Jytte Abildstrøm mindede mig om, at tilgivelse er en gave, vi giver til hinanden – og os selv

Johanne Bille er forfatter og kulturedaktør. Dette er en klumme.

Jytte Abildstrøm nævner ordet igen og igen – både i det sidste interview med hende i SØNDAG, men også i ”Det sidste ord”, der løb over skærmen på TV 2. Ordet er ”tilgivelse”.

Jytte og hendes eksmand, Søren, har tilgivet hinanden, fortæller hun, og de var stadig venner op til hendes død. Hvad der skulle tilgives, melder historien ikke meget om, men det er sådan set også sagen uvedkommende. Det vigtige er handlingen: at tilgive.

Kun sådan kan man komme videre, lægge låg på. Ikke forstået som at noget er glemt. Nej, der er forskel på at skubbe ind under gulvtæppet og tilgive.

Det lærte jeg selv, da min nu eksmand og jeg gik i parterapi efter syv års forhold. Som så mange andre var vi gået i hårknude i vores meget unge ægteskab, og vi sad nu med en tredje i rummet – en parterapeut – i et forsøg på at rede trådene ud.

Forskellen på os og de andre par, terapeuten rådgav, var imidlertid, at vi ikke havde været gift i over et år, og at vi begge var afklarede med, at vi ikke skulle danne par.

Timerne hos hende gik med andre ord ikke ud på at få et ægteskab til at fungere. Derimod havde vi en anden fælles drøm: Nemlig at blive venner.

Men hvordan gør man det, når tallerkenerne i metaforisk forstand er røget gennem rummet, bodelingen ikke var en succes, og begge parter føler sig mere end bare trådt over tæerne?

Parterapeuten var ikke Jytte Abildstrøm, men hun kunne lige så godt have været det. For efter at have grædt og råbt os igennem gode (og dyre) 45 minutter, sagde hun: Ofte er nøglen til et langt venskab at være tilgivende.

Herefter forløb de næste 15 minutter en del anderledes end de første tre kvarter. Pludselig var det, som om noget løsnede sig i mig, og jeg tror, det samme skete i ham.

I hvert fald blev stemningen i rummet pludselig lettere, og vi tog os selv i at grine over, hvordan vi begge så hårdnakket havde kæmpet for at få de dyre gryder (der ikke passede til nogen af vores komfurer) med.

Lidt efter lidt bredte samtalen sig ud til større ting, der var blevet sagt og gjort, og hvad der tidligere havde føltes som åbne sår, blev i løbet af få minutter lappet sammen med fine sting.

Nu, fem år senere, går både min eksmand og jeg stadig rundt med ar fra den sidste tid af vores ægteskab. Men arene er blevet lyse og bløde, næsten usynlige – de er blevet en blid påmindelse om, at vi engang var så tæt på hinanden, som man kunne være på et andet menneske.

Og det er netop Jytte Abildstrøms (og min parterapeuts) pointe, tror jeg: Når man tilgiver, hvisker man ikke fortiden ud, men man accepterer, at nogen (ofte begge parter) kunne have gjort anderledes, måske ligefrem bedre.

I stedet for at blive ved med at befinde sig i alt det mudrede, sorte og konfliktfyldte, kan man vælge lyset. Det var Jytte Abildstrøm god til, og jeg øver mig fortsat i at gøre det samme.

Jeg kan i den grad stadig bakse med at tilgive, men Jyttes sidste ord mindede mig om, at vi bliver nødt til at forsøge. Ellers bliver det simpelthen for trist – og for svært.

Til april tager min eksmand og jeg på vores første rejse sammen, siden vi blev skilt. Vi tager afsted som gode venner, og jeg glæder mig.

Måske får vi brug for at tilgive hinanden efter en tur, der garanteret byder på strabadser og skuffelser. Men det er jo tilgivelsen magi: Den lurer altid lige om hjørnet, klar til brug, hvis man tør. Se bare på Jytte.

Denne artikel blev først bragt hos SØNDAG 6/2025, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.