Liza Marklund om livet, når det er sværest og bedst

Hvad har været en udfordring?

– At håndtere offentligheden og skulle forholde mig til det billede, der er af mig ”derude”.

Da jeg begyndte at skrive bøger, vidste jeg, at hvis jeg skulle have fremgang, måtte jeg ud i offentligheden. Det nyttede ikke at sidde derhjemme. Jeg har jo været journalist, redaktionschef og nyhedschef på tabloide medier - jeg var bl.a. den kvinde på tabloidsavisen Expressen, der i starten af 90’erne lavede flest spisesedler, så jeg er kommercielt skolet. Og jeg ville ikke bare skrive bøger - jeg havde nogle ting, jeg ville ud med. Jeg ville beskrive magtstrukturer, kvinders rettigheder osv. Men jeg syntes, det var hårdt. For mange realitytyper er målet: ”Se mig, se min mad”, men jeg har altid forsøgt at tale om kvinderettigheder og deltage i debatter. Det er faktisk første gang ,jeg laver sådan et interview her. Og ellers så laver jeg meget få interviews i dag, og ingen i Sverige.

Jeg havde engang en chef, der fortalte, at han havde ”muppet-syge”, hvilket betød, at han havde brug for det der ”limelight”, og jeg tænkte på, om jeg ville få det sådan, da jeg stoppede. Men det har jeg ikke fået. I dag genkender folk mig ikke længere på gaden i Sverige. Jeg kan gå i fred, og det er jeg meget tilfreds med.

Hvad har livet lært dig om kærlighed?

– Det er det eneste, der tæller. Vi er programmerede til det, og uden kærlighed ville ingenting fungere. Jeg tænker meget over, hvordan vi er konstrueret. Og vi er bygget til at elske! Hvis vi ikke elskede, ville vi ikke orke at have børn eller parforhold. Kærlighed er fundamentet.

Hvad er det bedste råd, du har fået?

– Det var et råd, jeg fik af Jan Guillou, da jeg begyndte at sælge mange bøger og give interviews. Han sagde, at når jeg mødte en journalist og skulle interviewes, skulle jeg gå til det med respekt og svare på alle spørgsmål, som var det første gang. Det handler om respekt for journalisten, og i sidste ende den der skal læse interviewet. Der skal to til, at et interview bliver godt: Journalisten og den, der bliver interviewet, og hvis der ikke er respekt, bliver interviewet dårligt. Og selv om jeg får det samme spørgsmål igen og igen, er der altid nye nuancer i det, der gør, at jeg kan svare anderledes end tidligere.

Hvornår har livet været bedst?

– Lige nu. Jeg har to børnebørn på henholdsvis to og fire år, og det er helt fantastisk. Det er en helt ny type kærlighed. Den er helt ren. Jeg har hverken magt eller ansvar i forhold til dem, som man jo har, når det er ens egne børn. Der er kun kærlighed!

Samtidig har mine tre børn det godt. De bor godt og har partnere, de elsker. Det hele kan jo ændre sig i morgen, men lige nu er det godt.

Hvornår har livet været sværest?

– Det var, da min ældste datter i 2011 fik kræft, og samtidig blev jeg også selv syg med en stofskiftesygdom, der førte både prædiabetes, leverskade og hjertefejl med sig. I 2015 fik min mand konstateret kræft, og min anden datter var udsat for en ulykke i London, og jeg måtte hente hende hjem i rullestol. Den periode var den sværeste. Alle har fået men, og det bliver aldrig som før.

– I den første tid prøvede jeg at arbejde. Jeg var ved at færdiggøre serien med Annika Bengtzon, og deltog også i interviews - og det var sådan, at jeg sad og græd, inden jeg skulle interviewes til tv. Men til sidst aflyste jeg alt. Da min mand blev syg, skulle jeg have været på en stor turné rundt i verden, og det var en kæmpe lettelse, da jeg aflyste den. I dag kan jeg i fjernsynet af og til se nogen tale på en stor scene et sted i verden og tænke: Dér skulle jeg have stået. Men det kom jeg ikke til, og det er fint.

LÆS OGSÅ: Sara Blædel: Jeg er ikke god til særlig meget

Hvad har givet dig styrke?

– Jeg er vokset op i Nordsverige i et hus ude i skoven som en del af et samfund, der var klasseløst. Der var ingen overklasse. Det betød, at jeg voksede op med en fornemmelse af, at jeg kunne gøre præcis, hvad jeg ville. Den eneste begrænsning, jeg havde, var den geografiske. Jeg vidste, at når jeg kom væk derfra, kunne jeg gøre, hvad jeg ville - og det passede!

Det, at jeg voksede op et sted, der var så isoleret, betød også, at jeg ikke var sammen med andre børn end min lillebror, indtil jeg kom i skole. Vi var hjemme sammen med min mor. Da jeg startede i skole, begyndte hun at arbejde, og så var jeg alene, når jeg kom hjem fra skole. Det var godt for fantasien. Det var der, jeg begyndte at skrive. Som otteårig skrev jeg digte, og min mor sendte dem ind, og så blev de læst op i fjernsynet. Jeg blev så flov. Senere, inden jeg startede på journalistuddannelsen, skrev jeg romantiske noveller til ugeblade.

Hvad har været et stort vendepunkt i dit liv?

– Et rigtigt positivt vendepunkt var, da jeg som 20-årig kom ind på en alternativ journalistuddannelse i Nordsverige. Det var meget svært at komme ind. Der var 400 ansøgere og kun 20, der blev optaget, og jeg var den yngste.

Før jeg kom ind, var jeg meget rastløs. Jeg boede på det tidspunkt i Los Angeles og havde rejst rundt uden mål og mening. Jeg var forvirret og destruktiv og passede ikke på mig selv. Det var ikke nogen god tid. Men da jeg kom ind på uddannelsen, fik jeg en retning, og samtidig blev jeg også gravid og fik mit første barn som 21-årig. Så dér fik jeg styr på det.

Hvad har livet lært dig om succes og fiasko?

– Succes er som at tage en drink: Det giver en meget flygtig rus. Fiaskoer er mere interessante. De rummer et stort spektrum af følelser og skal håndteres og behandles med ømhed, for du kan lære meget af dem. Du lærer ingenting af succes - det fører bare til hybris.

Når jeg selv har oplevet fiaskoer, kigger jeg på dem: Hvad er min egen skyld? Hvad er andres skyld? Og hvad skyldes nogle mekanismer, som rammer alle?

En af de mekanismer, der rammer, fortalte Bjørn Ulvaeus fra ABBA mig om. Han sagde, at man i popverdenen har otte-ti succesfulde år. Det er det vindue, man har - bagefter orker folk ikke én mere, så må man finde på noget andet. Og det passer - også i andre brancher.

I 1998 havde jeg stor succes og nogle år senere sagde Henning Mankell til mig: Du skal være forberedt, for du kommer til at betale for din fremgang. Det passede også. Ti år efter var der en masse kritik af mig. Noget af den var rigtig, og noget var ikke rigtigt. Men det er mekanismer, der ikke kun gælder mig. De gælder alle.

Hvad har livet lært dig om karriere?

– Karriere handler om at tage risiko og turde. Men andres forventninger til, hvad du skal, betyder også noget. Bare se på mænd og kvinder - det forventes, at mænd skal nå en masse, og det samme gælder ikke for kvinder.

Hvad har livet lært dig om tilgivelse?

– Det bliver man nødt til, hvis man vil videre. Det er afgørende. Man kan ikke have et længerevarende forhold, hvis man ikke kan tilgive. Og når man slipper noget, er det faktisk let at tilgive, og for at slippe noget, må man se det fra den andens perspektiv.

Men der er også folk, som er nogle mean bastards, og dem skal man aldrig tilgive. Men altså: De fleste er ikke mean bastards, og de skal tilgives.

Hvornår har du sidste grædt?

– Jeg har allergi og fik en sibirisk kat, der hed Biianka, som skulle være allergivenlig, men jeg kunne alligevel ikke tåle den, så min datter overtog den. Men en dag ringede hun og sagde, at den var blevet kørt over. Dér sad jeg i bilen og græd. Det var en fin lille kat.

Hvad kan du godt lide ved dig selv?

– Jeg er praktisk anlagt. Jeg kan strikke, lægge gulv, male, installere tv-programmer på fjernsynet osv. Og det er godt, for det kan min mand ikke.

Hvad kan du ikke lide ved dig selv?

– Jeg er lidt for introvert. Jeg ville gerne være mere ekstrovert. Jeg ville gerne være en party-person, men jeg er kedelig - jeg er for glad for at strikke og læse bøger. Men jeg tror, jeg ville have det sjovere, hvis jeg var sjovere. Det ser i hvert fald sjovt ud, når andre mennesker har det sjovt.

Hvad vil ville andre sige, hvis de skulle bagtale dig?

– At jeg tager for meget plads og har for høje tanker om mig selv. Jeg tror faktisk, det er nemt at synes dårligt om mig. Jeg har haft fremgang, og det er altid irriterende. Jeg tjener mange penge og taler samtidig om børns rettigheder. Det er også irriterende. Og måske er jeg irriterende. Hvis jeg mødte mig selv, ville jeg sikkert synes det.

Hvordan har du det med, at du skal dø?

– Det har jeg ingen problemer med. Det bliver ganske skønt. Jeg har gjort det, jeg ville: at leve til mine børn blev voksne, så hvis jeg døde nu, ville det være fint. Faktisk forstår jeg ikke helt pointen med at være her nu. Hvorfor? Jeg har ingen fornemmelse af, hvad der kommer til at ske. Måske er der en gud, måske er der flere, men mest sandsynligt så er der ingenting.

Hvad er meningen med livet?

– Det er helt meningsløst. Og hvis er er en mening, så er det ikke meningen vi skal kende den.

LÆS OGSÅ: Leonora Christina Skov om sin barndom: ”Min mor græd meget”