Katrine Muff: "Succes er ikke lig med en bestemt størrelse"

For nogle var Katrine Muff Enevoldsen et nyt ansigt og en ny stemme, da hun en fredag i januar pludselig sad dér på skærmen i den bedste sendetid og sammen med TV-Avisens Johannes Langkilde udgjorde det nye værtspar i de populære udsendelser ”Fællessang – hver for sig” på DR1.

For andre var hun hende, de allerede havde set som sangcoach i ”X Factor”.

Og så var der de seere, der genkendte hende fra DR-programserien ”Fra skrål til skønsang”, hvor hun blev stillet opgaven: Kan man lære mennesker uden en tone i livet at synge?

Og det kunne Katrine Muff. Hun lærte dem at turde. Og at turde nyde at synge.

Væk fra bedømmelseskultur

Den 36-årige sanger og komponist, der er uddannet på Rytmisk Musikkonservatorium, har også sunget kor for blandt andre Oh Land, men uden selv at have solistdrømme.

– Det nød jeg virkelig. Det passede mig godt at stå i baggrunden på scenen som en slags modvægt til, hvordan jeg ellers oplevede mig selv dér i midten af 20’erne. Jeg mener: Jeg er høj, og jeg er ikke et lille nips, vel. Heller ikke i min personlighed.

Og her er vi ved en af Katrine Muffs hjertesager og kæpheste. Nemlig den, der handler om at blive fri af den bedømmelseskultur, hun synes præger tiden voldsomt, ikke mindst på de sociale medier. For som hun siger:

– Det eneste, vi gør, når vi går ud og bedømmer hinanden, er at begrænse hinanden og dermed også at begrænse os selv. For hvis jeg sætter grænser for, hvordan du må lyde, eller hvordan du må se ud, så begrænser jeg også mig selv.

– Det med at være høj og ikke være åleslank, det har jeg virkelig skullet minde mig selv om, at det vil jeg simpelthen så gerne bruge til at kunne stå som et forbillede, som også mine egne børn skal have. Et billede på, at succes ikke er lig med en bestemt størrelse eller en bestemt et eller andet.

Kunne aldrig finde bukser

– Jeg er en størrelse X-large, fortsætter hun, - og da jeg var yngre, kunne jeg aldrig finde bukser, jeg kunne passe, fordi de ikke lavede dem lange nok. Jeg måtte ind i herreforretninger, og det var altså ikke godt for ens teenageselvværd.

– For mig har det gjort en kæmpe forskel at se mere diversitet i modebilledet: Hvis man skal online-shoppe for eksempel, at man så kan se forskellige størrelser repræsenteret.

– Eller at man kan gå ind i en butik og ikke blive mødt af en bemærkning som: ”Vi laver dem kun i størrelse dét og dét”. Fordi det, JEG hører, er: ”Vi synes faktisk ikke, at sådan en som dig skal gå i det her tøj”.

Har lyst til at råbe

– Så ja, jeg er glad for, at der bliver sat mere fokus på det, forklarer hun videre.

– Selv om det går langsomt, er der forgreninger nu. Floden begynder at blive bredere. Vi får øjnene op for, at der er flere måder at være smuk på.

– De gange, jeg har været i svømmehallen og har set de forskellige kroppe, der er, har jeg haft lyst til at råbe til dem alle sammen, hvor smukke jeg synes, de er, fordi der er så meget skønhed i forskellighed.

– Men hvis man, som det sker i den kommercielle verden, kun bliver konfronteret med én størrelse, én højde, én drøjde, én hudfarve, én måde at se ud på, kan man meget nemt komme til at føle sig forkert.

Tonen blev for hård

Katrine har selv været med som sangcoach i ”X Factor”, og hun er ikke blind for, at den bedømmelseskultur, hun bare synes er blevet hårdere og hårdere de senere år, ”måske er hjulpet på vej af talentprogrammer, hvor det er seerne derhjemme, der skal stemme og bestemme, hvem der er god, og hvem der er dårlig”.

– Det er fint nok at gøre i et program, der er designet til det, hvis man ellers som seer kan finde ud af at gøre det ordentligt. Hvilket så ikke var tilfældet i ”X Factor” senest, hvor det løb løbsk, og tonen på de sociale medier blev alt, alt for hård.

– Jeg synes, vi skal huske hinanden på, at når nogen spørger: ”Hvem synes du er bedst?”, betyder det ikke, at du samtidig skal tvære dem ud, du ikke bryder dig om. Fokuser da på dem, du kan lide i stedet for!

Kludetæppeagtige arbejdsliv

Til daglig er Katrine lærer ved Johan Borups Højskole i København og selvvalgt ansat i en deltidsstilling.

– Jeg er meget bevidst om, at mine børn, (to døtre, red.) som er tre og seks år, skal have tid sammen med deres forældre nu og ikke først, når de bliver store. De år her er en tid, vi helt klichefyldt bliver tudet ørerne fulde med, ikke kommer igen. Og det gør den jo ikke.

– Derfor er mit arbejdsliv også sammensat, som det er, med en base, der hedder en eller anden deltidsstilling. Lige nu er min base at være højskolelærer. Og den base kan jeg så bygge ovenpå, som det passer bedst.

– Med ”Fællessang”, med morgensamling for højskoleleverne, med foredrag om mine højskolesange. Og jeg kan bare virkelig godt lide mit kludetæppeagtige arbejdsliv.

Troede, det var en fejl

At Katrine skulle komme til at lave ”Fællessang” på tv, havde hun ikke i sin vildeste fantasi troet, hun skulle få lov til, siger hun og tilføjer:

– Men jeg havde nok alligevel en ide om, at noget ville der ske rent arbejdsmæssigt, når man får fem sange optaget i den nye udgave af Højskolesangbogen.

Hun troede først, det var en fejl med de fem sange. Hun turde knap nok håbe på, at én slap igennem nåleøjet.

Men den var altså god nok. Og så kunne hun juble sammen med sangenes tekstforfattere, som blandt andre tæller forfatterne Suzanne Brøgger (”Så, min sol, gå bare ned”) og Stine Pilgaard (”Fortabt er jeg stadig”).

Og ja, det føles stort, siger hun.

– En højskolesang lever 100 procent udenfor mig. Den lever igennem andre, og i kraft af at andre bruger den. Jeg bliver helt rørt, hver gang jeg får at vide, at nogen har sunget ”Fortabt er jeg stadig” til et bryllup eller en begravelse eller ved en anden lejlighed. Fordi så bliver den også andres sang.

Livet griber mig

Hvor Katrine er om fem år? Hun aner det ikke, siger hun, men det handler garanteret om musik, det, hun foretager sig.

– Det med at være ambitiøs og lægge planer, det virker ikke for mig. Jeg har fundet ud af, at livet griber mig, og jeg kan være lykkelig, hvad enten jeg er allerforrest på scenen eller allerlængst fra den.