Julia Lahme: Mad skal være en nydelse
MAD! Mad er problemet. Det store, store problem er mad. Som i alt fra fisk til marcipan. Når denne klumme udkommer, er jeg lige ved at fylde 40. Det svarer ifølge min ældste søn til, at jeg har spist en hval (jeg har forsøgt at få det med hvalen verificeret af Danmarks Statistik, men det er beklageligvis ikke lykkedes. Til gengæld har jeg nu fundet ud af, at et menneske spiser mellem 40 og 60 tons mad i løbet af sit liv. Det svarer til to små hvaler). Elias, min søn i 2. klasse, kom nemlig hjem fra skole og forklarede, at han havde lært, at hvis man bliver 80 år, kommer man igennem sit liv til at indtage mad svarende til vægten af to hvaler. Så nu er jeg faktisk der, hvor jeg kan sige, at jeg har ædt en hval. Jeg har spist min første hval. Du har muligvis også.
Samme dag som jeg fik den information, var jeg til et oplæg, hvor Signe Wenneberg mindede mig om, at vi er SÅ mange mennesker på jorden, at vi ikke må smide noget organisk materiale ud. Overhovedet. Vi må ikke smide noget ud, som andre levende væsener kan blive mætte af. Det er lidt svært. Jeg har ikke adgang til hverken høns eller grise, der kan overtage den hårdeste, mest barkede del af broccolien, men jeg forstår, hvad hun siger. Vi er nødt til at tænke os om.
Samtidig kan jeg ikke gå en tur igennem København uden at blive mindet om alt det, jeg så heller ikke må spise: Der ligger rawfood-caféer og palæo-restauranter på hvert andet gadehjørne, og på hver tredje fødevare står der en liste over, hvad den ikke indeholder. Samtidig er vi nogle, der går og tror, at vi redder (lidt af) verden ved at spise økologisk. Jeg bor for eksempel i en øko-boble på Østerbro i København. Hvis jeg tog varerne på hylderne i vores supermarkeder for sandheden om danskernes madvaner, ville jeg tro, at jeg var verdens dårligste menneske, fordi jeg jævnligt køber – og spiser – et u-økologisk marcipanbrød med u-økologisk nougat i en u-økologisk lyserød sølvpapirsindpakning. Men faktum er, at 7,8 % af danskerne nu og da spiser økologisk. Det er ikke mange, vel?
LÆS OGSÅ: 10 simple råd til at minimere madspild
Altså, det er ikke så meget af de hvaler, vi skal igennem, der så rent faktisk er økologisk. I det hele taget er der efterhånden så meget hængt op på maden, den rigtige og den forkerte af slagsen, at nydelsen indimellem overskygges af den dårlige samvittighed. Slankekure, juicekure, udrensninger, detox og alt det andet, man kan gøre, hvis man nyder maden alt for meget og måske endda bliver lidt for glad for den glæde, der kan spredes fra maven og ud.
Nu, hvor jeg så er lige ved at skulle i gang med min anden hval, tænker jeg, at det er på tide at gøre op med mig selv, hvilket forhold jeg vil have til mad resten af mit liv. For jeg har været så meget oppe at slås med det, at jeg næsten bliver flov over at tænke på det. Jeg har spist for lidt i perioder, og for meget i andre. For dårligt i perioder og nogle gange lidt for dyrt. Jeg har spist på følelser og ikke af lyst, jeg har spist af lyst, men glemt at mærke efter, om jeg var sulten. Hvis det simpelthen forholder sig sådan, at jeg nu skal i gang med at spise endnu en hval, har jeg besluttet mig for, at det med maden skal være som med resten af mit liv, fuld af eventyr, nydelse og fest. Ikke hensynsløst, men på en god og positiv måde, der tager højde for, at andre også skal kunne danse, spise og nyde. Det går simpelthen ikke anderledes. Vi er på alle måder nødt til at tage ansvar for vores hvaler, så der også er en til de andre. Og så er jeg i øvrigt på jagt efter høns.
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk
Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk