Katinka Bjerregaard om sin barndom: ”I skoletiden lærer jeg, at der er mange fiaskoer i livet”

KATINKA BJERREGAARD

Jeg bliver født i 1991 og er vokset op på Christianshavn med mine forældre og tre storebrødre, der er tre, fem og tolv år ældre end mig.

Vi bor i en toværelseslejlighed, der er lyskæder og guirlander og bøger over det hele.

Tegneserier, romaner, digtsamlinger, aviser fra Anden Verdenskrig. Min far er lidt en samler. Lejligheden er fuld af liv, og jeg befinder godt med rod.

Det første jeg husker, er, at vi flytter fra en toværelseslejlighed til en treværelseslejlighed på Christianshavn.

Jeg er fire år gammel.

Vi skal op og se den nye lejlighed, og jeg har indtil da kun oplevet den her lillebitte lejlighed, som er fuldstændig ramponeret af os børn.

Da jeg ser den nye lejlighed, er den så hvid og så tom. Jeg kan slet ikke få ind i mit hoved, at vi skal bo der, det er så rent og upersonligt.

Det er meget angstprovokerende, og jeg bliver sur. Jeg vil gerne have ting og larm omkring mig. Derfor begynder min mor helt ”alert” at male den nye lejlighed i gul, blå og rød, da vi flytter ind, så jeg kan føle mig tryg.

Mine forældre er journalister, og de er meget snakkende og diskuterende.

Min mor spiller harmonika og klaver, og min far lytter til musik konstant, så der er aldrig stille i mit barndomshjem.

Han hører Beatles, Jacques Brel, Leonard Cohen, David Bowie – alt, der kan krybe og gå, som har en god historie og gode tekst­er. Han har en bred smag, min far, og han starter min interesse for tekster og musik.

Når mine forældre diskuterer, handler det om, hvad der sker i verden, men det kan også være en god bog. Jeg vil dog hellere snakke om følelser, men det er lidt svært at få lov til.

De kommer dog aldrig op at skændes, begge mine forældre er jyder, der skal meget til at få deres pis i kog.

Jeg er den yngste, og jeg er den eneste pige, så jeg føler, at jeg skal bygge min egen plads op i familien, hvor der allerede er en forholdsvis stor drengeverden.

Jeg er et opmærksomhedskrævende barn, jeg vil ikke altid ses, men jeg vil gerne røres ved hele tiden. Jeg vil gerne have, at der er nogen i familien, der hele tiden krammer mig.

Jeg har ikke brug for snak, men jeg har brug for kropslig opmærksomhed. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har det behov.

Jeg synes, at mine forældre har været gode til at give mig kram, men jeg tror, at jeg føler mig til stede i verden, når jeg får et kram fysisk.

Jeg render efter min mor og far.

Da jeg begynder i børnehave, vil jeg helst bare sidde i skødet på de voksne.

Pædagogerne kalder mig hængetræet. Jeg har venner i børnehaven, men jeg synes, at det er så dejligt at blive aet af pædagogerne.

Selv om jeg har fået meget tryghed i mit hjem, så føler jeg mig nok ikke særlig tryg ret mange andre steder end hjemme. Og den følelse varer, helt til jeg bliver teenager.

Trangen til at få knus tager til uden for hjemmet, for det er mere utrygt. Derhjemme har jeg selv skabt min plads, der er det accepteret, at børn er forskellige.

Vi skal selvfølgelig opføre os pænt, men der er plads til at sige, hvad vi godt kan lide, og hvad vi ikke kan lide.

Jeg er et barn med store følelser.

Jeg føler helt vildt meget ved at høre en sangtekst eller ved at høre historier, min far læser højt. Han læser Røde Orm, Charles Dickens, John Steinbeck, og jeg æder det råt.

Jeg kan græde og le sammen med karaktererne. Mine forældre tolererer mine følelsesudbrud – jeg tror, at de har det sådan her: Man får et barn, og så må man jo lære det at kende.

Mine brødre er lidt mere stille end mig fra start. Når jeg kommer ind i et rum, så siger jeg: ”Her kommer jeg”, og det er anderledes end mine brødre.

Jeg er et ekstrovert barn! Jeg kan også være ret hysterisk. Jeg har meget hjemve, og så kan jeg ikke rigtigt komme ud af følelsen. Og så kan min mor godt sige: ”Nu stopper du altså!”

En god dag er, når vi er i min families lillebitte træ­sommerhus, som vi altid tager på sommerferie i. Min far læser op for os aftenen, og mine brødre og jeg leger ude i klitterne.

