Klumme: "Hvorfor forsvinder min selvtillid, når jeg tager bikini på?"

Hvis tøj er magt, så er bikinien en VIP-billet til magtesløshed – med mindre man ser ud, som om man kommer direkte fra catwalken, og det er ikke det, det skal handle om her!

Bikini-hovedet

For lad os bare slå det fast én gang for alle: Det er ikke først og fremmest kroppen, der skal skrues på plads til bikinisæsonen. Det er hovedet.

For selv om min krop ikke er perfekt, så siger den noget om, hvem jeg er. Den fortæller eksempelvis, at jeg har båret i alt 10 kilo børn i maven. Og meget mere chokolade. Skal jeg vælge mellem fest og træning, vælger jeg altid festen. Yoga og sund mad gør mig glad, men det gør gulerodskage også.

Jeg øver mig i et afbalanceret liv og er stort set tilfreds i min egen krop. Og alligevel går det på samme måde hvert år, når bikinien skal på: Jeg føler mig stor – og dermed lille. Men hvad er det ved bikinien, der får mig til at føle mig så… forkert?

- Først og fremmest må vi slå fast, at det her ikke handler om komplekser, siger Ingun Grimstad Klepp, der forsker i mode og tøj ved SIFO (Forbruksforsknings¬instituttet i Norge, red.) og fortsætter:

- At kalde det komplekser er en måde at gøre sociale normer til et personligt nederlag på, men det her har ikke noget med dig og din personlige psykologi at gøre. Det handler i stedet om samfundets måde at betragte krop og tøj på - og pålægge en følelse af skyld og skam. Så ned med skuldrene!

LÆS OGSÅ: Dorthe Kandi: Jeg har en bikinikrop - og det har du også

Stor krop – stor opgave

For at forstå, hvad bikinien gør ved mig, må vi forstå den rolle, tøj spiller i samfundet, forklarer Ingun Grimstad Klepp. Vi bruger nemlig tøj til at gøre vores krop socialt acceptabel, blandt andet ved at skjule det seksuelle ved kroppen.

- Jo mere socialt uacceptabel din krop er, jo større en rolle spiller den måde, vi klæder os på. Jo mere kroppen adskiller sig fra idealet, jo mere kræves der af vores tøj for at skjule. Og når vi ved, at skønhedsidealet er så smalt, at cirka 99 procent af os alle falder uden for det, ja, så bliver det et ganske stort job for så lille en beklædningsgenstand, som en bikini er, siger Ingun Grimstad Klepp.

Jeg vil ikke lade mig påvirke af reklamerne

I bøger om god opførsel fra efterkrigstiden var rådet ret entydigt: Har du for mange kilo på sidebenene, bør du undgå shorts og bikini – her er nederdele pænere. Vi havde nok ikke fundet os i sådant et råd i dag. Snarere tværtimod. I dag er idealet at acceptere sig selv. Og når jeg indrømmer, at jeg ikke føler mig tilpas i en bikini, så koster det. Det strider imod den, jeg er. Jeg vil ikke være sådan en, som lader mig påvirke af et kropsideal og en reklame, der siger, at jeg ikke er god nok. Jeg er da hævet over sådan noget!

- I dag kommer stemmen med påbuddene indefra og dermed er det ikke længere andre, men dig selv, der har ansvaret for at følge normerne. Problemet med det er, at man selv ender med at have både ansvaret og belastningen. Det er DIG, der udøver magten over dig selv, og du bliver siddende i fælden. Du har ingen at skylde skylden på, og du føler dig utilpas. Det er sådan tøjets magt udøves i dag, og det er ikke sundt, konstaterer Klepp og fortsætter:

- For samtidig med, at du skal acceptere dig selv, skal du også forholde dig til samfundets krav om skønhed, og de to ting er jo vanskelige at kombinere. Vi må desværre nok leve med det dilemma. Men som modeforsker tænker jeg, at viden betyder noget. Når vi ser og forstår mekanismerne, bliver vi bedre i stand til at tackle dem. Jeg tror, det bidrager til større frihed. Og det er jo et mål – alle bliver faktisk smukkere og gladere, når de netop føler sig godt tilpas.

LÆS OGSÅ: Galleri: Se Danmarks kvinder vise deres bikini-kroppe frem

Se dig selv med kærlige øjne

Nogle kan det bare. Min veninde Merete eksempelvis. Når vi er på stranden med børnene, og jeg spæner ud i vandet for at lade det iskolde vand dække min krop, skrider hun langsomt og selvsikkert ud i det samme vand. Står en stund i vandkanten og kigger rundt, inden hun tager nogle svømmetag og lige så elegant går op igen, mens hun ryster vandet ud af håret på den der lækre Bo Derek-måde. Hemmeligheden bag selvtilliden røber hun over et glas vin en aften:

- Når jeg går op af vandet, ser jeg på min mand og tænker, at lige nu må han synes, at jeg ligner en drøm. Og så sker der simpelthen det, at jeg også begynder at føle, at det er sådan.

”Jeg har lov at fylde noget!”

Merete er ingen sylfide. Den sorte standardbikini, hun bruger, er en størrelse 46. Bagdelen er tit i vejen, når hun skal købe bukser, for som hun siger: Den fylder ikke bare til siderne. Den går ligesom også opad. Det kan hun sige med lethed - ikke fordi hun ikke godt gad, at bagdelen fyldte mindre, men fordi hun har bestemt sig for, at den usikkerhed ikke skal få lov at definere hende.

- Kan jeg ikke tillade mig at fylde? Jeg finder mig ikke i det. Både for mig, men også for mine børns skyld. Jeg har bestemt mig for, at mine komplekser ikke skal have lov at styre min livsudfoldelse. Jeg kan nemlig godt lide at folde mig ud – det er en del af den, jeg er, forklarer Merete.

Det handler om værdier. Og det handler om at se sig selv, som de, der elsker os, ser os. Det er på tide at tage et opgør med den måde, vi ser os selv på. For hvad hvis nu, vi i stedet for at jagte en bikinikrop arbejdede med hovedet?