Kropsaktivist Maria Bruus: “Der skal være plads til alle slags kroppe”
”Fuck skønhedsidealerne – der skal være plads til alle kroppe.” Ordene kommer klart og stærkt ud af munden på Maria Brus Pedersen. Men kun et øjeblik efter bliver de afløst af en frustreret grimasse, og hun falder sammen i kroppen. For det er i dén grad nemmere sagt end gjort. Og i virkeligheden burde hun nok bare holde sin mund. Den del vender vi lige tilbage til. Maria er undersøgende. Hun virker stærk, klog og hvilende i sig selv – men samtidig også splittet. Splittet mellem de skønhedsidealer, der ligger så indgroet i os alle, hende selv inklusive, og så de tanker, som hun bare ved er rigtige. Tankerne om, at der skal være plads til os alle sammen. Tykke som tynde, med eller uden handicap, transkønnede, fotomodeller, høje og lave og så videre og så videre.
Læs også: Chefredaktørens blog: "Det er ikke de kurvede mod de tynde"
”Én ting er dét, man i teorien ved er rigtigt. Noget helt andet er jo, at idealet om, at skønhed er lig med en hvid kvinde med et kønt ansigt og en størrelse 36/38, ligger utroligt dybt i de fleste af os, og at det kan være meget svært at gøre op med. Også selv om man er fuldt ud bevidst om, at det reelt kun er et meget, meget lille udsnit af befolkningen, der lever op til den standard,” siger Maria, der heller ikke selv rammer den standard. Ikke helt i hvert fald.
Forkert at være buttet
Hun er nemlig i det store hele gået gennem livet som en pige med sul på kroppen. Først da hun var omkring 12 år, blev hun opmærksom på, at der skulle være noget galt med at have hendes størrelse. De andre børn i skolegården begyndte at tale om, hvordan man skulle se ud, og pludselig gik det op for hende, at hendes buttethed ikke var noget, man ønskede at have. At det var forkert. Så hun besluttede sig for at tabe sig, så hun kunne komme til at være dét, som man åbenbart helst skulle være: tynd. Den unge teenagepige sprang derfor fra den ene lynkur til den anden og blev nærmest bange for mad og rædselsslagen for at tage på. Da hun begyndte på efterskole i 9. klasse, havde det nået et sygeligt niveau, men det var ikke dét, som folk kommenterede.
Læs også: Fit uden sixpack: Veltrænet er ikke lig med tynd
”Jeg tabte mig vildt meget og røg fra en størrelse ekstra-large til en størrelse small, men jeg tabte mig jo på en helt vildt usund måde.
Alligevel kom alle over og sagde: ”Hvor er det flot, at du har tabt dig sådan”. Eller: ”Hvor ser du godt ud”. Jeg fik så meget positiv bekræftelse, men virkeligheden var jo, at jeg havde en sygdom. En spiseforstyrrelse. Men det var, som om ingen tænkte over det – det hele handlede bare om, at jeg havde tabt mig. At jeg så havde det virkelig skidt mentalt, lod ikke rigtig til at betyde noget. Det er jo vanvittigt, men det er jo sådan, vores samfund fungerer, hvis vi skal sætte det lidt hårdt op. Hvor tit har vi ikke enten hørt eller selv sagt, hvor flot det er, at nogen har tabt sig, uden overhovedet at vide, hvad der ligger bag vægttabet?” spørger Maria.
Læs også: Se den afviste video: Undertøjsreklame må ikke vises på tv - uden grund
Hvad er normalt og unormalt?
I midten af gymnasiet fik Maria nok. Der var noget, der ikke hang sammen. Hun begyndte at opsøge og møde mennesker, der så på skønhed på en helt anden måde. Hvor dét, der definerede et menneske, var dets værdier og person – ikke vægt eller udseende. ”Jeg begyndte at få øjnene op for, hvad der blev opfattet som normalt og unormalt, og begyndte også at stille spørgsmål til det. Vi har jo som sagt det dér meget snævre ideal, hvor man helst skal være køn og tynd. Det er den type, man ser alle steder i medierne, og det er sådan, vi forsøger at fremstille os selv på de sociale medier. Også mig. Men hvis man kigger op fra reklamerne og skærmen og ud i virkeligheden, så er det jo forsvindende få, der ser sådan ud. Alligevel lægger vi alle utroligt meget værdi i at være smuk og skøn. Det er dét, vi skriver til hinanden i kommentarerne på Facebook og Instagram: ”Nej, hvor ser du skøn ud, hvor er du lækker osv.” Der er jo aldrig nogen, der skriver: ”Nej, hvor ser du venlig ud”. Eller kompetent eller klog. Det ligger simpelthen så dybt i os, at det er udseendet, vi måler hinanden på, og dér ville jeg jo ønske, at vi kunne holde op med at have så enormt meget fokus på skønhed”, siger hun.
Læs også: 5 grunde til at morgensex er godt
At kunne spejle sig selv
I dag ved Maria faktisk ikke, hvad hun vejer. Hun går ikke så meget op i det længere. Og så alligevel.
”Jeg kan jo mærke, at selv om jeg taler så meget om, at man skal være glad for den krop, man er i, og at der skal være plads til alle slags kroppe, så ligger de gængse idealer jo stadig og spøger et eller andet sted inden i mig. Forleden sagde min kæreste til mig, at jeg var tyk. Og jeg kunne slet ikke have det. Selv om jeg jo selv insisterer på, at det ikke skal være et negativt ladet ord og selv bruger det om mig selv, så gjorde det alligevel ondt. Den dér insisteren på, at man for alt i verden ikke må være tyk.”
