Læserklumme: En stille og rolig feminist

Jeg kan ikke længere løbe fra, at jeg er feminist. Og det vil jeg sådan set heller ikke. Men jeg har ofte haft trang til det. At løbe langt væk fra de fordomme og de udtryksmåder, der kædes sammen med feminismen. Jeg har savnet nogle feminister at spejle mig i, som ligger et sted mellem den polerede SoMe-feminist der sværger til filtre og ofte blot følger en moderigtig tendens og den højtråbende aktivistfeminist der stiller sin nøgne krop offentligt frem og er på konstant jagt efter en aggressiv diskussion.

Når jeg snakker med mine veninder og kvindelige bekendte om feministiske emner såsom flere kvinder i lederstillinger, manglende respekt for kvinders kroppe og de små konkrete hverdagssituationer, som jeg mener afspejler, at vi endnu ikke er på en anden side af reel ligestilling, bliver jeg ofte mødt med kritiske blik og en forsvarstale for mændene. Jeg oplever, at mange kvinder har behov for at tage afstand fra feminismen og endda gøre den til skamme. Hvorfor?!

LÆS OGSÅ: Læserklumme: Klimatosse?

Jeg tror, at det bunder i misforståelse af – og måske uvidenhed om - feminismens kerne. Det er kommet til at handle mere om at poste billeder af sit køns- og armhulehår, vise sig så afklædt som muligt, provokere så det batter og diskutere sine holdninger til Louise Kjølsen. Jeg kan godt forstå, hvorfor mange står af og ikke føler sig som en del af denne gruppe. Men problemet er, at de ofte trækker sig fra hele ideen som feminisme i stedet for blot fra de feministiske udtryksformer, de ikke kan genkende sig selv i. Derfor synes jeg, vi – ligesom feminismen i øvrigt kæmper for – bør have et mere nuanceret billede at se på. Også når det gælder feminismen selv.

De højtråbende og afklædte feminister har helt klart en berettiget plads i debatten. De rykker ved nogle vigtige grænser på deres helt egne måder. Men de rolige og måske knap så synligt radikale feminister, som benytter sig af helt andre udtryksmåder, bør også være repræsenteret. Det handler vel om at vide, hvad feminismen egentlig går ud på og være modig nok til at udleve den. For nogen er det mod at smide kludene offentligt, men for sådan én som mig kræver det meget mere mod at skride ind i hverdagens små antifeministiske situationer. Som når en mand beder mig om at smile mere, når et familiemedlem joker med kvinders manglende evner, og når en veninde kritiserer en anden kvindes krop. Er en dæmpet men støt udvisning af mod ikke også en vigtig kamp? Bør vi ikke vise at man kan være feminist på mange måder, når først man har forstået, hvad det virkelig handler om? Jeg identificerer mig i hvert fald ikke synderligt meget med Twerk Queen eller Nikita Klæstrup, men jeg forstår dem. Og jeg er ikke Beyoncé-fan, jeg kan ikke twerke, jeg har ikke en Instagram-profil, jeg bryder mig ikke om aggressivitet, jeg bærer sjældent lyserødt tøj, jeg er ikke højtråbende, men jeg er i dén grad feminist. En stille og rolig én af slagsen.

Marie Vernegreen Christensen, 24 år, bosat i Aarhus, bachelor i Dramaturgi og kommende kandidatstuderende i Journalistik.