Lise Nørgaard: "Mistilliden gav mig vinger"

Lise Nørgaard har måttet kæmpe

Som den ældste i en børneflok på tre måtte Lise Nørgaard kæmpe en del mod sin fars forventninger til sine børn. Først mod det, at hun var en pige og ikke en dreng, og dernæst mod hans manglende lyst til, at hun kunne blive journalist. Hun var dog mindst lige så stærk som ham, så journalist blev hun.

Allerede da Lillebæltsbroen blev indviet i maj 1935, beskrev Lise Nørgaard sceneriet malerisk i et brev til sin søster Gerda.

”Jeg tegnede, hvordan jeg nær havde trådt kong Christian 10. over tæerne, og jeg beskrev det kaos, der opstod, da folk kom rendende fra hver sin side og mødtes med et brag på midten. Det var uhyre interessant og morsomt, og det opildnede mig til at holde fast i drømmen om at skrive. Samtidig var jeg meget nysgerrig, men egentlig anede jeg ikke noget om indholdet af jobbet som journalist. Min far syntes, journalister var noget af det frygteligste, fordi de drak øl og havde gæld.”

Lise Nørgaard blev af SØNDAGs læsere karet til årets kvinde i 2015

Far troede ikke på mig

Til sidst gav Harry A. Jensen sig, selv om hans tiltro til Lises evner i journalistfaget var ikkeeksisterende. Han kendte redaktøren for Venstre-avisen Roskilde Dagblad, I.A. Hansen, privat og lovede ham en kasse årgangsvin, hvis han ville tage Lise Nørgaard på prøve i tre måneder. Han forventede ikke, at hun ville holde halvdelen af tiden. Lise Nørgaard var lykkelig for at få chancen og reagerede på den manglende tiltro med trods:

”Min far mente, at jeg aldrig kunne gennemføre det, og det fik mig til at tage mig sammen og tænke: ’Nu skal jeg sgu nok vise ham’. Den dér vidunderlige mistillid har altid givet mig vinger. Jeg vil simpelthen ikke have, at mine modstandere skal have det på mig, at jeg ikke kan. På Roskilde Dagblad blev jeg for første gang i mit liv flittig, ordentlig og præcis. Stod op tidligt om morgenen og var klar til at knokle fra morgen til aften. Det er muligt, at jeg aldrig var blevet journalist, hvis min far ikke havde haft så ringe en tiltro til mine evner.”

Få Lise Nørgaards og to andre kendte kvinders bedste råd om kærlighed.

Galleri: Lise Nørgaard liv i billeder

Artiklen fortsætter efter galleriet

Mest læste byline på Politiken

Siden kom hun både til Politiken, Hjemmet og Berlingske, men det var på Politiken, hun følte sig mest hjemme.

Hun ankom til Politiken på Rådhuspladsen i 1949 i en alder af 32 år, hvor hun gennem de næste 19 år blev en af landets mest læste bylines inden for social- og forbrugerstof, diverse klummer, som for eksempel ”så er det sagt –”, som en del af ATS-redaktionen, lederskribent, royal reporter og modereporter.

Altid frisk på at fare i flæsket på magthaverne, hvis der var grund til det. Fra store temaer i samfundet som boligloven og lukkeloven ned til små emner som dårlig adgang via trapper til S-togsstationen ved Nørreport.

”Berlingeren havde også dygtige folk, men den kreative atmosfære på Politiken var enestående. Vi havde de vildeste journalister. Nogle af dem var direkte gale. I bladhuset var der sådan en atmosfære af, at der altid kunne ske et eller andet spændende. Som jeg tidligere har skrevet, så var det så morsomt at være på Politiken, at man næsten burde betale forlystelsesafgift for at gå på arbejde.”

LÆS OGSÅ: Lise Nørgaard: Jeg undrer mig over, at jeg er blevet så gammel

Matador på toppen af Bakken

Vi kender alle sammen ”Matador”, der netop nu genudsendes, og som hyldes stadig mere, efterhånden som årene går. Den er med i Danmarks filmkanon og har materialiseret sig i Korsbæk på Bakken.

Om serien siger Lise Nørgaard selv:

”I min barndom i 1930’erne gik de fleste mennesker i deres forældres fodspor. Hvis ikke man blev det samme som sin far eller lidt mere, var man en skidt knægt, og kvinderne skulle helst giftes så godt som muligt. Sådan var det dengang. Men det ændrede sig efter Anden Verdenskrig. Pludselig kunne en søn af en landarbejder blive lærer eller akademiker, og det var ikke sikkert, at dem, der var født med en sølvske i munden, kunne leve op til forventningerne.

På den baggrund fik jeg idéen til en fortælling i to bind om en gammel familie i en lille søvnig by og den nye mand med nye idéer og tanker. Første bind skulle slutte i 1947, og det havde jeg i første omgang lavet en synopsis på. Det var med andre ord også en historie om, hvordan alting forandrede sig i Danmark, og der var mulighed for at beskrive alle de her skæbner, og hvordan de kom hinanden ved i cirkler og til syvende og sidst blev bragt sammen af, hvad der typisk bringer folk sammen – nemlig penge.

Jeg var meget fascineret af, hvordan menneskene bevægede sig i bestemte cirkler, og det eneste, der kunne slå hul på skallen til den næste cirkel, var penge,” siger Lise Nørgaard.

Test dig selv: Hvor god er din viden om Matador?