Lisbeth Zornig Andersen: Jeg har lukket alt for mange udsatte mennesker alt for tæt på…

Lisbeth Zornig Andersen har en historie og et stålsat drive, der betyder, at hun i Danmark er blevet selve inkarnationen af begrebet: En mønsterbryder.

Lisbeths historie velbelyst. Hun har skrevet om den i sin erindringsbog ”Zornig – vrede er mit mellemnavn”, hun har fortalt om den i Mette Korsgaards og Kragefilms prisbelønnede dokumentar: ”Min barndom i helvede”, og hun har givet utallige hudløst ærlige interviews.

Lisbeth er også kendt for at være den tidligere formand for Børnerådet, og så vil læsere af SØNDAG også kende hende som medlem af dommerkomitéen bag SØNDAGs Heltindepris. Desuden arbejder Lisbeth lige nu på at indspille en ny sæson af ”De brændte børn” og snart udgiver hun spændingsroman nummer to sammen med sin mand Mikael Lindholm.

Mød dommerkomitéen bag SØNDAGs heltindepris

Lisbeth Zornig Andersen om at få afklaring

-Der er sket vildt meget de sidste syv år. Jeg har ikke mindst fået færdigbearbejdet min egen historie, og det er noget, jeg kunne ønske for alle. Det jeg gjorde i dokumentaren med at komme tilbage til barndommens land og få konfronteret alle de ansvarlige. Få spurgt dem: Hvorfor. Det var en vigtig proces, som gav mig styrke, ro og balance, siger Lisbeth, der er dybt taknemmelig for, at hun fik den afklaring, for den har hun siden haft brug for i sit professionelle liv.

Lisbeth og Mikael blev gift i 2013, men de bor ikke sammen. Lisbeth er typen, der uanset, hvor inderligt hun elsker, og hvor meget hun er helet, stadig har brug for en kattelem.

-Uden at gå i detaljer så besluttede vi for et par måneder siden at flytte sammen. Men så skete der det, at jeg blev akut angst. Sådan helt reptil-angst. Og jeg blev så overrasket, for jeg troede jo, at jeg havde fået styr på det, at jeg turde slippe kontrollen. Men lige så snart vi begyndte at tale indretning, fik jeg denne her følelse af panik, og det er jo virkelig irriterende, for jeg nyder hvert et øjeblik sammen med Mikael. Det er helt vildt at min kærlighed til ham har været så stærk i så lang tid, jeg glæder mig hver evig eneste dag til at være sammen med ham

De sidste syv år beskriver Lisbeth som en lang forandringsproces:

-Jeg siger nogle gange til Mikael, at jeg håber, at han stadig kan kende den kone, han forelskede sig i for hold fast, hvor har jeg forandret mig. Også fysisk: Rynker og grå hår. Men alligevel føler jeg mig privilegeret, for der er ikke en dag, hvor jeg laver noget, som ikke interesserer mig. Jeg laver kun noget, jeg brænder for og gider, og hvor mange kan helt ærligt sige det.

Passer på sig selv

Lisbeth øver sig meget på at blive bedre til at passe på sig selv. Det betyder bl.a., at hun er begyndt at melde fra til en del, hun tidligere bare ville have gjort.

-Jeg har lukket alt for mange udsatte mennesker alt for tæt på. Før inviterede jeg ind i mit hjem og mine børn var en del af det, men det fungerede ikke, så jeg har måtte sætte en grænse. Jeg vil stadig gerne give ud af mig selv men i dag er det fra 8 – 16.

Lisbeth må også tage hensyn til, at hendes helbred ikke er, hvad det har været. Hun lider af tarmsygdommen colitis ulcerosa, er blevet opereret adskillige gange, og skranter i perioder. Og nogle gange spekulerer hun da også meget over, hvor længe systemet holder.

-Sygdommen er livslang, og man kan leve med den og operere ret meget væk. Men jeg har ikke nogen forventning om at blive gammel – heller ikke selvom jeg ikke har levet det samme liv som mine brødre. Men jeg har organiseret mig således, at jeg vil kunne undværes, selvom jeg jo godt ved, at mine børn og Mikael mener noget andet. Men det giver mig alligevel ro at vide, at det kan jeg. Det betyder også meget for mig, at mine børn er blevet så store, og at jeg kan se, at de er på vej i en god retning.

Lisbeth Zornig Andersen om at møde manden i sit liv

Ingen superkvinde

Lisbeth er blevet opfordret til at skrive en forsættelse til ”Zornig – vrede er mit mellemnavn”, noget hun hidtil har sagt nej til, men som hun nu alligevel overvejer at gøre.

-Jeg bliver 50 år næste år, og jeg tror, der sker det for mange, når de nærmer sig en skillevej, at de begynder at overveje, hvad de egentlig har lært, og om de har nået det, de skulle. Jeg har oplevet så mange gange at blive portrætteret som denne her superkvinde, og det er jeg ikke.

Jeg ved, at jeg giver indtryk af, at jeg kan fikse alt, men der findes livssmerte, som er så voldsom at den aldrig går væk. Jeg plejer at sige: Lad være med at gå i terapi for at få ting til at gå væk. Gå i terapi for at lære at leve med det. Desuden har jeg lyst til at give dem, der læste min første bog, et back-stage indblik i, hvordan mit liv ser ud nu med den opvækst og den familie, jeg har haft.

Erindringsbogen er så langt fra den eneste bog, Lisbeth har i spil lige nu. Snart udkommer hendes og Mikaels nye roman, hvor Malene og Mathias fra den første roman stadig er hovedkaraktererne, og hvor udsatte børn – naturligvis – er en del af både persongalleriet og tematikken.