Læserklumme: Hvornår kan jeg bare få feber - uden at få tunge tanker, om at jeg skal dø?

Jeg stod i underbukser, da det bankede på ruden. Cykeldoktoren kom for at hente børnenes cykler. En ny gearskifter og en støttefod. Hvem kunne ikke bruge en støttefod? Jeg kunne jo spørge, om han havde noget støttefodsagtigt til voksne kvinder i overgangsalderen med feber og opvask stående fra flere dage.

Jeg løb op ad trappen for at tage bukser og bluse på. Blusen havde en lang hvid streg mellem brysterne. Måske tandpasta. Måtte skifte igen (han ser skide godt ud). Ned igen (uden bh) og med sovehår og stadig feber.

Hvilken cykel skulle have støttefod og hvilken en skulle have nyt gear? Nå ja, det kunne han jo se, da den ene stod op ad cykelskuret - uden støttefod.

Han inviterede mig ikke på kaffe. Men det var jo det, man selv kunne gøre. Springe byture og datingsider over og simpelthen bare invitere en fremmed mand på kaffe. Men måske skal jeg ikke ligge med influenza og feber og tage imod ham uden bh.

Ind til toastmaskinen, der sendte indianerlignende røgslør ud. Ud med stikket, varmelegemet af og på igen. Toast færdig. Lavede den til min datter, der lige var trådt ind ad døren, før cykeldoktoren kom. Lidt luksus skal der være, når jeg i går, nægtede at hente hende i bil, selvom det øsregnede. Hun ringede tre gange i træk. Jeg sagde nej hver gang. Jeg er jo syg. Har feber. Hvis ikke jeg må sige nej nu, hvornår så? Det er faktisk en dejlig følelse at sige nej. Sveden pibler frem. Det er nærmest en overanstrengelse at løbe op og ned ad trappen og konversere pænt med cykelmanden.

Jeg har sovet til 11.45 i dag. Min krop er træt og slap. Men jeg har det lidt bedre end de foregående dage. Jeg har da formået at lave en bolledej, og have nybagte boller klar til min datter kom hjem. Så ville hun hellere have en toast.

Jeg bliver melankolsk, når sygdom rammer mig. Altså influenza. Det ribber op i min sårbarhed.

Hvornår kan jeg bare få feber uden at få tunge tanker, om at jeg skal dø. Det er nu to år siden, at mine bryster blev tømt for al indhold inklusive brystvorter. Kun huden var tilbage. Der blev indopereret en expander i hver brystlomme med saltvand. Hver tiende dag i ti måneder skulle jeg ind på hospitalet og have sprøjtet saltvand ind. Så brystlommerne kunne udvide sig. Gradvist. Så der langsomt blev plads til to silikonebryster og to nylavede brystvorter. Efter kræft i det ene bryst.

Det værste ved influenza er, at jeg ikke kan træne og løbe mine to gange om ugen. I torsdags, inden jeg fik feber, løb jeg fem kilometer. Og de 2,5 kilometer var opadgående. Men jeg havde brug for at presse mig selv efter en hård dag på arbejde. Jeg havde det så godt bagefter. Jeg var stolt af mig selv. Og det, der havde gjort mig irriteret den dag var komplet ude af mit system.

I morgen skal jeg ud at løbe igen.

Inge Nielsen, 48 år, mor til tre, uddannet med diplomeksamen i valdhorn på Det Jyske Musikkonservatorium, og har arbejdet ti år som professionel musiker. Senere uddannet folkeskolelærer. Nu lærer i folkeskolen på tiende år.