Læs Miriams vigtige budskab til os alle: ”Jeg er grim”

Det er ikke fordi, jeg ikke har gjort mig umage. Jeg har sørget for både scrub, masser af fugt, frugt og grønt. Jeg har sørget for at bevæge mig. Drukket kaffe. Og vand, bevares.

Sminket mig og sat håret. Eller forsøgt. Men. Mit tøj sidder forkert. Mit hår vil bare ikke. Noget som helst. Jeg ser træt ud. Og oppustet. Jeg kunne godt se det i morges. Den

kunne ikke reddes i dag.

I dag er jeg grim.

Og jeg skal endda til photoshoot. Altså ikke et af dem, man skal til, fordi man nødvendigvis er smuk, men det man skal, til fordi folk godt kan lide en, og synes, man har et dejligt smil. Alle de andre er gudesmukke. Jeg kender dem jo. Smukke indefra og ud. I dag mangler jeg den sidste del - det smukke ud. Og det betyder, at min grimhed i dag skal

foreviges. For ti år siden havde det været mit værste mareridt. Jeg ville have haft utroligt svært ved at slappe af, og nyde selskabet. Jeg havde været så optaget af min grimhed, at jeg ikke ville have opdaget det spirende forår, ikke havde kunnet involvere mig i den meningsfulde samtale, efter billederne var i kassen, ikke havde kunnet slappe af. I det mindste ikke før jeg igen var hjemme, og kunne gemme mig som en Quasimodo i kirketårnet.

Da jeg var ung, krøb jeg helt langt inde ved bygningerne, gjorde håret stort og gemte mig i det. Jeg gjorde alt for at være usynlig på mine dårlige dage. For ikke at blive set i mit grimme.

Men hvorfor er grimhed så farligt? Hvorfor skal det betyde så meget? I en sådan grad faktisk, at kropskærlighed meget ofte knyttes til det at være smuk. “All bodies are beautiful” eller “I’m beautiful to the one person that matters”. Min klient spurgte mig, om hvordan hun skulle kunne elske sin krop, når hun ikke kunne se dens skønhed?

Må man ikke synes, man er grim OG elske sin krop? Hvornår blev skønhed en betingelse for kærlighed? Skal man synes, man er smuk, for at kunne knuselske sig selv? Elsker man

sin veninde mindre, hvis hun har en grim dag? Sine børn mindre, hvis ikke de er ’picture perfect’? Det håber jeg ikke. Jeg talte med en kvinde i går, der stejlede ved ordet “grim”. Prøvede at opbløde det. “Grim er vel noget, man selv beslutter?” Mjaah. Til dels. På dårlige dage f.eks., er det meget almindeligt, at man skal kigge langt, for at kunne se ens egen skønhed. At man måske endda skal bruge en kikkert. Men derudover, hvis vi lige er hudløst ærlige, så er der også nogle træk, nogle features, vi som samfund i bred udstrækning har defineret som smukke. Og nogle som vi har defineret som grimme. Så man kan være grim på mange måder. Man kan være grim i samfundets øjne. Og man kan være grim i ens egne øjne, uanset hvadsamfundet siger. ’Be your own boss’, som man siger. Jeg er ikke ude på at tage din definitionsret fra dig. Du må være akkurat så smuk eller grim, som du selv synes, du er.

Det er lige præcis den pointe, jeg prøver at komme frem til. At det er ok. Det hele. Også det grimme.

Vi må gerne være grimme. Grimme og forelskede. Grimme og succesfulde. Vi må gerne have tordenlår og appelsinhud, hår, der stritter og en kaffeplet på blusen, mens vi slentrer ned ad Strandvejen og suger sommeren ud af livet med lys i øjnene og lykke i hjertet. Det må vi altså gerne. Vi må også gerne være grimme på arbejdet, grimme mens vi knalder, elsker og/eller boller. Grimme i byen. Grimme til photoshoot, grimme i Nyhavn, grimme i den romantiske komedie, der indkapsler vores nyforelskelse. Det kan lyde helt banalt. Og for nogen vil det helt sikkert også være det. Men for rigtig mange af de kvinder jeg taler med, er det at være smuk et mål i sig selv. Noget de fleste er vokset op med. Noget vi har fået ind med modermælken. “Jeg blev lidt bange, da du blev født” sagde min far. “Du var helt rynket og grim. Men din morfar beroligede mig, og sagde, at du nok skulle blive smuk. Og det blev du jo også, så alt endte godt. Så smuk.”

Thighgaps, bikiniklar, den ene kur efter den anden, botox, masker, hårkure, spraytan, solarie, fillers, spanx, smertefulde højhælede, nip-and-tuck, designervaginas og blegede

røvhuller. Man kan gå meget, meget langt i jagten på smuk. Og er det det, man vælger, så er det også helt ok. No shame. Jeg håber bare så inderligt, at den beslutning er helt

frivillig, og ikke på nogen måde knyttet sammen med følelsen af at ville være “god nok”. Du er ikke bare god nok; du er mere. Du er dig. Med hele dit strålende væsen. Med hud og

hår, sjæl og hjerte, deller og dobbelthage, rynkede knæ og strit-tå. Og det er hverken din skønhed eller din grimhed, der definerer dig.

Jeg reclaimer min ret til at elske mig selv, tordenlår eller ej.

Jeg reclaimer min ret til at elske min krop, deller eller ej.

Jeg reclaimer min ret til at nyde livet, uanset.

Jeg reclaimer min ret til at være grim.

I den sidste del år, har jeg bevidst forsøgt at give mig selv lov til at være grim. Ikke at kæmpe imod. Sådan er jeg også, og sådan må jeg også gerne være. Det gør mig ikke

mindre værd, mindre skøn eller mindre mig. Det kan lyde banalt. Men hold nu op, hvor har det været befriende. Du er også grim. I det mindste engang imellem. Og du må hjertens gerne være med - sæt dig selv fri. Er du med?

Om Miriam Veksebo:

Miriam Veksebo har siden 2012 hjulpet kvinder med at slippe overspisning og kurmentalitet, og komme i mål med et kærligt og balanceret forhold til kost, krop og vægt. Hun holder til i Hellerup, har klienter fra hele verden, og inspirerer til livsdygtig sundhed igennem radikal ansvarstagen, følelsesmæssig fitness, selvkærlig kropskærlighed og

intuitiv spisning. “Jeg stornyder at være en del af den kæmpe transformation det er, når kvinder generobrer magten, og skaber lige netop det liv, den vitalitet, og den sundhed de drømmer om. Jeg vejviser med læssevis af hjerte, kant og autencitet, og helt uden vejninger, kostplaner, løftede pegefingre eller pisk.”

Læs: Er du også kropspositiv? Så er der en ting, du aldrig må glemme