Kvinder har fået mange point for at være søde. Hun vil fortælle dig, at du gerne må være vred - og hvordan du skal bruge din vrede

Kælling, dramaqueen, hystade, strigle, mokke, furie, kost, heks, rejekælling, hundjævel, skrigeskinke, rappenskralde, bitch, krampe, drage, klimakteriesild, harpe, skrappedulle, gimpe, bitterfisse, hyæne.

Kan du finde på lige så mange nedsættende ord for en vred mand, spørger forfatter, coach og underviser Pernille Melsted i sin nye bog ”Den vigtige vrede”.

Det er ikke tilfældigt, at det er langt overvejende kvinder, der deltager på hendes vredeskurser – helt præcist har 1.068 kvinder og 56 mænd været igennem forløbet de senere år.

Mange af kvinderne deltager, fordi de har et problem med at mærke vrede eller sætte grænser.

– De ved godt, at de giver for meget, og de er blevet trætte af det. Men i stedet for at reagere på vreden, lader de være med at tage telefonen, når folk ringer, eller gemmer sig og bliver mere og mere indebrændte. De har brug for lære at sige fra, men de er enormt bange for at blive upopulære.

– Rigtig mange kvinder har fået utrolig mange point for at være søde, nemme, medgørlige og samarbejdsvillige – klassiske dyder, som kvinderne har fået credit for i mange år, siger Pernille Melsted.

For dem – og mange andre af os – er vreden en sjælden gæst i følelsesregistret.

– Vrede er en af de følelser, vi ikke er i særlig god kontakt med, og som vi føler er behæftet med skam. Vi har en forestilling om, at hvis man er vred, står der røg ud af ørerne, og man er rødglødende af raseri, men raseri og vrede er to meget forskellige ting, forklarer Pernille Melsted.

Spørger man de fleste af kvinderne på hendes kurser er de i første omgang slet ikke vrede. Til gengæld er de ”utilfredse, skuffede og frustrerede” over rigtig mange ting.

– Efterhånden som de får kontakt med vreden, går det op for dem, at ”jeg skidesur over alt muligt. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det uden at lyde super bitter. Jeg er bange for at blive uvenner med folk. Jeg vil ikke skabe ufred”, siger Pernille Melsted.

Hun mener, at de fleste af os mangler redskaber til, hvordan man kommunikerer om noget så sårbart som vrede på en ordentlig måde.

– Usagt vrede fylder i vores liv og tanker. Tager vores nattesøvn, rumsterer og dræner os for energi. Man skal lære at sætte grænser eller bede om noget.

– Der findes metoder, der hjælper med at få talt om det svære på en relativt ukompliceret måde. Når man får sagt det, uden at alting falder sammen, føles det enormt empowering, og bagefter vil man føle en enorm frihed og lettelse.

Den kollektive vrede

Tilbage i historien var kvinder, der havde god kontakt med deres vrede, ildeset og blev måske endda brændt på bålet. Vi har været vant til, at mænd har ”ejet vreden”, og kvinder har været omsorgsgiverne, mener Pernille Melsted.

– Det har været suspekt og forkert, hvis kvinder har vist åbenlyst vrede. Vi har en kollektiv erindring om, at det er farligt, hvis vi hæver stemmen.

– Det er jo meget interessant, at en mand bliver set som mere maskulin, hvis han er i kontakt med sin vrede, og kvinder bliver set som mindre feminine – og dermed mindre attraktive – af det.

De senere år har kvinder på verdensplan dog talt med høje stemmer i det kollektive kor #MeToo. Og netop den bevægelse blev et vendepunkt, mener Pernille Melsted. Det er blevet mere legalt for kvinder at vise deres vrede.

– MeToo var en kollektiv vrede, som tog om sig og blev et viralt begreb. Og det har været godt. Men i den offentlige debat sker der to ting. Enten at kvinder endelig føler sig set og hørt, og samtidig er der et backlash, hvor kvinder også bliver latterliggjort eller kaldt skingre eller hysteriske.

MeToo blev især båret frem af yngre kvinder, fordi kvinder midt i livet ifølge Pernille Melsted i højere grad hører til en generation, der er opfostret med at sige ”pyt” eller sågar ser det som et tegn på sundhed eller spirituel oplysthed aldrig at blive vred.

De unge kvinder lærte med MeToo kvinder i andre generationer, at det er okay at sætte grænser for, hvad man vil finde sig i.

– De unge har også et helt andet terapeutisk sprog med udtryk som ”jeg kan mærke, at min grænse er her”, eller ”jeg har behov for”, hvilket ikke er så normalt for ældre generationer. Det har været med til at rykke noget ved de ældre kvinder, som har fået en ny refleksion, mener Pernille Melsted.

Én ting er, at vi kan blive enige om at være vrede over undertrykkelse af minoriteter, seksuelle krænkelser, hvidvask og krigsforbrydelser. Men er der en bagatelgrænse for, hvad vi kvinder kan gå og være vrede over?

