Kari blev misbrugt som barn: "Jeg legede dåseskjul, da overgrebene begyndte"
Foto: Astrid Waller
Lige siden jeg var lille, har jeg haft en følelse af, at hvad der skete, ikke var okay, men det tog sytten år, før jeg var i stand til at fortælle om det. Det har været en langsom proces for at forstå, hvad jeg blev udsat for, og hvordan det har påvirket mig.
Jeg var kun fem år, da det startede. Jeg kender voksne, som har været udsat for voldtægt, som begynder at se indad, for at se hvad de har gjort galt. Det gjorde jeg også som barn, men man har ikke ordene.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, og jeg var bange for at gøre noget forkert. Så kommer skammen. Hvis du ikke siger noget med det samme, er det for sent. Hvis du håndterer det med det samme, føles det bedre.
Svært at være fysisk
Da jeg var teenager, var det vigtigt, at det slet ikke påvirkede mig. Jeg forsøgte at skubbe det væk.
Det var først, da jeg fik min første kæreste og skulle have sex med ham, at jeg forstod, hvor forkert det var, hvad det familiemedlem havde gjort ved mig. Jeg var så bange for, at min kæreste ville bemærke noget ved mig, og jeg indså, at det ikke var sådan, det skulle være. Jeg holdt det så tæt på mit hjerte, fordi jeg ikke ønskede, at det skulle definere mig.
I kæresteforholdet blev jeg lidt af et uvejr. Det blev svært at være fysisk, og ikke at være fysisk blev også svært.
Årene fra jeg var 18 til 22 var særligt krævende. Her prøvede jeg at holde det på afstand, men så kom det snigende, og det værste var, at jeg ikke forstod, hvad der skete.
Mine overlevelsesstrategier har været at køre mig hårdt med både træning og studier. Jeg tænkte meget på, hvordan jeg skulle sige det. Skal du lave te eller finde en flaske vin? Så kommer den anden stemme: ”Du overdramatiserer. Det bliver bare kaos." Det er grimt på bagsiden.
Det var min mor, som på en måde gjorde plads til, at jeg kunne fortælle det. Jeg gik på hærskolen i Oslo og var hjemme i Tromsø på påskeferie. Der havde været mange situationer, hvor jeg havde været opfarende, hvor mine reaktioner ikke var proportionale med situationen - sådan var det også i påsken.
Min mor forstod ikke, hvordan en, som havde opnået så meget, kunne være så ulykkelig. Så indså jeg, at alle mine forsøg på at skjule det ødelagde mere, end det løste noget. Jeg råbte det. ”Du skulle bare have vidst, hvad han har gjort mod mig i så mange år! Han har misbrugt mig! ”
Indlagt i tre måneder
Jeg stod i stuen, da jeg råbte det og løb derefter ind i et af soveværelserne og lå på gulvet i tre timer. Da det kom ud, gik jeg i en tilstand af chok. Min mor, min daværende roomies og min lillebror var der. Jeg prøvede at tone det hele lidt ned som et plaster på såret.
Du ønsker ikke, at det skal være sandt. Alle mine mareridt om, hvad der kunne ske, skete: Ikke at blive troet på, og at familien blev splittet. Min mor og mine nærmeste tror på mig, men for nogle er det svært at tro på. Jeg tror, man vil beskytte sig selv. Det kan jeg godt forstå, men det gør det sværere for mig at være i.
Jeg anmeldte det i efteråret 2015, da jeg var 22 år og var blevet kaptajn i hæren. Jeg havde hørt, at det statistisk set er en ud af fire, der har oplevet overgreb. Jeg stod og så på de værnepligtige, jeg var ansvarlig for, og tænkte, at jeg ikke kunne lade være med at gøre noget ved det. Det regnede den dag, jeg anmeldte det. Jeg gik ind på politistationen og gik ud igen. ”Nu er det gjort, nu kan livet fortsætte,” tænkte jeg.
Siden har jeg tænkt, at meget kunne have været anderledes, hvis en af politimændene havde talt med mig om, hvad jeg kunne forvente, der ville ske. Eller at jeg havde fået et telefonnummer, som jeg kunne ringe til. Jeg troede, at mit job var udført, men det var forkert. At anmelde det havde nogle ekstreme konsekvenser.
I løbet af foråret blev jeg syg, først fysisk, derefter mentalt, jeg var helt flad.
- Min mor blev bekymret og tog mig til psykiatrisk skadestue. Det tog to år, før jeg fik regelmæssig behandling. Jeg blev indlagt i tre måneder, det reddede mig. I terapi lærte jeg, at alle de reaktioner, jeg havde, var helt normale. Jeg troede, jeg var blevet et monster, der havde smidt sin kæreste ud hver anden uge - jeg troede jo, han var farlig. Men nu fik jeg nogle redskaber, der hjalp mig med at sætte ord på mine følelser.
Bare det her med, at der findes triggere - at nogen rører ved dig, eller det kan være et blik eller en lugt, som pludselig kan udløse mange reaktioner. Når du ikke ved det, reagerer du, som om det er farligt. Selvom jeg ved det, er det stadigvæk svært. Men jeg kan sige, "når du gør det, er der ikke noget galt med dig, det er mig, der er tilbage i fortiden". Jeg har også modtaget psykomotorisk fysioterapi, det har været meget godt for mig. Det sidder jo i kroppen.
Med en så stor hemmelighed og med så store vanskeligheder med at fortælle om den, både før og nu, bliver du også grundlæggende ensom. Ved at fortælle om dette nu, håber jeg færre mennesker oplever ensomheden.
Jeg vil leve, ikke bare overleve
Retssagen tog fire år. Jeg troede aldrig, det ville tage så lang tid. Jeg forstår, at det er let at tro, at sådan en sag ikke behøver gå hurtigt, når den anmeldes så lang tid efter - men det har stor betydning for den pågældende person. Du kan ikke komme videre. Når du er kommet så langt i livet, er det en skam, hvis det er retssagen, der knækker dig.
I retssalen blev jeg behandlet som en voksen, men det var det lille barn, det handlede om. Man må aldrig glemme barnet, uanset hvor voksen man er. Jeg legede dåseskjul, da overgrebene begyndte. Det er sådan nogle ting, der er vigtige for dem, der skal dømme at minde sig selv om. At spørge sig selv, hvor høj personen var, da det skete. Hvor meget formåede hun at formulere? At anmelde det har kostet meget. Lige nu føles det som om det har kostet for meget.
Jeg har forsøgt at holde fast i, at jeg måske om ti år vil synes, det var det værd. Heldigvis husker man for det meste det gode. Jeg håber, det vil føles som det værd i fremtiden. Gennem behandlingen har jeg mødt flere andre, der er blevet misbrugt. Jeg synes, man skal tage kampen, hvis man har kræfter til det. Men jeg bebrejder ingen, der vælger ikke at anmelde det.
LÆS OGSÅ: Anna Bella sælger sex i Danmark for at forsørge sit barn: ”Jeg har ingen fremtid i Nigeria”
De dårlige minder fylder mindre nu, hvor jeg har delt dem i retsalen. Men hver morgen spekulerer jeg på, hvordan jeg vil stå op og leve dagen uden at være præget af fortiden. Du vågner op i chok. Lige i det øjeblik du vågner, kan du ikke huske, hvad der skete - så rammer det. Hver dag er en kamp. Det underlige er, at du vænner dig til det.
Den største erfaring, jeg har fået, er, at det kun er mig selv, der gør livet værd at leve. Jeg har valgt at leve, så må jeg også gøre det. Det er mit mål nu at gå fra at overleve til at leve.
Kort om sagen
Som 22-årig anmeldte Kari et overgreb begået af et familiemedlem, da hun var barn. Familiemedlemmet tilstod i den første afhøring – men tilståelsen blev dømt ugyldig, da politimanden glemte at informere ham om hans ret til at få en advokat.
Manden blev frikendt i byretten, men blev idømt to års fængsel i landsretten samt en erstatning på 300.000 kroner. Men han ankede sagen til Højesteret, som dømte sagen ugyldig og sendte den tilbage til landsretten for en ny behandling.
I 2019 blev han frikendt på grund af manglende beviser, men skulle betale erstatning for 397.000 kroner for mindst tre tilfælde af seksuelle handlinger. Han ankede erstatningsdommen til Højesteret, som afviste sagen i januar i år.
Behandlere ved Universitetshospitalet i Nord-Norge er ifølge NRK ikke i tvivl om, at Karis traumer, angst og depression skyldes de omfattende overgreb.
Kari kæmper for at afskaffe forældelsesfristen for domme for seksuelt misbrug, og at politi og retsvæsen bliver mere opmærksomme på belastningen ved at anmelde overgreb.
KK har kontaktet familiemedlemmets advokat og givet både advokaten og familiemedlemmet mulighed for at kommentere sagen. Ingen af dem har reageret.
Til NRK udtalte advokat Ivar Blikra følgende i marts: "I et brev til Kari og ved tre domstole har min klient undskyldt for, at han udsatte hende for grænseoverskridende og kriminelle handlinger. Sagen er tragisk for de involverede og familien."
Denne artikel blev oprindelig bragt på KK.no.