Julia Lahme: Nettet strammer

Vi lever i en verden, som er blevet så digital, at vi kan bestille mælken hjem til hoveddøren med ganske få klik. Vi kan finde ham, vi var forelsket i, da vi var 19 og ikke vidste bedre, med endnu færre klik, og med endnu et blive overbevist om, at det måske nu, 20 år senere, er meget godt, det ikke var ham, der endte som far til vores afkom. Alle kender nemlig alle i den digitale tidsalder, og alle kan finde ud af alt om alle, hurtigere end man måske – helt ærligt – har lyst til. Til gengæld er nettet ikke just nogen post-it-note, man kan hive ned fra væggen og smide ud, når man er færdig med dét mantra eller har husket at bestille mælken hjem. Nettet er snarere som en klat havregrød, der nægter at slippe kanten på skålen, efter at du i al hast har forladt morgenmaden. Nettet slipper dig nemlig aldrig. Når du først sidder i det, sidder du fast. Og det betyder lidt af hvert, at din eks for eksempel kan tjekke dig ud herfra og til graven, men også at man skal være en meget, meget lillebitte fisk for at slippe igennem maskerne. Og når det nu er sådan, så priser jeg mig lykkelig for, at min ungdom ikke er en, andre kan google sig frem til. Hverken de naive ting, jeg mente og troede på dengang, eller de frisurer, jeg troede klædte mig. Man kan heller ikke finde mine kærlighedserklæringer til drenge, der ikke ville have mig, og man kan heller ikke finde mine desperate forsøg på at gøre mig interessant (jeg kørte mørk og mystisk-stilen og var for naiv til at forstå, at det fik mig til at se sur og uinteresseret ud). Så når jeg nu læser om hævnporno eller om drenge og mænd, der gør usigelige ting ved unge kvinder og piger i kompromitterende situationer, så kan jeg vælge to veje: 1. Råbe halleluja over, at kameratelefonen ikke engang var opfundet i ”Star Trek”, da jeg var ung og kåd. 2. Slå så hårdt ned på drenges fornemmelse af eget værd og kvinders mangel på samme, som jeg kan. LÆS OGSÅ: Derfor skal du ikke bitche løs på nettet For helt ærligt: Jeg er mor til to drenge. Hvis mine drenge nogensinde opfører sig så grumt, ondt og fornedrende over for en kvinde, vil jeg vide, at jeg som mor, som kvinde og som menneske har spillet fallit. Et eller andet sted er der gået noget galt – for eksempel ved at have forpasset muligheden for at sende dem på genopdragelse i Femø Lejren, hvor de kunne have lært lidt om gensidig respekt kønnene imellem. Tænk, at der i dagens Danmark anno 2016 findes mennesker, der tror, at det at fornedre andre så grusomt og dele det med verden på nogen måde er o.k. Én ting er, at man fysisk fratager et andet menneske værdighed, omsorg og respekt – noget andet, at hele verden skal involveres i den skam, det må være. Havregrødsseffekten ved internettet gør så bare, at det ikke behøver at stoppe nogensinde. Tænk, hvis jeg som snart 40-årig ville skulle forholde mig til enten søde kys eller ondskabsfulde overgreb, der var foregået, inden jeg var blevet voksen nok til at vide, hvad jeg ville med mig selv og min krop? I stedet for at vi sidder i hver sin sofa og bliver enige om, at det ikke er o.k., det, der foregår med hævnporno, overgreb, der deles, og andre rædselsfuldheder, så må vi i stedet stå sammen. Vi er nødt til at passe på hinandens døtre og sønner og lære både de unge kvinder og de unge mænd, at vi er forpligtede over for hinanden. At vi ikke står alene. Og frem for alt skal vi lære vores børn, at andres krop ikke er ekstraudstyr i en forvrænget virkelighedsopfattelse, men kød og blod og virkelig. Og at vi må acceptere hinanden og respektere et nej. Måske er det sådan, at generationerne af curlingbørn tror, at verden og andre mennesker ligger så meget for deres fødder, at de må gøre med dem, hvad de vil? Måske tror de, at fordi de kan klikke alt fra mad over mælk til porno ned fra nettet, så kan de også få lov til at klikke andre menneskers skæbner ind og ud af nettet? Faktum er, at vi alle i dag sidder godt og grundigt i det net – og hvis ikke vi lærer hinanden, hvor store maskerne er nødt til at være, bliver vi ganske enkelt kvalt i det. Sådan var det ikke, da jeg var ung. Til gengæld skulle man også huske mælken, når man købte ind. Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk Læs andres indlæg og få mere info her