– Det synes jeg ikke. Det er kun godt, at vi har en snak om personlige grænser, og at vi er blevet bedre til at kende vores behov. Men der er en meget vigtig forskel på behov og krav.

– Du må gerne udtrykke dit behov og komme med en ”anmodning”, men du har ikke ret til at få det opfyldt. Det kan hurtigt blive til skjult manipulation, nærmest social kontrol, hvis dit behov skal trumfe alt.

På Pernille Melsteds forløb lærer deltagerne at sætte grænser og lade dem udmønte sig i et konkret behov eller en anmodning.

– Det gør en stor forskel for dem at blive tydelige. Nu bliver det lidt generaliserende, men kvinder kan snakke og snakke om alt det, de er utilfredse med og sure over i forhold til f.eks. deres mænd. Men det bliver nødt til at slutte af med noget konkret: ”så jeg kunne godt tænke mig, at du tjekker Aula hver uge …” eller ”at du tager laver mad hver onsdag”. For der er også mange mænd, der lukker ørerne ved brok …

Barndommens mønstre

For at kunne arbejde aktivt med sin vrede er det ifølge Pernille Melsted vigtigt først at identificere sit eget vredesmønster med et tilbageblik på barndommen.

– En sætning, vi bruger meget på kurset, er: ”Min historie taget i betragtning giver det god mening, at …”. For eksempel, at ”jeg ikke er god til at sige fra, fordi jeg er vokset op i et hjem, hvor vreden var farlig, eller hvor min far eksploderede, og jeg fik point for altid at være et nemt barn”.

– Hvis man altid har fået point for at være et nemt barn, så beder man ikke om noget og lægger låg på visse sider af sig selv.

Næste skridt i et vredesforløb er at øve sig på at adressere vreden – i første omgang i form af ”ufarlige” beskeder, hvor man prøver at omsætte vreden til noget, der er tydeligt og tager udgangspunkt i faktuelle hændelser.

Her kommer mange af de ”flinke piger” ofte på overarbejde, siger Pernille Melsted.

– De har været vant til at mærke utilfredsheden, som de kender rigtig godt, og som de taler med deres veninder om. Når jeg så spørger, hvad er de ønsker anderledes, er det ikke altid, at de ved det. Men det bliver de nødt til. Ellers er det bare brok.

Pernille Melsted er selv vokset op i en familie, hvor vreden var tydelig og ikke blev fejet ind under gulvtæppet. Hun beskriver sig selv som et roligt barn uden store udsving.

Og hun havde faktisk slet ikke kontakt til sin egen vredesfølelse, før hun blev konfronteret med den på en selvudviklings-workshop hos den amerikanske coach Debbie Ford tilbage i 2002 i New York.

Øvelsen, der hylede hende lidt ud af den, var ”anger release”, hvor deltagerne skal råbe og skrige og give los for vreden.

– Jeg tænkte straks, at det kunne jeg ikke være med til. Jeg blev reelt bange og samtidig ramt af en blufærdighed. Hvordan ser jeg ud, når jeg er vred? Hvordan lyder jeg, når jeg er vred?

– Jeg vidste ikke engang, om jeg kunne råbe. Jeg blev først rolig, da jeg fandt ud af, at vi fik flybriller på, og at der var meget høj musik, siger Pernille Melsted.

Hun uddannede sig siden til coach hos Debbie Ford, som hun arbejdede tæt sammen med frem til hendes død i 2013.

I dag er Pernille Melsted én ud af kun tre i verden, der er certificeret til at lede Debbie Fords signatur-workshop The Shadow Process, som ”anger release” er en del af. Den sidste dag handler om tilgivelse og forløsning.

– Mange kvinder foretrækker at gå direkte til tilgivelsen. Det er den lidt for aktive pytknap. Men vi er nødt til at være med vores vrede, inden vi kan gå til ægte tilgivelse – ellers er der jo ikke noget at tilgive, siger Pernille Melsted og tilføjer, at man også sagtens kan forløse vrede på andre måder end ved at råbe. For eksempel ved at slå i puder eller vride håndklæder.

Hun understreger, at man nok skal være forberedt på reaktioner fra sine omgivelser, hvis man går i gang med at arbejde med sin vrede.

– Det er ikke alle, der reagerer positivt på, at man pludselig begynder at sige fra eller bede om noget, man ikke har bedt om før. Og det kan også virke konfronterende for andre, som ikke selv gør det.

– Det er sårbart, fordi det ultimativt er udstødelse fra flokken, der er på spil her. Og der er ikke noget, der er mere skræmmende i hele verden end det. Hvis man har været vant til altid at ordne og fikse og sørge for, så er der jo nogen, der synes, det er irriterende, at man ikke længere er sådan.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 12, 2024. Dette er en redigeret version.