Krig og fred - en del af vores væsen
Har endelig fået lidt tid til at læse, en sjælden luksus. Valget faldt på "Krig og fred". Det er en bog, jeg har tænkt på at gnaske mig igennem mere end én gang. Og sikke en fantastisk oplevelse.. Det tager lige lidt tid, den er ret navnetung, men den er besværet værd. En af de ting, der er ganske fantastisk, er også alle de tanker, den sætter i gang, og noget af det, der virkelig optager mig, er forfatterens refleksioner og overvejelser om krig og krigens natur. Jeg tror, Tolstojs egne tanker bliver repræsenteret blandt andet gennem fyrst Andrej, som er af nobel familie, tæt på kejseren og har mulighed for at blive magtfuld i det daværende samfund. Men fyrst Andrej vælger slagmarken. Og det er i det valg, krigsfilosofien kommer til udtryk. For Tolstoj mener ikke, at krige kan vindes eller tabes af generaler eller strateger, men i stedet af tilfældigheder, og vigtigst af alt, af de hjerter, der kæmper på slagmarken. Dét instinkt, mennesket har i forhold til at forsvare eller bevare et territorium, som de anser for deres, at vælge at høre sammen med nogen, mens andre må skubbes væk. I forlængelse af det siger han også, at man kæmper bedre, når man kæmper for noget, der er større end én selv, fællesskabet eller fædrelandet, end hvis man kun kæmper for personlig vindings skyld, for at tilrane sig noget eller af grådighed.
Interessante tanker, som jeg diskuterer med min gemal, hvorvidt menneskets natur for at slås og kæmpe samtidig kunne være en del af vores væsen uanset fædreland? Men set i forhold til vores moderne samfund er det samtidig paradoksalt nok den del, vi gør alt for at undertrykke eller ignorere, den del af os selv, mange betragter som noget grimt.
Da jeg senere på ugen overværede en lille scene på stranden, blev jeg bekræftet i, at trangen til at kriges og til at forsvare territorier kan opfattes meget forskelligt, og at den trang er til stede i mange slags former, store som små. Jeg så en leg mellem fire drenge og en voksen. En af drengene er mindre end de andre og holdes konsekvent uden for legen og væk fra den voksne af de andre drenge. De holder ham væk ved hjælp af vandet, ved at sprøjte på ham og plaske foran hans ansigt. Med fagter bliver han fortalt, at der ikke er plads til ham, og til sidst giver han op og trækker sig lidt væk, hvor han bare ser på. Jeg tænker på, hvad det gør ved ham at blive gennet væk fra flokken på den måde.
Da jeg senere fortæller min mand om det, er kommentaren, at det vil den dreng sikkert lære en hel masse af, det vil gøre ham stærkere. Hmm, jeg må jo erkende, at på trods af alle mine refleksioner omkring krigens væsen kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke, at det var synd for ham, og at de andre drenge måske var lidt dumme - men var de dumme, eller var deres adfærd blot en del af deres væsen?
Kærlig hilsen
Renée