Er alle virkelig kritikere? Har alle ret til at råbe deres holdninger ud? Ja, det har vi, men jeg synes, vi skal aftale, at det er slut med at være emsige. Slut med at sidde dér ved skærmen og råbe (på skrift) op om, hvor harm man er over noget. Slut med konsekvensfrie likes eller tilkendegivelser på sociale medier, og slut med opslag, hvor du eller jeg siger noget politisk korrekt, som får dig eller mig til at se bedre ud. Vi er trætte af det. Alle sammen. Vi er trætte af, at det er blevet gratis at være emsige. Gratis at have de rigtige og meget korrekte holdninger uden at sætte handling bag ordene. Meninger er fine nok – men GØR du noget? Under flygtningekrisen det efterår for snart tre år siden, hvor alle vidste, at noget var galt, mange kommenterede og mente noget, var det ikke bare få, der besluttede sig for at gøre noget. Det var mange. Mange, der risikerede politianmeldelse for at køre flygtninge fra den ene grænse til den anden i deres privatbiler, mange, der bagte boller, samlede varmt tøj ind, og mange, der gjorde sig umage for rent faktisk at være der for andre – mennesker, de ikke kendte – for at sætte handling bag ordene. Der var folk, der donerede ikke bare skrammel fra kælderen, men også tid til flygtningecentre, og i det hele taget viste danskerne sig som et handlingens folk. Og det lettede. Ikke bare for den enkelte, men for de mange, for den fælles samvittighed, når handling rent faktisk følger ord. LÆS OGSÅ:
Vi kvinder kan noget mænd ikke kan Og vi ser det igen nu: #MeToo-kampagen begyndte som skrækhistorier fra stjernebestrøede Hollywood og flyttede ind på de sociale medier, hvor tusinder af danske kvinder delte historier om overgreb, chikane og følelsen af at være udsat. Men det er ikke nok. Vi ved det alle sammen – vi kan mærke det, det er ikke nok at råbe #MeToo, at dele, like eller forklare sig. Vi er nødt til at gøre noget. Og nogle gør faktisk noget. For eksempel har nogle af Hollywoods superkvinder grundlagt organisationen TimesUp, som er en fond, der kæmper mod uretfærdig behandling af kvinder overalt på arbejdsmarkedet. Et andet eksempel er Englands BBC-korrespondent Claire Gracie, som sagde sin statusbehængte stilling op efter at have kritiseret BBC’s uretfærdige lønsystem, hvor hun tjente mindre end sine mandlige kollegaer.
Vi er ude af starthullerne, eller i udlandet er man i hvert fald, og nu kan man ikke mere forvente klapsalver for sin holdning eller for at dele en historie (éns egen eller andres), nej, vi forventer handling. Også af os selv. Også i Danmark.
For hvad skal indignation og kritik føre til i en verden, der skriger på handling? Ikke meget, lader det til. Vi har oplevet det før: Suffragetterne i Storbritannien gjorde i begyndelsen af 1900-tallet ”deeds, not words!” (”handling, ikke ord!”) til deres valgsprog og brugte det til at kræve, at noget skete – og ikke bare mere snak og endnu mere debat. De stillede kravet til sig selv og til verden omkring dem, og det førte som bekendt til, at kvinderne fik stemmeret. Vi mangler i Danmark at huske, at vi kan handle, vi mangler at gøre noget, gøre mere og handle mere. Vi mangler at give slip på kaffekoppen og i stedet gå ud i verden og banke på de døre, der fører til, at vi rent faktisk oplever den handling, som fører til, at vi ikke mere råber: ”Hashtag me too!”, men rent faktisk tør gå alene på gaden en mørk nat uden at føle os udsatte. Vi mangler at sætte handling før emsighed, indignation og flere ord, og vi mangler at indse, at kritiker er det nemt at være, forandring og aktivisme koster det derimod noget at skabe. Mest af alt tid. Og handling.
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk
Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk
