Karin Slaughter: Jeg har altid elsket krimier
Foto Hanne Loop
Jeg har taget cupcakes med smag af jordbær og chokolade med til interviewet. Da jeg træder ind i den elegante lobby på Hotel Bella Sky i København, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det måske ikke var det helt rigtige at gøre alligevel.
For det er, som om den hverdagsbrune og praktiske papæske med de syndige kager falder lidt igennem her i de stilrene og minimalistiske omgivelser, hvor jeg skal møde den amerikanske bestsellerforfatter Karin Slaughter.
Hun har solgt flere end 30 millioner bøger på verdensplan og er i øvrigt en af de bedst sælgende udenlandske forfattere i Danmark. Lidt »starstruck« har man vel lov at være som skribent. For det er mange bøger. Rigtig mange bøger.
Karin Slaughter - har jeg læst mig til - elsker cupcakes. Som i virkelig elsker. Og hun lyser da også op ved synet af æsken. Puha... tænker jeg, så var det måske alligevel ikke så dumt.
På trods af sin verdensomspændende succes i en ellers trængt branche viser Karin sig at være forbløffende jordbunden. Der er ikke så meget pjat med hende. Hun møder mig, som hun er: I jeans og sneakers og med et nøgent ansigt, som om muligt får hendes stærke blå blik til at synes endnu stærkere. Snart går snakken, for Karin er nem at tale med. Også selv om det måske er lidt bizart at tale om vold og grusomheder henover de søde kager. Alligevel er det der, vi er - naturligvis, for krimier er Karins metier, og også mange danske læsere har fulgt med i hendes serier om henholdsvis special agent Will Trent og retsmediciner Sara Linton.
Læs også, hvorfor Sara Blædels krimier ikke er blevet filmatiserede
To separate serier, som blev til en, da Karin valgte at lade sine to hovedkarakterer mødes og forelske sig. Og Karin Slaughters nye bog »I skjul« er femte bind i serien om det karismatiske par.
Grufulde godnathistorier
Karin Slaughter er kendt for at skabe troværdige og interessante karakterer, have sans for velturnerede plots og for at have voldsscener, som er brutale, men også så livagtigt beskrevet, at man nærmest ser dem udspille sig. Bestemt ikke for sarte sjæle.
- Hvis jeg var en mandlig forfatter, så var der ingen, der ville interessere sig for, at der var detaljerede voldsomme scener i mine bøger. Nogle gange får jeg at vide - oftest af mænd, at de kan lide mine bøger, fordi jeg skriver som en mand. Flere og flere kvinder skriver på den måde nu, og det er blevet socialt mere acceptabelt. Det var det ikke, da jeg begyndte. I mit arbejde føler jeg desuden et ansvar for at vise volden, som den virkelig er, siger Karin Slaughter
Karin Slaughter - og ja, navnet er hendes virkelige navn - ikke et kunstnernavn, er født og opvokset i den dengang ikke så store by Covington i Georgia.
- Byen var lille og ret afskåret, så hvis jeg havde lavet noget, jeg ikke måtte ude i byen, så vidste mine forældre det, når jeg kom hjem. Man gjorde ikke noget uden for byen. Alle kendte alle, og det gav jo en stor tryghed. Byen er dog vokset i omfang siden, og i dag er den knap så lille. På nogle måder var det ideelt at vokse op i en lille by, på andre var det forfærdeligt. Da mine forældre blev skilt, blev min far efterfølgende bedt om ikke at komme i den lokale kirke. Ikke at det gjorde ham så meget, jeg tror, han var glad for ikke at skulle gå i kirke, fortæller hun.
Far synes det var sjovt at skræmme os
Karin var den yngste af tre søstre. Hendes far var en glimrende historiefortæller, som elskede at fortælle sine døtre uhyggelige godnathistorier før sengetid. Karin elskede de historier, der virkelig kunne få hende til at gyse.
- Han syntes, det var sjovt at skræmme os, og fortalte os historier for eksempel om en mand, som blev kvalt i et fiskenet.
4 krimiforfattere anbefaler: Disse bøger skal du læse
Faderens historier gjorde ikke Karin bange for alvor, i hvert fald ikke før de berygtede Atlanta child murders fandt sted. Da var Karin omkring ni år.
- Jeg tror, næsten 30 børn forsvandt i Georgia. Mange af dem blev aldrig fundet, eller også blev de fundet døde. Det var meget skræmmende. Hele byen var grebet af angst, husker Karin, der på den måde fik øjnene op for, at al den gru og uhygge hun tidligere kun havde hørt om i sin fars godnathistorier, var noget, der virkelig kunne finde sted.
- Jeg begyndte at snige mig til at læse krimier for voksne af den mere hardcore slags, eksempelvis Stephen King. Jeg var skræmt til døde, men jeg kunne ikke lade være med at læse dem, fortæller hun.
Jeg har altid elsket krimier
Før børnene i Atlanta forsvandt, kunne Karin og hendes søstre færdes frit og trygt, men nu skulle de pludselig give besked om, hvor de var hele tiden, og de kunne mærke, at de voksne var virkelig skræmte.
Måske var det allerede dengang, Karin fattede interesse for, hvad forbrydelser af den karakter kan sætte i gang i et lille lokalsamfund.