Heldigvis er der begyndt at ske noget med de gængse skønhedsidealer.
Læs også: Sådan lærer du at elske dig selv
Maria nævner f.eks. tv-serien ”Empire”, der for nylig havde en meget eksplicit og livsbekræftende sexscene med en stor, meget tyk sort kvinde i centrum, og serien ”Broadchurch”, hvor den kvindelige detektiv ser slidt, træt og brugt ud, efterhånden som sagen begynder at tære på kræfterne. Begge dele eksempler på, at der ikke er castet efter, at man skal ligne en fotomodel, men derimod et virkeligt menneske. Samtidig får flere og flere tøjfirmaer øjnene op for, at der findes andre kvindekroppe end dem, man ellers har set i reklamerne.
”Jeg kom gående ned ad Strøget forleden, og en af butikkerne havde nogle store reklamer med en stor, rund kvinde hængende, og jeg blev simpelthen så glad. For hun lignede jo mig. At man pludselig kan se en, der ser ud på samme måde som én selv, i en reklame, betyder utroligt meget. Det betyder jo, at man bliver anerkendt. At samfundet finder én attråværdig. Dér er tingene begyndt at rykke sig lidt i forhold til, at der godt må være flere kurver og runde hofter, og det er virkelig dejligt at se. Men idealbilledet er stadig meget snævert.
Du er god nok, som du er
Dét med at se, at der er nogen, der ligner én selv i medierne og i reklamerne, er dét, som med et fint ord bliver kaldt ”repræsentation”.
”At éns udseende bliver repræsenteret i samfundet, er jo en anerkendelse af, at du findes. At du er god nok, som du er. Jeg synes, det er vildt glædeligt, at der nu kommer flere buttede kvinder på plakaterne og i bladene, men samtidig synes jeg også, at vi skal passe på med at skabe et ideal, der er ligesom det gamle ideal, bare tre tøjstørrelser større. For hvad med dem, der er meget større eller meget mindre. Eller som har et handicap, er transkønnede eller bare ikke har den attråværdige timeglasfigur med store bryster, smal talje og stor røv? Vi er i en tid, hvor der sker rigtig meget med idealerne, og jeg synes, vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at der bliver plads til alle. Du er jo ikke unormal, lige meget om du bruger størrelse 34 eller 58 – eller mangler begge ben for den sags skyld. Du er et menneske. Og du bliver ikke et mindre værdigt menneske af at se ud på en bestemt måde,” siger Maria.
Læs også: Drop slankehysteriet og bliv et gladere menneske
Måske jeg bare skal holde mund?
Og så er det, vi lander i ”fuck skønhedsidealerne – der skal være plads til alle kroppe” og i den tvivl, som hele tiden ligger i Maria: Om hun overhovedet bør sige noget om alt dette.
”Det er jo vildt nemt at sige, at vi skal glemme alt om idealerne, men virkelig svært at gøre i praksis, fordi de ligger så dybt i os. Jo længere væk du kommer fra idealet, jo sjældnere ser du dig selv repræsenteret i samfundet omkring dig, og jo sværere er det jo selvfølgelig at tro på dig selv og føle dig accepteret. Derfor er der helt sikkert også nogen, der synes, at jeg skal holde min kæft. Jeg er jo totalt mainstream. Det kan godt være, jeg er lidt større, men jeg bevæger mig dog trods alt stadig inden for idealet om at være hvid, have et fotogent ansigt, at kunne udtrykke mig og så videre. Så jeg har det jo meget nemmere end en masse andre, der er langt mindre privilegerede. Men det fylder jo meget alligevel, og jeg synes, det er en fælles kamp, lige meget hvordan man ser ud. Altså, hvis man er så heldig, at man er i en privilegeret position, så har man fandeme også et ansvar for at bruge den til at gøre noget godt, ikke? Vi skal anerkende, at alle vores forskellige kampe er en del af et større billede, som vi sammen skal gøre noget ved at rykke på,” siger Maria.
Det handler ikke om størrelse
For hende handler det om at have en ideel krop – ikke så meget om størrelse eller udseende.
”Min ideelle krop er en, som jeg har det godt i og kan de ting, som jeg gerne vil: Gå en tur på stranden, danse til kl. 5 om morgenen og have fantastisk sex. Om den så ser ud på den ene eller den anden måde, det tænker jeg faktisk ikke så meget over mere, selv om jeg selvfølgelig også kan blive ramt af både tvivl og svigtende selvtillid fra tid til anden. Men jeg prøver samtidig at lære mig selv at være glad for min krop. F.eks. ved at gå i det tøj, jeg har lyst til, og gerne noget, der udfordrer de normale tanker om, hvad man ”kan tillade sig”, når man er tyk. Stramme leggings og mavekorte bluser f.eks. Det har været vigtigt for mig at opdage, at den slags tøj både kan og vil jeg gerne tage på, selv om jeg er større end idealet. Jeg har jo ellers altid følt, at hvis ikke jeg passede ind i dét, der var normen, så måtte jeg hellere gemme mig lidt væk, og nu gør jeg det modsatte. Det er et oprør, og det er ekstremt befriende.”