Sommerhuset lugter af min mormor, der ejer huset. Min mormor lugter af noget stof, der er lidt støvet. Sommerhuset lugter også af tykke edderdunsdyner og af saltvand.

Min mormor er væverske, så hun går meget i farver, så alt er ordnet meget sirligt, selv om der er ingen plads.

Min første skoledag er nervepirrende, men jeg glæder mig også.

Jeg har en ternet kjole på. Jeg er bange for, at jeg ikke kan komme i skole, da jeg med i skoletasken har en førskole-træningsskolebog.

I bogen er jeg kommet til at tegne trafiklyset forkert, så det er grønt, der hvor det skal være rødt, og rødt, der hvor det skal være grønt, selv om jeg godt ved, at det er omvendt.

Jeg er så bange for, at lærerne ikke vil lade mig gå i skole, så jeg får min mor til at skrive i bogen: ”Katinka ved godt, at det er omvendt”.

I skoletiden lærer jeg, at der er mange fiaskoer i livet.

Jeg kommer fra et trygt hjem, hvor det bliver opfattet som spændende, at jeg godt kan lide nye ting, at jeg er snakkende, og man støttede mig i at være sådan lidt quirky.

Det er ikke bevidst, at jeg skiller mig ud, men at det er tilfældet, finder jeg ud af, da jeg begynder i skolen.

Allerede i anden klasse opdager jeg, at jeg er anderledes.

Lærerne siger i skole-hjem-samtaler til mine forældre, at jeg er for aktiv og for overentusiastisk. Både dengang og nu forstår jeg ikke, at det skulle være negativt, at man gerne vil være med.

Er det ikke en god ting at være entusiastisk omkring det, man lærer? Mine forældre ved ikke lige, hvordan de skal håndtere det. De siger til mig, at jeg skal lære at række hånden op.

Efter skole leger jeg med barbiedukker og bamser.

Jeg samler på servietter, klistermærker og autografer – jeg samler på alt, der kan samles, ligesom mine forældre og brødre.

Jeg kan godt lege med barbiedukker alene i syv timer. Jeg kan også godt lide at lege med udklædningstøj, og det har jeg også mange veninder, der gør.

Vi tager alt min mors mærkelige gamle tøj fra bunden af skabet, lange skørter, tyl, prinsessekroner, kongekroner, og der er også et agent-outfit.

Jeg kan godt lide at klæde mig ud som heks. Vi tager også pænt tøj på, og vi leger rige damer, og vi skal i teatret med vores mænd om aftenen. Jeg har også en plasticmikrofon, så jeg leger popstjerne.

Jeg drømmer dog ikke om at blive popstjerne. Jeg drømmer om at overleve folkeskolen. Og meget af min barndom er lidt tåget, fordi jeg bruger så meget energi på skolen.

Af mine klassekammerater får jeg at vide, at jeg er lidt for meget.

Jeg har lært hjemmefra, at man kan gå ind i et rum og sige: ”Her kommer jeg, se på mig. Nu skal I se, hvor dejlig jeg er. Jeg kan blive jeres bedste ven nu og her.” Men når jeg gør det i skolen, så er der ligesom ikke nogen, der er interesseret i at være venner med mig.

I 6. klasse skifter jeg skole, fordi jeg er lidt en late bloomer.

Jeg kan ikke rigtigt følge med fagligt. På den nye skole bliver jeg også mobbet, og der er ingen lærere, der tager ansvar for nogle af de her dynamikker.

De er ­næsten med til at få dem til blomstre: Den populære pige bliver ved med at være den populære pige, dem, der driller, bliver ved med at drille osv.

Min mor og far er til et forældremøde, hvor de ser et videoklip fra en klassehyttetur, hvor vi spiller et rollespilsbryllup, og ud fra det klip kan min mor se, at der er noget helt galt.

Der hiver min løvemor mig ud af skolen. Fra den ene dag til den anden kommer jeg på Zahles.

Da jeg kommer ind på Zahles første dag, tænker jeg:

Nu begynder livet fandeme igen. Nu skal du ikke være alt for mærkelig og snakke alt for meget. Så kommer jeg ind i klasselokalet, og der sidder syv drenge.

Jeg siger hej. De kigger på mig, så kigger de væk. Jeg prøver at få min stol ned, jeg kan ikke få den ned, og der er ingen, der hjælper. Jeg krakelerer lige så stille.

Når der ikke er nogen, der ønsker en, så ønsker man heller ikke rigtigt at være sig selv.

