiet bliver gravide piger smidt ud, mens den vordende far får lov at tage sin eksamen.

Utilfredsheden over det mandsdominerede samfund har både hos Karen og mange andre danske kvinder ulmet op gennem 60’erne og kulminerer nu i kølvandet på 1968, hvor de første rødstrømper springer ud.

Da Karen Syberg kommer gående i festsalen, har hun sat et kvindetegn på den studenterhue, hun bærer – i stedet for det kristne malteserkors, som universitetet bruger – og hun har krammet et brudeslør sammen og gemt det i sin hue. Hun når frem til talerstolen. Sætter krykkerne fra sig og går op på den. Straks forsøger fire mandlige betjente at hive hende ned. Men hun holder fast om kanten af stolen, og heldigvis giver rektor tegn til, at hun må tale. Hun tager nu huen af og trækker brudesløret ud. Hun taler om den uretfærdighed, kvinder bliver udsat for, når de bliver gift og får børn. Baggrunden er, at hun har besøgt et ungt ægtepar, hun kender. De er begge studerende, men kvindens skrivebord er ryddet for at gøre plads til puslebordet.

– Jeg tænkte, ”det var godt nok satans”. Det var så åbenlyst, at hendes plejefunktion gik forud for hendes studium, mens manden kunne beholde sit skrivebord, for han måtte ikke forstyrres. Jeg brugte det i min tale og sagde til de nye studerende, ”hvis I bliver gift, bliver jeres skrivebord brugt som puslebord.”

LÆS OGSÅ: Kunstner Pernille Kløvedal Helweg: Dét kom ungdomsoprøret til at betyde for mig

Hvor fik du modet fra til at gå op på talerstolen?

– Jeg kan slet ikke huske, det var et problem. Jeg var ung nok til at tro, alt kunne lade sig gøre. Jeg troede ikke, der kunne ske mig noget, og jeg følte mig aldrig alene.

Det er Karen Syberg heller ikke den dag i festsalen. Mens hun holder sin tale, går hendes med-aktivister rundt og deler løbesedler ud, og udenfor på Vor Frue Plads er der en happening, hvor kvinder – klædt ud som ”den altopofrende mor”, ”rengøringskonen” og ”sekretæren” – står ved siden af de mandlige statuer. Aktivisterne vil åbne folks øjne for kvindeundertrykkelsen.

– Vi var jo opvokset i de hjemmegåendes epoke i 50’erne. Vi blev opdraget til at være pæne piger, der skulle giftes og være husmødre. Men vi ville ikke have en tilværelse som vores mødre, der skulle bede om ­husholdningspenge. Det var alt det, vi ville ruske op i.

Karen selv kommer fra en kunstnerfamilie i Kerteminde, der opfordrer hende til at tage en uddannelse. Hun rejser som 19-årig til ­København og begynder at læse litteraturvidenskab. Det er her i universitetsmiljøet, at hun finder sammen med andre piger, der bliver rødstrømper.

– Vi kom som de dygtige piger fra gymnasiet, men oplevede, at der blev talt hen over hovedet på os.

LÆS OGSÅ: Eksperten: Det kendetegner 1968-generationen

Karen Syberg er med til det hele i det første kølvand af maj 68. Hun erobrer talerstolen på Københavns Universitet, er med til at starte Femølejren og indretter kvindekollektiver i besatte huse.

Et utopisk glimt

Uretfærdighedsfølelsen udmønter sig i besættelser på universitet, happenings på Strøget, hvor bh’er og læbestift smides i skraldespanden, og Femølejr­en – den første, og sidenhen så berømte, kvindelejr i Danmark. Karen bor i lejren i syv uger:

– Det var et utopisk glimt, en aha­oplevelse af, at verdenen kunne være helt anderledes. Det var en berusende følelse af frihed. Vi satte telte op, snedkererede, farvede med batik. Vi havde følelsen af, at vi kunne alt. Vi havde intet tøj på i alle de uger, og den eneste mand, vi så, var købmanden. Der var engang, hvor jeg var på vej i en lånt bil til købmanden, men da jeg var halvvejs, opdagede jeg, at jeg intet tøj havde på. Så måtte jeg vende om og hente noget tøj, griner Karen.

Hvad betød Femølejren for dig?

– Jeg opdagede, at verden kan se helt anderledes ud. Man behøver ikke at acceptere tingene. Der er altid et ormehul et sted – en løsning, en åbning og en anden måde at klare tingene på. Jeg har den oplevelse i mig, også i dag, hvor jeg arbejder som forfatter. Hvis jeg kører fast i noget, tager jeg det roligt, for jeg ved, løsningen nok skal komme.

Efter Femølejren er Karen slumstorm­er; hun besætter huse og indretter kvindekollektiver. Men indimellem lister hun ud. Hun har mødt ”en klog, humoristisk og solidarisk fyr”, som hun selv beskriver ham.

Hvordan ser du tilbage på dig selv som ung kvinde i de her år?

– Jeg tænker på det som nogle berusende år, men for mit vedkommende havde de sin ende. Jeg blev gravid, og jeg ville gerne have et barn. Jeg havde fundet en god far til barnet. Hvis jeg var blevet gravid med en idiot, havde jeg fået en abort.

Begivenheder i ungdomsoprøret:

1968: Finn Ejnar Madsen erobrer talerstolen på ­Københavns Universitet.

1970: Kulturpersonligheder ryger hash på Kulturmini­steriets trappe.

1970: Den første Thylejr etableres.

1971: De første ”slum­stormere” flytter ind på Christiania.

1971: Den første kvindelejr, Femølejren, etableres.

Karen Syberg er 72 år, tidligere kulturjournalist på Information og arbejder nu som forfatter og foredragsholder.