Klarer du kærligheden
Ugens tema ramte mig lige i hjertet. Baf! "Dyb kærlighed i fire aldre" - det vil jeg ha'! Min mand og jeg har været sammen i snart 15 år. 15 fantastiske, men også hårde år. Vi har været tindrende nyforelskede, forbandet hinandens forskelligheder, grædt glædestårer ved bryllup og fødsler, været ved at kaste håndklædet i ringen efter mange års kamp med sygdom i familien og utallige opslidende fertilitetsbehandlinger, fundet sammen i en ny og stærkere kærlighed for igen at blive rystet af livets tilbagevendende udfordringer.
For det stopper jo aldrig. Kærligheden er en af livets mest udfordrende rejser. Nogle gange med perioder i stille vand, men næsten lige så ofte i oprørt hav. Hvordan klarer man det? Jeg tvivler på, at der findes et endegyldigt svar, men fælles for alle handler det om at holde ud, hænge i og være villige til at kæmpe.
Som Terese og Torben siger i denne uges FEMINA: "Helt overordnet gælder det vel om at lade kærligheden tilpasse sig livets faser uden at have urealistiske forventninger." Kloge ord, synes jeg, for forventer man at kærligheden er en statisk følelse af forelskelse og lykke, er forholdet dødsdømt på forhånd. Dyb kærlighed handler i lige så høj grad om at kunne rumme, sætte trivialiteter i perspektiv og kunne tilgive! Hvis alt går vel, og man har heldet med sig, kan man så en dag sidde i en havestol - hånd i hånd - og se sine børnebørn lege.
Og som Alice og John siger: "Børnebørnene giver vores forhold en ekstra dimension!"
Åh ja. Livets gang. Smukt! Jeg håber, det en dag er mig og min Karsten der sidder dér. Jeg tør ikke love at vi klarer mosten, men jeg vil i hvert fald gøre mit bedste.
Held og lykke på DIN kærlighedsrejse. Håber temaet i denne uge kan hjælpe dig lidt på vej.
Kærlig hilsen
Camilla Kjems
LÆS OGSÅ