Corona 1 år
9. marts 2021

Lis på 80 år: ”Jeg glæder mig til give mit lille oldebarn en krammer igen”

Lis Schröter var barn under Anden Verdenskrig, men i sine 80 år har hun aldrig oplevet noget som corona-pandemien. Hun plejer at have et aktivt liv med arbejde i Meny og cafeture, som nu er sat på pause. Det værste har været savnet til familien.
Af: Sofie Guldager Larsen
https://imgix.femina.dk/2021-03-10/lis_.png

Foto: Privat

Lis Schröter er født i 1940, da Anden Verdenskrig ikke var slut endnu.

Hun har ikke mange minder fra krigen, men hun kan huske, hvordan hun skulle gå med sin familie ned i et beskyttelsesrum, når sirenerne hylede.

Alligevel har hun i sine 80 år ikke oplevet noget, der har været lige så begrænsende, som corona-pandemien har været for hende daglige liv.

Bowling og teater

Lis bor sammen med sin mand Paul, og de ses ofte med venner og hygger sig med at gå ud.

Før corona så Lis’ liv anderledes ud end i dag. Hun arbejdede to dage i Meny og bowlede hver fredag sammen med en flok venner.

De gik også i teateret og ud at spise sammen. Efter corona har Lis ikke set særlig mange mennesker.

Det er alt sammen sat på pause, og nu foregår det meste indenfor i hjemmet på Østerbro.

- Vi ser kun familien en gang imellem og med afstand. Derudover har vi et vennepar, som vi har set hele tiden. Jeg er mere social end min mand, så det har været ekstra svært for mig ikke at kunne se lige så mange mennesker.

CORONA 1 ÅR

Corona-pandemien har været en del af vores hverdag i et år.

Vi har snakket med en 80-årig kvinde, en sygeplejerske, en nybagt mor og en kronisk syg om et år, der langt fra blev som forventet.

Hvor var du, da landet lukkede ned?

- Der sad jeg hjemme i stuen og så Mette Frederiksen holde pressemøde i fjernsynet. Jeg tænkte, at det er en underlig tid, vi lever i nu, som jeg aldrig har oplevet før i mine 80 år.

- Det virkede meget uoverskueligt, men jeg vil ikke sige, at jeg var bange, men jeg tænkte på min mand, der har noget med lungerne, at jeg ville være meget bange, hvis han fik corona.

48 år sammen

Selvom Lis savner at kunne se sin familie og venner, så kan hun sagtens få tiden til at gå med at strikke, sy og læse mange bøger.

Hun har heldigvis ikke følt sig ensom under corona, fordi hun har sin mand.

- Jeg priser mig lykkelig for at have min mand. Vi kan holde ud at være sammen, os to gamle, vi bider ikke hovedet af hinanden. Vi har også været sammen i 48 år, så skal man ikke gå og skændes.

Derudover bor Lis og hendes mand i en social opgang, hvor de har et stærkt fællesskab.

- Vi er fem, der er 80, og vi tager os meget af hinanden ved at ringe rundt og høre, hvordan alle har det, så jeg er heldig, at jeg har min mand og et netværk.

Hvordan har corona påvirket dig?

- Det fylder meget for mig, at min mand ikke må få corona. Derudover tænker jeg på vores børn, som også er oppe i årene. Jeg håber ikke, at nogen af dem får det.

- Vi har fået et oldebarn, som nu er to år, og ham ser vi ikke ret meget, så vi er kede af, at vi går glip af at opleve ham og hans udvikling. Det er det, som jeg synes er det værste, at man ikke rigtig kan se sin familie.

Sætter andres liv på spil

Lis har ikke selv været bange for at få corona, da hun synes, at de passer meget på.

De holder sig meget indenfor, ser ikke mange mennesker og undgår så vidt muligt at tage offentligt transport. Så hun bliver irriteret, når andre ikke tager corona lige så seriøst.

- Langt de fleste passer på, både de ældre og unge, men nogen leger med ilden ved at holde fester, rejser til Dubai eller tager på skiferie. Jeg synes, de sætter andres liv på spil.

- Vi må alle sammen tage en tørn for at få det overstået. Jo mere vi tager os sammen, jo hurtigere går det.

Nogle gange når Lis ikke kan sove, ligger hun og tænker over den forbandende virus, og hvor meget magt den har over jorden.

Hun tænker meget over, hvornår hun kan få sin hverdag tilbage.

- Jeg er bange for, at vi skal leve med corona i mange år og vaccineres hvert år, som med influenza. Det fylder meget for mig, at jeg hele tiden skal tænke over, hvad jeg gør. Har jeg nu husket mundbind? Har jeg nu fået det skiftet? Holder folk nok afstand? osv.

Hvad glæder du dig til, når landet åbner igen?

- Jeg glæder mig til at lave de aktiviteter, som jeg gjorde før, bowling, tage ud at spise, gå en tur og få en kop kaffe på en cafe.

- De aktiviteter i hverdagen var så hyggelige. Men jeg glæder mig mest til at se min familie igen og give mit lille oldebarn en krammer.

- Det er godt, vi har Facetime, så vi kan følge lidt med i hans liv alligevel. Nu venter vi bare tålmodigt på at få vaccinen, og vi ser meget frem til det og vil tage imod den med kyshånd.

Læs mere om:

Læs også