Karoline fik anoreksi: Jeg kan ikke forklare hvorfor, men min vægt var blevet det vigtigste i mit liv

Jeg tror ikke kun, det gælder for mig, men for mennesker helt generelt, at vi godt kan lide at have noget helt konkret at give skylden, når noget går galt. For mit vedkommende er den ting et hokkaidogræskar. Hvis bare jeg aldrig havde købt den orange tingest, var mit liv aldrig gået i stykker.

Det var min 21. fødselsdag, min familie, kæreste og jeg var på torvet ved Ingerslev Boulevard i Aarhus. Dér lå det i en af grøntsagsboderne, velvoksent og lækkert. ”Det egner sig godt til bagning”, forsikrer græskarmanden mig, og det skal vise sig, at han får ret.

Jeg finder hurtigt ud af, at jeg rigtig godt kan lide græskar. Jeg finder også ud af, at hvis jeg spiser mellem to og tre kilo om dagen – kun suppleret med lidt kylling – kan jeg blive mæt og stadig tabe mig. Så det gør jeg. De næste måneder spiser jeg ikke andet end græskar. Det er min morgenmad, min frokost og min aftensmad, og selv om der både er kage og mad i hobevis på mit arbejde, har jeg altid en tupperware med græskarmos klar til pausen.

Med eller uden græskar. Det var selvfølgelig endt galt alligevel.

*

For at det her skal give mening for andre end undertegnede, må jeg hellere præsentere mig selv. Mit navn er Karoline, jeg er 26 år, og for fem år siden fik jeg anoreksi. Sidstnævnte er noget, jeg aldrig fik lært at sige højt, for anoreksi er sådan noget opmærksomhedskrævende noget, som perfektionistiske og usikre teenagepiger får, og jeg er ingen af delene. Jeg ville bare gerne tabe et par kilo.

Mit liv gik faktisk godt. Journalisthøjskolen havde netop meddelt, at jeg var blevet optaget, jeg var blevet forfremmet på mit arbejde, og jeg havde fået min første rigtige kæreste, som rent faktisk kunne lide mig, som jeg var. Hvad vigtigere var: Jeg kunne også godt lide mig selv. Hvis jeg havde fået en krone, for hver gang nogen har sagt: ”Karoline, hvis det kan ske for dig, kan det ske for alle!”, havde jeg i dag været en del rigere, end tilfældet er. Men det skete, og det vil jeg gerne fortælle om nu.

LÆS OGSÅ: Psykologen: Anoreksi får ubehagelige følelser til at forsvinde

Vægten

– Et dårligt græskar kunne seriøst ødelægge din dag, siger min bedste veninde. Det var hende, jeg boede sammen med, da jeg var syg. Hun har ret. Et dårligt græskar kunne gøre mig usigeligt sur, og det var der i det hele taget mange ting, der kunne dengang.

Efter flere måneder på hokkaidodiæt havde jeg tabt mig en del, og sammen med kiloene var også røget mit gode humør og den afslappede tilgang til livet, jeg normalt har. Det er på samme tidspunkt, jeg begynder at melde fra til aftaler og venner. Jeg undgår at se min kæreste, fordi det er for besværligt at få ham til at passe ind i mit madskema, som åbenbart er blevet meget vigtigt for mig. Det fortæller jeg ham selvfølgelig ikke, for rationelt giver det ingen mening, og i stedet opdigter jeg planer, så jeg ikke behøver at se ham.

Sådan står det på i lang tid, og efterhånden bliver det mørkere udenfor, frosten kommer, og jeg begynder at fryse. Dun er begyndt at vokse vildt på min krop. Om morgenen, før jeg tager tre lag bluser på, står jeg på mit badeværelse og vejer mig. Hver dag. Fem, seks, syv gange. Smiler, fordi jeg er tilfreds. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men min vægt er blevet det vigtigste i mit liv.

En kold december-mandag har jeg bedt min mor om at møde mig på en café i Aarhus. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal bære mig ad med at fortælle hende om det, men efter et stykke tid får jeg det formuleret: ”Mor, jeg tror, jeg har et spiseproblem ...”. Hun kigger på mig og giver mig ret.

Hvorfor helvede har du ikke sagt det til mig? tænker jeg. Hvorfor helvede er der ikke nogen, der har sagt noget?

LÆS OGSÅ: Mathilde Falch kom ud af anoreksi og misbrug: "Jeg var ved at dø"

Ritualer

Herefter sker der ikke så meget. Det bliver sværere at opdrive hokkaidogræskar, hvilket normalt ikke er noget, som udløser personlige kriser af særlig betydning, men eftersom jeg langtfra er normal i hovedet, er det et stort nederlag for mig. Derfor finder jeg nye løsninger, og min nye tilgang er at gå til hvert måltid, som var det et helligt sakramente. Min morgenmad, som jeg spiser klokken 16.30, består af piskede æggehvider med skyr og sødemiddel. Hver dag laver jeg 12 gram mysli, som jeg putter ovenpå. Det skal serveres i den samme skål, og jeg nægter at spise med min gule ske, for den kan ødelægge hele ritualet. Klokken 23 spiser jeg aftensmad. Tørstegt hvidkål og lidt kylling – begge dele uden krydderier eller salt, for krydderier er kalorietætte, og salt binder vand i kroppen og gør mig tyk.

