Kvinde kend din konto
Foto: Colourbox
- Mange kvinder lider desværre af en helt unødig berøringsangst for penge, som mænd ikke har i samme udstrækning. Vi lægger ofte mærke til i banken, at det i parforhold er mændene, der opretter netbank og kommer ned og taler med os om lån, pension eller opsparing. Godt nok er kvinderne med, men alt for tit kun med på en lytter, fortæller marketingchef Charlotte Hvidkjær i Amagerbanken,
SØRG FOR TO KONTI - OG SÅ I EGET NAVN
- Det er vigtigt at have to konti i eget navn, så du skelner mellem den daglige økonomi og samtidig giver dig selv et incitament til at tænke mere langsigtet ved at spare op. Den megen uro i den finansielle verden gør, at vi er ved at få øjnene op for den sikkerhed, der ligger i at have en opsparing. Økonomisk råderum er en fantastisk frihed. Så ved man, at man har, hvad der skal til, hvad enten det drejer sig om rejser, bolig eller pension, fortsætter Charlotte Hvidkjær, som også gerne vil lære kvinder at have to kontokort.
- Vi mener, det er en god ting altid at have to forskellige kontokort, der supplerer hinanden. Det er ikke sjovt at stå og se sit kort blive spist i pengeautomaten eller sidde på en restaurant i Italien og ikke kunne betale med VisaDankort. To kort giver fuld sikkerhed og fleksibilitet.
KOM PÅ NETBANK
Og endelig håber Amagerbanken, at langt flere kvinder vil lære at bruge netbank. Derfor tilbyder Amagerbanken ikke bare gratis netbank, men også kurser og al den rådgivning, der skal til, for at de kvindelige kunder får mod på at springe ud i det i stedet for at lade andre gøre det eller stå i kø på posthuset og betale 15 kr. i gebyr, hver gang man betaler et girokort. Er man allerede på netbank, er det også vigtigt at være det "i eget navn".
- Det er ikke er nok at logge sig ind på netbank med det password, éns mand evt. har oprettet på jeres fælles netbank. Det er for det første på kanten af loven og for det andet også dumt. Alle bør have deres eget password og adgang til netbank - også selvom det er adgang til den samme konto. I tilfælde af skilsmisse, eller hvis din mand pludselig dør, så har du ikke adgang til din egen konto, hvis ikke du har dit eget password, oplyser Charlotte Hvidkjær. Hun afslutter: Det giver et dejligt selvværd og følelsen af at have styr på sit liv, at have styr på sine finanser og at kunne håndtere sin privatøkonomi selv.