Efter skolen gik Karin på Georgia State University i to år, men hun endte med at falde fra og åbnede efterfølgende sin egen butik, hvor hun solgte skilte. Forfatterdrømmen gav hun imidlertid ikke slip på. Måske fordi hun er fra sydstaterne, havde hun en drøm om at skulle skrive en ny »Borte med blæsten«, så hun skrev sin version af den. Desværre syntes forlagene ikke, at den fungerede. Men så besluttede Karin sig for at forsøge sig med krimigenren.
- Jeg har altid elsket krimier. Dramaet i dem. I starten troede jeg ikke, at jeg kunne finde ud af at skrive en krimi, for det virkede så kompliceret, siger Karin.
SØNDAG anbefaler: tre bøger der har gjort indtryk
Her er det passende at indskyde, at hvis Karin Slaughter ikke var blevet forfatter, ville hun gerne have været urmager. Hun elsker nemlig at få tingene til at gå op, hvilket også fremgår af hendes sindrigt konstruerede plot.
Kvinders vilkår
Ud over krimihistorien er der ofte politiske undertoner i Karin Slaughters bøger. Ikke sjældent fremgår det, at kvinders vilkår er en af hendes hjertesager, og hun tøver ikke med at kalde sig selv for feminist, selv om hun er bevidst om, at det ikke længere er »moderne« at kalde sig det.
- I dag er vi feminister på alle områder, men vi taler ikke om det. Folk har den antagelse, at man klager, når man taler om kvinders vilkår. Hvis man derimod klager over global opvarmning eller politik, er det noget helt andet. Min bedstemor plejede at citere et ordsprog, der hed »Ingen kan lide en vred kvinde«, siger hun og ler sigende.
Dog er Karin Slaughter bevidst om, at hendes rolle som forfatter ikke er at politisere.
- Jeg vil underholde folk, ikke slå dem i hovedet. Det ville blive meget kedeligt, hvis man gjorde det i en bog, slår hun fast. Hendes kommende bog, hvori Sara og Will ikke medvirker, men hvor karaktererne er helt nye, foregår i 70'erne, hvor kvinder i stor stil levede og arbejdede under helt andre betingelser end mænd.
- Jeg lavede en masse research, da jeg skrev »Forbryder«. Så jeg ville bruge mere af den research, jeg i forvejen havde bunker og bunker af, siger Karin og fortsætter om 1970'erne:
- Min far synes, at 1970'erne var fantastiske. Men han er en hvid mand. Han kunne gøre, hvad han ville, mens min bedstemor ikke engang kunne åbne sin egen bankkonto. Da hun skulle have sin egen lejlighed, måtte hendes søn, min far, som kun var 18 år, skrive under på en lejekontrakt for hende, selv om hun havde et job og kunne forsørge sig selv.
Karin Slaugther slipper ikke Will og Sara
Selv om de ikke medvirker i Karins kommende roman, skal fans af Will og Sara ikke frygte, at der ikke kommer mere om det populære par. Karin har ingen planer om at slippe dem, selv om det er blevet mere problematisk, efter at de har fundet hinanden og kærligheden. Det er nemlig svært at skrive om lykkelige mennesker. Allerede mens Karin arbejdede på »I skjul«, vidste hun godt, at hun måtte finde på noget, der udfordrede dem.
- Will er ikke særlig god til at være i et positivt forhold, og Sara må lære ham nogle spilleregler for, hvordan man opfører sig i et forhold. Så jeg tænkte, at jeg måtte lade Will arbejde undercover og gøre det til et problem ved, at han ikke kan fortælle Sara om det. Will er skadet. Han er en indgang for mig til at vende sociale problemer. Han er ordblind, det er min søster også, og jeg ville skrive om det at være ordblind. Ikke som et handicap, men som noget, der kan hjælpe ham. Wills ordblindhed ender med at blive en fordel for ham som opdager.
Karin skriver sine historier i en lille hytte i bjergene i Georgia, hvor hun ofte tager op for at skrive.
- Jeg elsker det. Folk forstyrrer mig ikke, medmindre der er sket en ulykke. Jeg plejede at skrive virkelig mange timer om dagen, men da jeg blev 40 år, blev det umuligt at sidde ned så længe. Når jeg rejste mig, havde jeg det sådan: »Åhhh...«. Men jeg er begyndt at dyrke yoga, og jeg prøver at komme ud og bevæge mig meget. Jeg svømmer især meget, siger Karin, der i tyve år har levet i et parforhold.
Hun har ingen børn, men derimod to store Maine Coon-katte. Adspurgt om, hvorvidt hendes succes har forandret hendes liv, svarer hun spøgende:
- Tja... bortset fra mit privatfly. He, he... Nej... jeg tror, jeg bare lader mig rulle af sted med succesen. Jeg tænker ikke så meget over det. Men jeg bor på bedre hoteller nu, og jeg har min egen swimmingpool. Og så er jeg meget bevidst om, hvor privilegeret jeg er. En af de ting, jeg har lært om succes, er, at hvis du er et dumt svin og får succes, så bliver du et endnu dummere svin. Hvis du er et godt menneske, så får du med succesen mulighed for at gøre en masse godt. Så succes forandrer dig ikke, men tilfører dig noget, siger Karin, der eksempelvis bruger sin succes til at sætte fokus på betydningen af de små biblioteker.