Som kompensation for mad tygger jeg tyggegummi – fire-fem pakker om dagen – og jeg begynder at drikke litervis af light-sodavand for at give mavesækken illusion af at være fyldt op med næring. Det virker som en selvfølgelighed, at jeg bliver oppustet og forstoppet, og at løsningen nødvendigvis må være, at jeg begynder at spise ordentligt. På det tidspunkt er min løsning imidlertid Thea-Bona-te og afføringspiller, som jeg tager om aftenen. Det betyder, at jeg ligger flere nætter i fosterstilling og med jagende mavekramper. Smerterne gør ikke så meget. Jeg ved, hvorfor de er der, og at det er noget, jeg selv har påført mig. Jeg er i kontrol. Jeg spiser jo ikke.

Kort efter nytår har jeg en aftale hos min læge, og inden for fem minutter har hun henvist mig til Center for Spiseforstyrrelser i Aarhus. Måske er det til selv samme konsultation eller også lidt senere, jeg får en recept på sovepiller, for jeg sover ikke om natten.

– Det er, fordi din reptilhjerne tager over og søger efter føde, forklarer min læge mig, og jeg er egentlig ret ligeglad. To uger efter stopper min menstruation, og jeg bløder ikke de næste fire år. Det er jeg også ret ligeglad med.

Problemerne

Der begynder at dukke runde røde skjolder op på min – efterhånden meget dunede – hud, og jeg er sikker på, det er hudkræft. En Googlesøgning bekræfter mig i min mistanke, men jeg orker ikke at gøre noget ved det. Jeg skal alligevel dø, og om det bliver af det ene eller det andet, er ligegyldigt.

I det hele taget falder problemerne på stribe i den tid: Jeg bliver opsagt fra mit arbejde og kan ikke rigtig betale min husleje. På min første skoledag på Journalisthøjskolen bliver jeg sygemeldt, og det dér kæresteforhold, jeg på – efterhånden – mærkværdig vis befinder mig i, går mildest talt elendigt. Så er der alle bivirkningerne ved ikke at spise. Bivirkninger, der bliver værre, jo tyndere jeg bliver. Mit hår falder af. Sommetider føles det, som om der sidder et stort menneske på mit hjerte, så det ikke kan slå, og mine lunger kan krympe sig sammen, så jeg ikke kan trække vejret. En dag mister jeg bevidstheden i føtex, og fremmede mennesker må ringe efter mine forældre, der kommer og nærmest bærer mig ud i bilen.

Værst af alt er ensomheden. Min kæreste og jeg slår op, mine venner og familie trækker sig fra mig, ligesom jeg trækker mig fra dem. Hvis jeg bliver inviteret til selskab, takker jeg nej, for det er nemmere for mig at sidde derhjemme sulten, isoleret og grædende end at konfrontere den mad, jeg gør alt for at undgå. Men det er svært, faktisk umuligt for mig at tage noget af det alvorligt, fordi der sidder en bekymring i mig, som overskygger alle andre: At tage på. Skjolderne viser sig forresten at være hudsvamp.

LÆS OGSÅ: Katrine Gisiger: "Folk bliver vildt glade over, at jeg viser appelsinhud"

Mad-fobi

Da jeg gik i 9. klasse, konstaterede en god ven tørt og ærligt, at jeg var erotisk buttet. Jeg gav ham ret og takkede, for i mine ører lød det som et kompliment. Meget atypisk for en 15-årig pige var jeg glad for min krop, selv om den overhovedet ikke var lille. Usikkerheden kommer først senere, da min far begynder at gøre mig opmærksom på, at jeg er tyk: ”Nu skal du holde lidt igen med desserten”, siger han til min søsters konfirmation, mens han klapper mig på maven. ”Sådan nogle som os skal passe lidt på”, minder han mig om. Ironisk nok er det også ham, der har mest travlt med at fortælle mig, hvor grim jeg – i hans optik – er, da min krop er allermest tynd.

På et tidspunkt under sygdommen bliver jeg nødt til at flytte hjem til mine forældre, fordi jeg ikke kan klare mig selv, og jeg husker smerteligt, hvordan min far kan sidde og kigge på mig med afsky, før han siger, at jeg befinder mig i et ynkeligt, symbiotisk og uselvstændigt forhold til min mor. Både dengang og i særdeleshed også i dag kan jeg godt forstå hans frustration: ”Hvorfor spiser du ikke bare?”. Men hvis det havde været så simpelt, ville anoreksi ikke have været noget problem. Mad – og rigeligt af den – fremprovokerede cirka samme følelse i mig, som hvis man havde tvunget en person med araknofobi til at kæle med en fugleedderkop: Dyb, inderlig angst.