Jeg bliver ignoreret af en hel drengegruppe, jeg får hældt mælk ned i tasken og stjålet penge. Jeg er dog lidt venner med nogle af pigerne, men alle er underlagt en fødekæde. Og det er svært for mig, for jeg er ikke bygget til at underlægge mig en fødekæde.

Måske er det derfor, jeg er lidt sjov at mobbe, for jeg bliver så vred. Jeg kommer op at slås med nogle af drengene. Jeg er dårlig til at lægge mig ned og sige: ”Okay, I vinder – jeg skal nok lade være at kæmpe videre nu.” Selv om det nok vil være smart at gøre.

Sådan fortsætter det indtil 9. klasse, hvor det bliver lidt bedre. Det er mit held, at jeg har al den tryghed hjemmefra, ellers ville jeg falde fuldstændig sammen.

For mig er den værste lugt lugten af kridt, gammel kaffe og udefinerbare mad­rester i skraldespanden.

Det minder mig om fiasko. Ligegyldigt hvor meget faglig succes jeg har, og ligegyldigt at jeg er ret social intelligent, vil jeg aldrig rigtig komme mig over den lugt.

Og når jeg i dag synger sang­en ”Idioter”, jeg har skrevet om min barndom, så får jeg det stadigvæk dårligt fysisk. I teksten skriver jeg bl.a. : ”de tapetserer alle hullerne her og forsoner”. Citatet handler om, at voksne gemmer alle fejlene og hele tiden glatter ud.

Vi er jo bare ”børn”, de gør ikke nogen fortræd. Den sang er i dag undervisningsmateriale i 8. og 9. klasse, og det er en god form for hævn.

Min far og jeg konflikter omkring min skole.

Min far siger, at han også havde en hård skoletid, og det må man bare lære at acceptere. Det var hans måde at overleve på, men det er ikke min.

Min måde er at gå til folk. Jeg vil gerne have rum til at være vred, og det har min far accepteret nu, men det tog også lidt tid. Vreden gør, at jeg ikke bliver et offer, men vender det udad.

Da jeg er voksen, tager min bror mig i hånden, og vi tag­er hjem til mine forældre og snakker om min skoletid.

Han ved godt, at det har været svært for mig. Der er nogle historier, der skal fortælles, og nogle dæmoner, der skal gøres op med.

Jeg er ikke vred på mine forældre, men jeg er stadig vred på lærerne, det var deres skyld, at mobningen kunne få lov at fortsætte.

Det var deres ansvar at passe på sådan en som mig. Børnene er jeg ikke vred på, de gjorde også brug af overlevelsesmekanismer.

Mit første kys er med en dreng i 9. klasse.

Jeg har det sådan: Jeg skal fandeme prøve at score en dreng! Jeg skal fandeme gøre det inden gymnasiet. Det er nogle akavede snav under en bagtrappe til en fest.

Bagefter husker jeg ikke, hvad han hedder, men det er et tjek på tjeklisten, og det føles godt.

Jeg er ikke så politisk.

Men jeg kommer hjem fra gymnasiet og siger til mine forældre, at jeg er forelsket i en kommunist. Det holder ikke rigtigt, for jeg kan ikke rigtigt forklare dem hvorfor.

De er ligesom lidt for kloge og har en meget bred viden, så det er svært at tage et ungdomsoprør med dem. Det tager mig lang tid at finde min plads i tilværelsen i det hele taget, fordi jeg ikke er mine forældre, jeg ligner ikke dem, og jeg er fyldt med følelser.

Jeg tror aldrig, at jeg stopper med at være barn, forstået på den måde, at jeg stadig har noget barnligt i mig, f.eks. en barnlig glæde over juleaften.

Jeg kan også have opperen over at købe en bamse til mig selv. Men i 1. g begynder jeg at være mere ung end barn. Jeg får nogle gode venner i gymnasiet, og jeg finder ud af, at jeg er o.k., selv om der er nogle skeletter fra min skoletid, som jeg stadig arbejder med i dag.

Sådan ser jeg min barndom i dag

Det er en meget kompleks barndom. Mine forældre og brødre har bygget mig op og givet mig tryghed. Og interesse for litteratur og for at skrive.

Men mine forældre kunne desværre ikke skærme mig fra en dårlig skoletid, selv om de gerne ville. Skolen lærte mig, at jeg var et nul. Jeg ville aldrig have overlevet uden min familie.

Om Katinka Bjerregaard

Katinka Bjerregaard er sangerinde, komponist og sangskriver i bandet Katinka. Bandet har spillet på et væld af festivaler og har vundet flere priser. Privat er hun gift og bor på Vesterbro.