Lene Nystrøm: Smerten har altid været en del af mig

Iført sprælske bukser og en rå mavetop sprang Lene Nystrøm rundt på scenen i 90’erne, som frontfigur for popgruppen Aqua. Men hverdagen som popstjerne var ikke altid ligetil for Lene, når følelsen af mindreværd og behovet for at lukke verdenen ude holdt hende nede.

– Det er en smerte af en art, som har været en del af mig altid. Jeg kan pudselig uden grund gå lidt ned med flaget, føle mig mindreværdig, blive nedtrykt og få lyst til at bure mig inde. I mange år fightede jeg imod den smerte. Jeg tvang den væk så heftigt, som jeg kunne, siger Lene Nystrøm til SØNDAG.

Mette Fugl: Jeg har bevæget mig på grænsen af en depression

Jeg er ydmyg i naturen

Siden hun var barn, har Lene skulle forsøge at håndtere det tungsind, som med mellemrum har presset på. Hun er vokset op på landet, og når verdenen virkede voldsom, kunne Lene gå ud i naturen og skabe sin egen lille virkelighed. Det gør hun stadig den dag i dag, når noget går hende på.

– Når jeg går ud af døren for at gå tur i skoven, kigger jeg helt automatisk op. Det er den kraft, naturen har. Man er ydmyg der. Jeg styrer tankerne, i stedet for at lade tankerne styre mig.

Skuespiller Julie Steincke har kæmpet med en følelse af at være en fiasko. Her fortæller hun, hvordan hun kom videre og i dag ser hun sine nederlag som en del af sin succes

Fightede imod smerten

Men i mange år kunne Lene ikke acceptere den smerte, som førte til, at humøret dalede, og at hun ikke kunne gå verdenen i møde med åbne arme. I stedet forsøgte hun at fortrænge den.

– I mange år fightede jeg imod den smerte. Jeg tvang den væk så heftigt, som jeg kunne. Med alderen har jeg lært at omfavne den. Set den i øjnene og accepteret, at sådan er jeg altså også. Jeg har lært at hive fat i mit anker i stedet for at løbe væk, og det er en dejlig følelse.

Hella Joof: Jeg har lært at åbne op, når noget nyt banker på

Som Ronja Røverdatter

Lene beskriver sig selv som ”skrøbeligstærk”, og hun kan hurtigt blive overvældet af følelser, som kan være svære at jonglere med i en travl dagligdag.

– Vi mennesker lukker mange følelser og tanker inde, fordi vi skal passe ind i de formater, som vi former som samfund. Vi falder ind i de mønstre uden at tænke over det. Alt bliver så firkantet, synes jeg. Vi skal lære at give plads til at være lige nøjagtig dem, vi er.

Og skulle Lene komme til at sidde fast i konformiteten og blive en fange af hverdagens ensformighed, så skriger hun til træerne

– Jeg går i skoven og krammer træer og skriger højt – ligesom Ronja Røverdatter. Det ville vi alle have godt af – bare én gang om ugen.