Læserklumme: Hvorfor er det så vigtigt, hvad andre tænker?

Vi var på vej i skole. Min 5 ½-årige datter og mig. Jeg fik øje på lidt ørevoks i hendes ene øre. ”Skat, det må vi have fjernet med en våd klud, når vi kommer ind på skolen” sagde jeg mor-agtigt. Den unge dame var ikke helt enig. ”Jamen, så siger de andre bare, at det er ulækkert” prøvede jeg og skævede til den gule klat, der åbenbart kun irriterede mit øje, men endnu ikke pigens øre. ”Nej” sagde hun ”for vi må ikke kalde hinanden ulækre”. Måske burde jeg bare have stoppet der. ”Jamen, så tænker de det nok”, blev jeg stædigt ved. ”Jamen,” sagde min datter lidt forundret: ”Det kan jeg jo ikke høre!”

Og så slog det mig: Hvad havde jeg lige gang i?

I det øjeblik på skolens parkeringsplads, var jeg pludselig tilbage i mine usikre teenageår. Genert, stille og altid bange for om folk nu syntes, at jeg var sød nok, klog nok og pæn nok. Det har taget mange år at lægge den pige bag mig, som bekymrede sig alt for meget om andres fiktive tanker. For det er jo det, de er… fiktive… Vi kan jo faktisk ikke høre, hvad andre tænker.

Vi iscenesætter os selv, lægger begrænsninger på os selv, og jagter evig anerkendelse, likes og accept, uden nogensinde for alvor at vide, hvad der foregår i hovedet på andre. ”Faktisk ved vi heller ikke, om det ”like”. vi får for en selfie, er ægte eller af ren høflighed.

Den lille sætning fra min datter fik mig til at tænkte på alle de mennesker, som hver dag går glip af oplevelser og livet selv, fordi naboen, kollegaen eller tilfældige mennesker på gaden ikke må tænke to sekunder negative tanker om dem. Negative tanker, som man aldrig ved, om overhovedet eksisterer, og som man vel at mærke aldrig hører. Og hvis de faktisk dukker op i hovedet på folk, oftest er glemt igen på et øjeblik.

LÆS OGSÅ: Læserklumme: Slip kontrollen, kvinde!

Der er dem, der trods ensomhed ikke inviterer gæster med hjem, fordi naboen ikke må tænke ”nu har hun sørme mandebesøg igen”. Der er dem, der ikke danser til festen, fordi ”de andre synes sikkert, at jeg danser grimt”, og der er dem, der ikke siger noget, fordi ”de andre synes nok det, jeg siger, er dumt”.

Men det kan jo være, at naboen tænker ”godt for min nabo, at hun er begyndt at date”. Måske tænker de andre ”hold kæft hun danser grimt, men hun er bare festlig” og måske tænker bordherren ”dejligt, at hun gider snakke”.

Og her var jeg. I gang med at lære min datter samme tankemønster, som jeg selv havde kæmpet med alt for længe. Det var ikke i orden.

Den morgen fortalte jeg min datter, at hun havde helt ret, mens jeg sendte en lille bøn af sted med håb om, at hun vil bevare sin holdning til andres vurderende tanker fremover. Og så rensede vi ørerne – udelukkende med den begrundelse, at de var beskidte.

LÆS OGSÅ: Læserklumme: Hokus pokus, DIG i fokus

Marianne Sørensen er 45 år, gift, og har en datter. Arbejder som advokat.