Karinas 12-årige søn lod lampen være tændt. Han havde håbet, at hun ville finde brevet, der skulle ændre hendes liv

Karina går gennem gangen og ud mod køkkenet. Hun opdager, at sønnens skrivebordslampe er tændt inde på værelset.

Det undrer hende. Hun går ind for at slukke den. Så ser hun det. Brevet. Udenpå er der skrevet: ”Til mor.”

Nu forstår hun, at han havde ladet lampen være tændt med vilje. Han havde håbet, at hun ville finde det. Det brev, der skulle ændre hendes liv.

Følte sig nytteløs

Det var en glædens dag, da Karina for syv år siden fik tildelt førtidspension.

Hun havde i mange år forinden kæmpet med at finde sig til rettet på arbejdsmarkedet som køkkenassistent på grund af sin psykiske diagnose borderline, der gjorde det svært for hende at fungere socialt blandt sine kollegaer.

Men selv om hun i begyndelsen syntes, at livet som førtidspensionist var fantastisk, fik Karina efter kort tid en følelse, hun havde svært ved at slippe.

– Det var følelsen af, at jeg ikke var god nok, at jeg ikke duede til mit arbejde, at ingen kunne bruge mig, og at jeg var en fiasko, fortæller 44-årig Karina Johansen fra Sønderborg.

Én ting kunne få Karina til at slippe de svære tanker: alkohol. Om aftenen, når hun havde puttet sin 7-årige søn, Andreas, tyede hun til den berusende væske.

– Jeg opdagede, at hvis jeg tog en øl eller et glas vin om aftenen, fik jeg ro i hovedet. Jeg tænkte ikke over, at det var dumt. Jeg gjorde det, fordi jeg kunne mærke, at det hjalp mig.

Drak om natten

Hurtigt greb det om sig, og Karina havde svært ved at styre sin trang.

Hun begyndte at drikke hele natten. Det, som havde været en enkelt øl eller et glas vin, blev til, at Karina snildt kunne drikke tre liter papvin på en nat.

Men når solen stod op stillede Karina glasset og sørgede for, at Andreas kom af sted i skole.

– Jeg smurte madpakke, lavede morgenmad og sørgede for, at han fik børstet tænder. Mens han var i skole, lagde jeg mig til at sove, og når han kom hjem fra skole, stod jeg op og lavede aftensmad, hjalp med lektier og vaskede tøj.

Karina forsøgte ihærdigt at give Andreas så god en barndom som muligt. Men når hun sommetider blev ædru, voksede den dårlige samvittighed frem i hende.

– Jeg vidste jo godt, at jeg svigtede min søn. Den dårlige samvittighed var så ubehagelig, at jeg havde svært ved at rumme den.

Særligt var det følelsen af, at sønnen mistede tilliden til hende, der fyldte mest.

– Han kunne ikke stole på mig, og han vidste ikke, hvad der mødte ham, når han trådte ind ad døren efter skole. Jeg forandrede mig; jeg snakkede anderledes, jeg så anderledes ud, og jeg lugtede anderledes. Alkohol gør jo ekstremt meget ved ens udseende og væremåde.

Sprækker i facaden

En dag fik Karina en underretning fra kommunen om sønnens trivsel.

Bekendte havde været bekymrede for sønnen på grund af Karinas alkoholmisbrug og havde kontaktet kommunen.

Karina fik besøg af en familiekonsulent og en fra socialpsykiatrien, men Karina forsøgte at skjule sit misbrug.

– I begyndelsen havde jeg en stor facade og sagde til dem, at de godt snart kunne smutte igen, for jeg havde ikke nogen problemer. Men de var professionelle og dygtige og fandt små sprækker i min facade.

Langsomt begyndte Karina at åbne op, og hendes tykke facade blev tyndere.

Hun var klar til at tage imod hjælp, så hun og Andreas kunne få et bedre liv. Men selv om Karina fik hjælp, havde hun brug for endnu mere.

– En dag tog min mor og min daværende kæreste mig i hånden og fik mig ned på misbrugscenteret.

Men selv om Karina godt vidste, at hun havde et problem, havde hun svært ved at se sig selv på et misbrugscenter.

– Jeg tænkte, at alkoholikere jo var dem, der sad på en bænk med en flaske kirsebærvin, var usoignerede og slet ikke havde styr på deres liv. Jeg følte, at jeg havde styr på mit liv. Jeg vidste godt, at jeg havde et problem med alkohol, men ellers følte jeg, at jeg havde styr på mit liv.