I dag har jeg ingen kontakt til min far.

Behandlingen

Efter flere måneders ventetid begynder jeg i behandling på Center for Spiseforstyrrelser. I korte træk får jeg stukket en kostplan i hænderne, og hver anden uge sidder jeg i samtalegruppe med andre spiseforstyrrede. Sommetider snakker jeg også med en psykolog. Det går forfærdeligt, og det synes mine behandlere åbenbart også. I hvert fald meddeler de mig efter et stykke tid, hvor jeg kun er blevet tyndere, at jeg har brug for mere intensiv hjælp. Derfor henvises jeg til deres dagshospital, hvor jeg er tre gange om ugen, og efter meget kort tid begynder det at gå op for mig, at det er alvor. De behandler mig som et sygt barn, og til min første statussamtale er den kontante udmelding: Tag på, eller vi indlægger dig på sengeafsnittet!

Det bliver mit vendepunkt, for jeg kan ikke forestille mig noget mere modbydeligt end at miste friheden til at gå min vej. Så jeg begynder at spise – jeg spiser kanelstang hver dag, og selv om jeg aldrig nyder kagen, er det et nødvendigt onde for at blive fri. Hver torsdag klokken 9 bliver vi vejet, og uge for uge begynder tallet på vægten at gå op.

Jeg er klar over, at jeg får det til at lyde, som om det er nemt, men sandheden er, at jeg græd i afmagt hver dag. Afmagt, fordi jeg ikke troede på, at jeg nogensinde skulle blive rask, og fordi jeg havde en stemme kørende inde i hovedet på mig, der fik mig til at gå i cirkler i køkkenet i timevis, mens den fortalte mig, at jeg ikke behøvede at spise den bolle, jeg var blevet ordineret. Når det hele virkede mest håbløst, sagde jeg til mig selv: Hvis jeg ikke kan spise for min egen skyld, må jeg gøre det for dem, der elsker mig.

Behandlerne roste mig altid, når jeg havde indhentet mere end 500 gram siden sidst, og mens de jublede, føltes det hele sort inde i mig selv. Jeg var rædselsslagen og følte mig som en foie gras-fugl, der skulle fedes op.

Efter fem måneder på dagshospitalet lykkes det, og jeg når min mindstemålsvægt. BMI: 20,5.

Dobbelthage

”Når du ikke længere er sygeligt tynd, så må du jo være rask, ikke?”. Det lyder som et logisk ræsonnement, men det kan desværre ikke være mere forkert. Efter et års sygemelding begynder jeg på Journalisthøjskolen, men jeg aner ikke, hvordan jeg skal bære mig ad med at navigere i den virkelige verden, så da første semester er overstået, har jeg tabt det hele igen.

Så bliver jeg sygemeldt igen og starter forfra. Anden gang er det anderledes. Både fordi jeg ikke søger hjælp, og nok i endnu højere grad fordi jeg ikke har min målvægt som fikspunkt længere. I stedet for at se frem mod et bestemt tal, der skal fikse mit hoved, prøver jeg at betragte det som et mentalt projekt at blive rask. Vægten er stadig vigtig, men det bliver endnu vigtigere for mig at spørge mig selv om, hvad der egentlig vil gøre mig glad, og så handle derefter.

Eftersom jeg sidder her i dag og fortæller om det nu, må det betyde, at det er gået meget godt – og det gjorde det heldigvis også. Bortset fra de små lyse dun på min krop kan man ikke længere se, jeg nogensinde har været syg, men hvis anoreksi efterlod betændte, kroniske sår på kroppen, ville man aldrig være i tvivl. Der går aldrig en time, hvor jeg ikke tænker på sygdommen. At den var der, at den var min, og hvor meget jeg mistede på grund af den.

Men jeg frygter den ikke længere, for jeg har lært at få den til at holde sin mund, når den fortæller mig, at jeg ikke må spise. Jeg føler mig heldig, fordi jeg stadig er levende den dag i dag, og når den form for held er en del af éns bevidsthed, ser livet meget smukkere ud – også når det ikke er det. Det er i hvert fald min erfaring.

Anoreksi

Anoreksi er en spiseforstyrrelse, som også kaldes nervøs spisevægring, Den er kendetegnet ved ekstrem optagethed af mad, udseende og vægttab. En person med sygdommen er angst for at tage på i vægt og har et tvangspræget forhold til madindtag – og ofte – motion. De fleste anorektikere er piger og kvinder, og det anslås, at cirka 5.000 lider af anoreksi i Danmark.