Kvinder på toppen skal helst være mænd – men ikke for meget!
foto: All Over Press
I december blev en langbenet dansk blondine verdenskendt på et splitsekund. Det er den 10. december 2013, og kvinden havde ved Nelson Mandelas mindehøjtidelighed i Sydafrika fået en fornem plads mellem USA’s præsident Barack Obama og den britiske premierminister David Cameron.
Obama og den danske kvinde griner sammen. På et tidspunkt tager kvinden sin mobil frem. Obama og Cameron læner sig ind mod hende, og hun tager et billede af sig selv, et såkaldt ”selfie” sammen med de to statsledere. Kort tid efter går verdenspressen i selvsving.
Baben og idioterne
Efter skandalen, der blev døbt ”selfie-gate”, var der flere internationale stemmer, der langede ud efter de tre statsledere. Men mens Cameron og Obamas kritikere kaldte dem ”idioter” og beskyldte dem for at opføre sig ”tankeløst”, blev Helle Thorning i de følgende døgn blandt andet beskrevet som en ”dansk babe”, en ”godte” og en ”flirt”. Amerikanske New York Posts klummeskribent Andrea Peyser mente, at Thorning var en “blond bimbo”, der burde “dække sig til”. Med et var statsministerens diskrete sorte jakkesæt ikke en professionel uniform – nu var nederdelen for kort og statsministerens ”skandinaviske ben” var usædvanligt lange, mente klummeskribenten. I øvrigt uden at kommenterede de to herres påklædning. Pludselig blev det tydeligt, at der var forskel på kvindelige og mandlige ledere.
Og det gælder ikke kun i toppolitik. Også i erhvervslivet skal kvinderne træde varsomt, hvis de skal passe ind, forklarer strategisk PR- og kommunikationsrådgiver Anne-Mette Michaelsen.
LÆS OGSÅ: Kvindelige forbilleder giver stress
- Ledelse er traditionelt et maskulint område, som kvinde skiller du dig ud allerede bare i kraft af dit køn. For at passe ind og lever op til normen vil mange kvinder derfor helt automatisk begynde at klæde sig mere maskulint og forsøge at udstråle nogle traditionelt maskuline værdier, siger Anne-Mette Michaelsen, der er strategisk PR- og kommunikationsrådgiver:
Og når medierne eksempelvis fremstiller Helle Thorning som en flirtende kvinde, gør det, at vi tager hende mindre seriøst, siger Anne-Mette Michaelsen.
- Det gjorde, at man kunne pille hende ned fra piedestalen. Og det skyldes i høj grad, at hun er kvinde. For ville man nogensinde have kritiseret Anders Fogh for at vise sine lange, skandinaviske ben frem? Det er ret utænkeligt
Hak en hæl, klip en tå
I århundreder har en leder i nederdel og højhælede sko slet ikke været noget, samfundet har skullet forholde sig til. Og det præger vores opfattelse af, hvordan en rigtig leder ser ud, forklarer Anne-Mette Michaelsen.
- Hvis man i samfundets øjne skal sende et signal om seriøsitet, bliver man som kvinde nødt til at maskulinisere sig. Det kan for mange kvinder betyde, at man må lave lidt om på sig selv.
Flere internationale undersøgelser peger på, at kvinder, der taler det traditionelle maskuline ledelsessprog bliver opfattes anderledes end mænd, der gør det samme. Den internationale interesseorganisation Catalyst udgav i 2010 en stor rapport under titlen ”The double-bind dilemma for women in leadership. Damned if you do, doomed if you don’t”. Ifølge rapporten sidder kvinderne i en saks. Hvis de agerer i overensstemmelse med de stereotypiske forestillinger, der knytter sig til kvindekønnet, bliver de opfattet som mindre kompetente ledere. Hvis de i stedet retter sig efter de maskuline spilleregler, bliver de anset for at være ukvindelige.
Det dilemma blev tydeligt i USA, da senator og tidligere førstedame Hillary Clinton stillede op mod Obama i 2008 ved det amerikanske primærvalg. Clinton havde i mange år døjet med sit image som en kynisk isdronning. Derfor blev det opfattet som en sensation, da hun på et vælgermøde i staten New Hampshire pludselig fik tårer i øjnene, efter en journalist spurgte, hvordan hun formåede at holde modet oppe midt i en brutal valgkamp. Meningsmålingerne røg i vejret – især blandt de kvindelige vælgere, som Clinton på det tidspunkt havde hårdt brug for, hvis hun fortsat skulle have en chance for at vinde. (Senere blev der spekuleret i, om tårerne nu var ægte nok eller fabrikeret til lejligheden).
Den amerikanske rapport fra Catalyst viser også, at kvindelige ledere bliver enten opfattet som kompetente eller vellidte – sjældent begge dele på én gang. Hvis en kvindelig leder er feminin og signalerer bløde værdier vil hun ifølge undersøgelsen bliver opfattet som venlig og socialt engageret – men mindre dygtig og kompetent end en hård, kvindelig ledere. Og vice versa.
Derfor opstår der en svær balancegang, når kvindelige ledere forsøger at være mere maskuline eller kønsneutrale, siger Anne-Mette Michaelsen.
For meget mand og så for meget kvinde!
Et eksempel på, at kvindelige ledere også skal høre for det, hvis de minder om deres mandlige kolleger er den tyske forbundskantsler – og Europas mest magtfulde kvinde - Angela Merkel. I de tyske medier er der tid blevet gjort grin med Merkels fremtoning, fordi den skulle være mandig eller decideret kønsløs.
På vores egen Helle Thorning-Schmidt ses det, at hun som leder tit forsøger at finde balancen mellem det feminine og det maskuline, mener Anne-Mette Michaelsen.
- Statsministeren har ligesom mange kvindelige erhvevsledere også den her jakkesæt-stil. Hendes hår er som oftest sat stramt op, og hun signalerer mange af de her maskuline værdier, som man traditionelt knytter til ledelse, siger hun.
- Men en gang i mellem skiller hun sig dog ud i en pangrød jakke, som signalerer en anden form for kvindelighed.
Derfor mener Anne-Mette Michaelsen også, at grænserne for, hvor kvindelig en kvindelig statsleder må være langsomt er ved at rykke sig. Som da statsministeren tidligere på året var til nytårskur hos Dronningen, overraskede hun ved at komme i en eventyrlig kjole i sart lyserød, guldblonder og brusende skørt.
- Her så vi en meget feminin, prinsesse-agtig, men stadig meget elegant stil fra statsministeren. Det er noget af det der skal til, hvis man vil skabe billedet af en kvindelig leder på en anden måde, siger Anne-Mette Michaelsen.