Da Karina trådte ind ad døren til misbrugscenteret, blev hendes fordomme gjort til skamme.

– Ret hurtigt fandt jeg ud af, at de mennesker, som kom på misbrugscenteret, jo ikke var dem, som sad på bænken. Der var mennesker fra alle samfundslag; direktøren, gymnasieeleven og kontorassistenten. Det var en øjenåbner for mig.

Der skete også noget andet i hende, noget, der for første gang gav hende en følelse af, at der blev taget hånd om hende.

– Jeg følte mig pludselig ikke alene. Det var rart at blive mødt og forstået.

Men selv om Karina fik hjælp fra misbrugscenteret, familiekonsulenten og socialpædagogen, kom det afgørende skub fra en helt anden kant tre år senere. Det skub, der gjorde, at Karina for alvor lagde alkoholen på hylden.

Flov og stolt

”Jeg elsker dig, men du skal lade være med at drikke.” Ordene ramte Karina, da hun en sommeraften læste den første sætning fra brevet, som hendes søn på 12 år havde skrevet til hende et par timer forinden.

Hun havde lyst til at give ham et kram, men det kunne hun ikke.

Sønnen var for nogen tid siden flyttet hjem til sin far grundet Karinas alkoholmisbrug og havde efterladt hende tilbage i lejligheden med et tomt børneværelse og et brev.

Der var gået tre år, hvor hun havde været i behandling på misbrugscenteret. Tre års kamp for at stoppe, men uden den store virkning.

Hun drak stadig. Brevet var hårdt for Karina at læse. Ord for ord beskrev sønnen, hvordan det påvirkede ham, at Karina drak.

Hvor meget, hun ødelagde for ham. En følelse af stolthed kom frem i hende, mens hun læste brevet.

– Jeg blev stolt over, at jeg havde en søn, der var så modig og voksen i sin adfærd, at han turde skrive sådan et brev til mig. Samtidig viste det også hans kærlighed til mig. Det var en blanding af mange følelser, da jeg læste brevet første gang, men det var tydeligt, at han søgte efter sin mor, før alkoholen, havde overtaget hende. Altså mig.

Brevet ramte Karina på det helt rigtigt tidspunkt. Hun var klar til at modtage det. Hun havde accepteret, at hun havde et problem og havde fået hjælp til at forstå, hvorfor hun drak.

Med brevet i hånden tog hun kort tid efter den svære samtale med sin søn

– Jeg havde før lovet ham, at jeg ville stoppe med at drikke. Men det havde jeg aldrig været i stand til at holde. Så jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne love noget, men at jeg ville gøre mit ypperste for at stoppe.

Karina holdt, hvad hun lovede; hun gjorde sit ypperste og blev ædru. Når trangen ofte komme snigende, fik hun hjælp til at styre sig af brevet fra sin søn.

– Når jeg havde læst hans ord, faldt lysten til alkohol, og trangen forsvandt.

Sagde undskyld

Det er lidt over to år siden, at Karina sidst drak. Den 8. juli 2022 er en mærkedag for Karina, nemlig den dato, hvor hun holdt op med at drikke. I år markerede Karina dagen sammen med sin familie og venner.

– Jeg holdt tale for dem og sagde undskyld for min opførsel, da jeg var fuld. Det var vigtigt for mig at få sagt undskyld og få kigget dem i øjnene.

Andreas, der i dag er 14 år, er stadig påvirket af de år, hvor Karina drak.

– I det første år efter, at jeg var blevet ædru, lugtede han til mig, når han kom hjem fra skole for at sikre sig, at jeg ikke havde drukket. Der kan også godt i dag være situationer, hvor han bliver bekymret; hvis jeg tager en lur midt på dagen eller åbner en dåse. Lyden af at åbne en dåse giver ham dårlige minder, om dengang jeg drak øl.

Men Karina har holdt sig ædru, hun har selv fået mere livsglæde efter, at hun er blevet ædru, og vigtigst af alt, har hun fået et godt forhold til sin søn.

– Andreas er flyttet hjem til mig igen, og vi har et fantastisk forhold. Det havde vi også, før alkoholen overtog mit liv, men det er dejligt, at vi igen har fået opbygget vores tætte relation, og at han igen kan stole på mig.

Denne artikel blev første gang bragt af Ude og Hjemme, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.