Læserklumme: Måske bør vi åbne øjne og ører mere, og lære af menneskene omkring os?

En kvinde sidder i toget på vej hjem fra arbejde. - Endelig fyraften, tænker hun og fisker en selvudviklingsbog op af sin taske. Inden hun sætter sig godt til rette for at læse, tjekker hun lige telefonen. Hun opdager et ubesvaret opkald fra sin veninde, men hun gider ikke ringe tilbage, da veninden lider af kærestesorg. Og hvem orker høre på den slags efter en lang arbejdsdag? Hun bladrer op på side 88, hvor kapitlet ”Sådan lærer du at nyde livet” begynder.

- Vil du have en bajer? Kvinden kigger op fra sin bog. På sædet over for hende sidder en usoigneret mand med et smil, hvor over halvdelen af tænderne mangler. I hånden har han en uåbnet dåse Tuborg, som han spørgende rækker frem mod hende.

Endnu en bums, tænker kvinden og takker høfligt nej til øllen, hvorefter hun fordyber sig i læsningen på resten af hjemturen.

Vi lever i en tid, hvor mulighederne er uendelige og begrænsninger er et ord, som for de fleste har en negativ klang. Men er vi så fokuserede på hele tiden at opnå mere, få mere, udvikle os mere og opleve mere, at vi faktisk begrænser os selv, uden at lægge mærke til det. Glemmer vi i alt hasten at opleve ægte fordybelse og nærhed?

LÆS OGSÅ: Læserklumme: Hvad siger man til en, der har mistet så meget på kort tid?

I går havde jeg sat mig på en bænk tæt ved en sø i Silkeborg. Jeg havde taget en blok papir og en kuglepen med, da jeg manglede ideer til en bog, jeg skriver på. Naturen er for mig et oplagt sted at søge hen, når jeg skal sætte gang i en kreativ proces. Jeg sad og kiggede ud over vandet med de blanke stykker papir foran mig, da en ældre dame satte sig ved siden af mig.

- Hvad laver du? spurgte hun.

Det første jeg mærkede, var en irritation over, at jeg skulle flytte fokus. At jeg jo netop var taget derud for at få ro og inspiration. Men damen ved siden af mig virkede fuldstændig ligeglad med, at jeg ikke syntes imødekommende eller snakkesalig.

- Ja, tydeligvis for lidt, siden dit papir er tomt, fortsatte hun kækt.

Jeg kunne ikke lade være at grine lidt, og så begyndte vi at tale sammen. Karen fortalte mig om sit liv. Hun var ikke nærig med anekdoterne. Til trods for, at vi aldrig havde mødt hinanden, gik der hun få minutter før jeg kunne konkludere, at Karen saftsuseme havde levet livet! Hun havde som ung rejst en del, kendt en masse mænd, som man dengang mødte i virkeligheden og ikke på de der moderne apps, som hun så fint udtrykte det. Hun havde altid elsket at synge. Hun havde sunget i kor, sunget i badet og generelt også alt for højt, hvilket hendes tredje eksmand tit havde pointeret. Og så elskede hun rejemadder. Hun havde faktisk både spist det til morgenmad og frokost den dag.

Jeg fik intet skrevet i alt den tid, vi snakkede, men da Karen og jeg havde sagt farvel, sad jeg med det største smil på læben og så begyndte jeg at skrive. Karen havde sat gang i min kreative proces og skabt ideer i mig. Ikke fordi Karens historier kunne bruges til den genre, jeg bevægede mig i, men hendes livsbetragtninger og finurlige personlighed, gav mig en masse inspirationen.

Måske vi bør åbne vores øjne og ører mere? Lære af menneskene omkring os.

Inden du dømmer folk, så forsøg at åbne dit nysgerrige sind. Vær modtagelig for at lære noget om andre og af andre. Alle har noget at byde på, du skal bare være villig til at se det og give dem en stemme.

LÆS OGSÅ: Læserklumme: Ligger lykken for enden af en googlesøgning?

Kvinden i toget endte med, syv år efter den dag hun sad der, at havne i en skilsmisse. Veninderne kunne hun ikke længere søge trøst hos. De var forduftet en efter en i takt med, at kvinden blev mere og mere egoistisk. Hun var grædefærdig, og ville ønske hun kunne ringe til en for at læsse af, føle sig værdsat og mærke omsorg. I stedet begyndte hun at søge på nettet efter en selvhjælpsbog om skilsmisser.

Bumsen i toget, som hun syv år tidligere havde mødt, havde hun ikke nødvendigvis kunne lære noget af. Det er der ingen, der ved.

Men hun gik glip af en kold fyraftensøl.

Henriette Kinch er 33 år og bor alene i Silkeborg. Hverdagen bruges på at arbejde, male, skrive, ses med venner og forskellige aktiviteter i naturen.