Julius Mühlhausen: Tvang hjælper ikke

Julius Mygind Mühlhausen er i dag coach og arbejder med unge og misbrug, og hans budskab er klart: Det er NUL tolerance med unge og stoffer. Han bor nu med kæreste og lille datter Rosa på førstesalen i sit barndomshjem – i stueetagen bor hans far og mor Lise og Peter, øverst oppe bor hans mormor. Han kommer daffende ind i sine forældres køkken efter at have afleveret Rosa i vuggestuen, så vi må lige høre:

Din mor skriver i bogen: ”Vi har en god og kærlig familiestruktur” – og konklusionen er, at det kan ske i alle familier?

– Ja, er du sindssyg. Når jeg holder foredrag, sidder jeg med forældre, som i starten ikke tør række en hånd op, fordi de er så flove: Hvis jeg accepterer, at min søn har haft et misbrug, accepterer jeg også, at jeg har været en dårlig forælder. De tror, at de to ting hænger sammen. Men det handler meget om tilfældigheder. Lige meget hvor god en opvækst du har givet dine børn, kan de stadig ende i et misbrug, hvis de møder nogle forkerte mennesker på det forkerte tidspunkt.

Gjorde du det?

– Ja. En periode var jeg i et fællesskab, som ikke var sundt.

Hvorfor var det så svært for dig at sige sandheden til Lise og Peter?

– Hvorfor er det svært at såre dem, man holder af?

Læs interviewet med Julius' mor, Lise Mühlhausen: Elskede børn ryger også ud i lort

Tvang virker ikke?

– Ja og nej.

Det virkede f.eks. ikke at sende ham på Camp True North i 9. klasse.

– Den uge på Camp True North var fandeme hård, og jeg havde ikke fået noget at vide i forvejen, jeg kom hjem, og så var det: ”Vi skal af sted nu”. ”WHAT?”.

Vrede er et mildt ord i den forbindelse. Julius var stiktosset.

– Det var måske heller ikke det helt rette sted for mig, for det var for børn, der sådan bredere havde problemer, og jeg følte, at jeg havde ét problem, men jeg fandt i hvert fald ud af, at jeg havde en masse styrker og var ret stærk i forhold til mange af de andre.

Det fik ham bare ikke ud af misbruget.

– Men der er noget, der hedder kærlig tvang. ”Du skal blive på dit værelse i en måned”, er dårlig tvang. At sige: ”Nu tager du halvanden time ud af din hverdag og snakker med en SSP-medarbejder, og det giver du os, og så giver vi dig noget andet”, er også en form for tvang, men det er kærlig tvang.

Og dét forsøg virkede endelig.

- Forældre skal virkelig gennemdiskutere, hvad det er, de gør. Det er vigtigt, man gør noget af et kærligt sind og ikke sender af sted i vrede, men i kærlighed. Selvfølgelig vil der være modstand. Men man må lave en handel som forældre og sige: ”Okay, vi vil gerne have, at du skal gøre det her, så hvad kan vi gøre for dig til gengæld?”. Ingen mennesker kan gå ind i noget og acceptere det, der sker, hvis de er blevet tvunget.